Nu lytter du

Du har altid været en god dreng, sagde far og uden at vide det, var det også det du hørte din kæreste sige, når hun sagde Du er den dejligste kæreste på jorden.

Altid gjorde du alt for at gøre far glad. Det var bare sådan du var. Det var ikke noget du tænkte over. Du var bare en god dreng da du var knægt. Ligesom du er en god kæreste nu. En kæreste der vil gøre alt for hans livs udkårne. Og du tænker det er gode kvaliteter du har som mand. Er du ikke sådan en kæreste alle kunne ønske sig? Og var du ikke sådan en søn alle forældre ville være stolte af?

Og nu er du fuld af dårlig samvittighed, anger og skyld. For her sidder du alligevel med en knude i maven. Og du er forvirret siger du. Fordi knuden bliver større og større og tungere og tungere. Og du anstrenger dig virkeligt. Du kæmper for at have kræfterne til at slæbe rundt på den kilotunge knude samtidigt med at du prøver at få den væk. Du gør alt hvad du kan for at få den væk. Ligesom du altid har gjort. Men det er som om at det du gør ikke er virksomt længere. Det er som om det er en håbløs kamp.

Så du sidder her nu. Fortvivlet. Og stille giver du dig selv lov bare at være med knuden, og hilse på den. Undersøge den. Hvor kommer den egentlig fra? Hvad indeholder den? Hvem anbragte den i din mave, og hvilken funktion har den mon..

Du mærker ubehaget. Det ubehag der følger med at fornemme knuden. Pulsen. Varmen. Uroen. Og du husker at den altid har føltes sådan. Lige så langt du kan gå tilbage i tiden. Så langt dine minder rækker. Og du kan fornemme hvordan den føltes i din barndoms krop. Dengang du altid havde skrabede knæ og klatrede i træer. Dengang du var en god dreng. Dengang du fornemmede knuden i maven, blot ved at de fine linjer i din fars ansigt flyttede lidt på sig og gav ham et andet blik på dig. Så flygtigt og så bitte småt at ingen andre kunne se det. Men det kunne du. Når han så på dig med det blik. Og du gættede hvad der ville gøre far glad. Hvordan kun du kunne få linjerne til at indtage deres rette position omkring hans bryn og hans mundvige igen. Og du var en god dreng. Det sagde din far selv. Og så så han på dig med milde øjne –og det var alt hvad du kunne ønske.

Så du sidder her nu. Fortvivlet. Og stille giver du dig selv lov at mærke knuden, og hilse på den. Og du er forvirret siger du. Du har den skønneste kvinde på jorden og du kan kalde hende din. Du kan mærke du er stolt. Og du bliver varm inden i blot ved tanken om hendes duft. Men straks mærker du knuden. Hvis knuden kunne tale, hvad ville den så sige, spørger jeg. Og jeg kan se du er forpint. Men det er vigtigt. Las os lytte. Give plads. Og du græder.

Du er ikke god nok til hende, siger knuden. Du skal fortjene hende. Så du må oppe dig. Fylde på hende. Lade hende op. Give hende alt hvad hun ønsker og mere end det. Og du giver. Du giver alt hvad du har at gi. Med dine følelser. Din fysik. Din økonomi. Din energi. Alt.

Og du fortæller at hun slet ikke ønsker alt det. At det er mere end nok. At du drukner hende. At du ikke giver plads til at hun kan give noget retur. Og du ser at det er knuden du fodrer når du er den perfekte kæreste. Den dejligste kæreste på jorden. Det er knuden du fodrer, som en gammel plade der står i et hak og gentager sig selv, som et ekko fra en fortid, hvor du kravlede i træer og havde skrabede knæ.

Og du kan se nu at du bare ville være en god dreng så far kunne elske dig. Så du kunne fortjene kærlighed. Og du kan mærke nu, at der er mere plads i maven. At knuden gjorde sig tung for at få dig til at lytte. Og du er stadigvæk en dejlig kæreste. Som du var en god dreng. Men du kan give mere plads nu.

 

Holder du jul med en knude i maven?

Så nærmer tiden sig, hvor alle glæder sig og næsten ikke kan vente med at være sammen med familie og slægtninge. For de flestes vedkommende er julen hjerternes tid, en tid hvor man er nærværende, hygger sig, og mødes omkring familietraditioner.

Og måske er du en af dem, der allerede har en knude i maven der fylder så meget, at det er svært at glæde sig. Mange går rundt med en knude i maven, der efterhånden som kalenderlyset brænder ned, vokser sig til og fylder mere og mere. For nogle, handler det om julestress og alt det man gerne vil nå, og for andre handler knuden om hvor svært det kan være, at tilbringe julen i familiens skød.

Mange af os har lært i barndommen at navigere i kaos og sørge for at slukke brænde rundt omkring os. Vi lærte at lukke ned for ønsker og behov, og i stedet udelukkende koncentrere os om hvad andre har brug for. Måske var det bare nemmest at føje mor og gøre hende glad. Måske har det altid været godt bare at lade far være skuffet, for sådan er han jo. Måske er det nemmest at sluge forskelsbehandling imellem dig og dine søskende, for sådan har det altid været.

Og måske blev vi som børn anerkendt for, at tage ansvar for en masse voksen-ting. Eller også blev vi nød til det, fordi der ikke var nogle voksne, der tog den tørn. Og den overansvarlighed, kan vi bære med ind i voksenlivet. Der kan være mange årsager til at vi mærker knuden i maven, og ikke to af dem er ens. Fælles er kun det, at den altid mærkes, når vi skal være sammen med vores nærmeste familie.

Det er ofte så indgroet et mønster i os, at vi som voksne stadigvæk ikke står ved vores egne behov og ønsker, og det sætter sig som en knude i maven. Og der kan også være mange grunde til at vi ignorerer knuden. Vi ved jo den er væk igen når julen er overstået. Det kan være det opleves nemmest. Det kan være at vi er bange for, at hvis vi lyttede til knuden, så ville julen blive lidt skræmmende og måske ville det hele ligefrem opleves som kaos?

Nogle gange lytter vi ikke til knuden, fordi vi syntes vi er egoistiske, hvis vi gør. For hvad tænker andre om os, hvis vi tænker på os selv? Kan vi overhovedet være det bekendt?

Men jeg vil fortælle dig at du godt kan lytte til knuden i din mave. Den er en del af dig og den har noget vigtigt at fortælle dig. Og at lytte til knuden, behøver ikke at være det samme som at svigte familie, at holde op med at elske, eller at alting bliver sværere. Tværtimod. Hvis du kan lytte til dig selv og møde dig selv i det du har brug for, så bliver det med tiden også nemmere at holde jul med familien, og nyde den og dem.

Måske er du ikke der i livet, hvor du er klar til at ændre på årsagen til at du har en knude i maven, men du kan forsigtigt tage hul på forandringen, uden nogen helt opdager det.

Mærk efter hvad din knude fortæller dig, der er nemlig altid en grund til den er der. At du ved hvorfor den er der, er altid første skridt. Vi mærker altid vores følelser i vores krop, sommerfugle i maven når vi er forelskede, dirren i brystkassen når vi skal til eksamen, eller stramninger i halsen når vi er nervøse.

Hvordan din krop fortæller dig hvad du føler er helt unikt for netop dig, ikke to mennesker er ens, så knuden i maven kan rent faktisk føles som sitren, kulde, eller stivnen og sidde mange forskellige steder. Giv dig tid til at mærke hvordan det føles i din krop, og prøv at opdage hvilke tanker der knytter sig til den.

Derefter, så tænk over hvad der ville gøre dig godt, og hvordan du kan give dig selv det. Mærk hvad din krop fortæller dig nu, mens du tænker på hvad dine behov og ønsker er.

Hvis du ikke er klar over hvad du har brug for, eller hvad du kan gøre, så vær opmærksom på det hen over julen. Giv dig selv lov at have knuden med dig som du plejer i julen. Gør som du altid har gjort, og lad din familie gøre som de plejer at gøre også. Vær blot opmærksom og giv dig selv dette år til at stille skarpt på hvad knuden handler om og hvad den gør ved dig. Læg mærke til om du siger ja, hvor du egenlig har lyst til at sige nej. Og omvendt. Læg mærke til, om det er en autopilot der svarer for dig. Hvis du har mod på det, kan du prøve at svare :”Jeg vender lige tilbage”, eller “Jeg tænker lige over det.”

Hvis knuden er en gammel knude, måske endda et levn fra barndommen, så husk at sige til dig selv at det er okay ikke at kunne ændre noget som har stået på så længe, på en enkelt jul. Måske skal der lidt længere tid til. Det er et godt skridt at kunne tage, fordi du på den måde kan være nænsom og omsorgsfuld over for dig selv, samtidigt med at du er opmærksom på knuden i maven, og dermed ikke negligere dig selv. Husk på, at første skridt i at blive mødt i ønsker og behov, sker hos dig selv.

Bliver knuden alt for stor, så prøv at trække vejret dybt ned i maven, hold det, og pres maven ud som om du pustede en fodbold op. Når du gør sådan et par gange, snyder du dit nervesystemder og din knude falder lidt til ro. Du kan også gå ud og trække luft ind imellem. Ofte ved du bedst, hvordan netop du kommer igennem.

Måske har du oplevelsen af ikke at kunne lide at få julegaver, men at du elsker at give gaver til andre. Måske er det sådan, at din hals snørrer sig sammen og dit hjerte banker hurtigere, når du modtager gaven. Måske er det slemmest når den er dyr, eller pakket ind, eller det at der er et personligt kort vedhæftet den.

Prøv at mærke efter, om det er hjælpsom at give dig selv lov at have det, som du har det. Måske kan du anerkende dig selv i at have ubehaget ved gaver, og du kan forsøge at sige til dig selv at der er en årsag til at du har det som du har det, også selvom du måske ikke er bevidst om hvorfor det er sådan.

Sidst men ikke mindst vil jeg fortælle dig at alt hvad din knude fortæller er ok. Der er intet forkert inde i den knude. Jeg fortæller dig det, fordi du måske gør dig selv forkert. Måske siger du til dig selv at du er for meget, at dine følelser og behov er grimme, eller ligefrem direkte onde. Mange mennesker har en livsverden, hvor man skal yde og præstere for at fortjene noget selv. Man skal give tifold før man selv må få.

Hvis du kan, så sig til dig selv at det er ok at du har det sådan, og samtidigt vær bevidst om at knuden i din mave fortæller dig at du kan og må mere. At du har fortjent mere. At du er ok som du er.

Jeg ønsker dig en glædelig jul, og håber at du finder din vej godt igennem julen.

Lær at sige fra! -gruppeterapi for kvinder

Denne gruppe er for dig der ønsker at blive bedre til at udtrykke dine egne behov og få det ud af livet du inderst inde ønsker.

Måske hører du tit dig selv sige ja, når du egenlig ønsker at sige nej?

Eller måske siger du nej, hvor du faktisk har lyst til at sige ja?

I gruppen arbejder vi med at du lærer at mærke dine behov samt finder vejen til at udtrykke det i din hverdag, og du kan spejle dig i en lille flok kvinder der er på samme vej i livet som dig. Ved første gruppemøde får du også udleveret en dagbog og du får redskaber til hvordan du mellem møderne kan arbejde skriveterapeutisk med bogen. Ud over at arbejde med det der fylder her og nu, skal vi også forbi offer-krænker-frelser trekanten, vi skal lave øvelser der hjælper dig til at mærke dine egne grænser tydeligere og du har muligheden for gratis at supplere dit indre arbejde med NADA (øreakupunktur.) Der er sat tid af til en god pause, hvor vi skiftes til at have lidt godt med til kaffen. 

Hvor og hvornår:
Vi mødes hver anden mandag fra 18.30 til 21.00 I Helseklinikkens lokaler, Nørregade 2 i Nyborg.

Tilmelding og pris:
Tilmelding kan ske pr mail til anjadethurah@gmail.com eller på sms til 42 21 62 22.  Du er også velkommen til at ringe hvis du har spørgsmål.
Ved tilmelding binder man sig til 6 gange og prisen er 900 kr (150 kr pr gang)
Der er minimum 4 på et hold og max 6 personer.

Gruppeleder:

Anja de Thurah -psykoterapeut

 

 

Skilsmissegruppe for kvinder

I skilsmissegruppen arbejder vi terapeutisk, så du får foldet dine følelser og problematikker ud, får bearbejdet svære følelser og får styrket dit eget empowerment og ståsted i livet -nu og her.

I skilsmissegruppen har du mulighed for at dele dine oplevelser og erfaringer med andre i samme situation. Du vil opleve, at du ikke er alene med det du sidder med, og vil få håb og inspiration ved at høre om de andres erfaringer og være vidne til deres terapeutiske arbejde. Du vælger selv, hvad du ønsker at dele med gruppens deltagere, og hvad du vil arbejde med. Du er i et trygt rum hvor alle har tavshedspligt.

Som terapeut vil jeg støtte dig i din proces, så du kan finde retning og fokus i livet på en mere autentisk måde. I løbet af gruppeterapien og imellem de gange vi mødes, vil du få mulighed for at arbejde med dig selv ved at skrive. Jeg giver dig de skriveterapeutiske redskaber og en dagbog med hjem.

Hvornår og hvordan: Hver anden torsdag fra kl 19.00 til 21.00, i alt 6 gange. Der er plads til 6 deltagere, og gruppen mødes ved 4 tilmeldte.

Hvor:  Helseklinikken, Nørregade 2, 5800 Nyborg

Pris: 1.300 kr. i alt for hele forløbet. Man betaler første gang vi mødes i gruppen og binder sig derved til forløbet.

For hvem: Kvinder, der er midt i et skilsmisseforløb, eller som har brug for støtte til at komme videre efter en skilsmisse.

Tilmelding: Skriv til anjadethurah@gmail.com eller ring på 42 216222.

Der er mulighed for at supplere gruppeterapien med individuelle timer. Du er velkommen til at kontakte mig ved spørgsmål.

Mørke emotioner -portrætter af Henriette Filippson

mørkets emotioner -portrætter af Henriette Filippson

En sjælden gang imellem, hvis jeg er rigtig heldig, støder jeg på et stykke kunst, der bevæger noget så dybt i mig, at jeg må stoppe op. Stoppe op og mærke efter. Være nysgerrig. Forundres. Forundres over hvad det er jeg finder så dybt i mig selv, når jeg ser på dette kunst. Sådan har jeg det med portrætter af Henriette Filippson.

De vækker noget i mig jeg ikke helt ved hvad er, og som jeg derfor har helt enormt svært ved at udtrykke. Det er noget fint der vågner i mig. Som duggen på et spindelvæv. Som frostblomster på min rude. Som en frøkapsel der åbner sig for vinden. Det er noget enkelt der vækkes. Helt frit for de facader vi dagligt render rundt med og tidens materialistiske forslugelse. Der er ligesom jeg lander et sted i mig selv, hvor skyggerne poetisk bevæger sig i et grænseland mellem lys og mørke, og stimulerer minderne om en enklere tid, hvor alle følelser er rene. Sorg. Vrede. Smerte. En vågenhed. Og en accept af at det er sådan det er, indtil det ikke er mere. Uden lag på lag af skam og skyld, forventningers pres og kulturel stilstand. Men et sted hvor der er rent og hvor man kan ånde -med det der er.

 

mørke emotioner portrætter af henriette filippson

 

Henriettes sorte linier og hendes fingerspidser, der lader det sorte tage form af portrætter på det kridhvide papir, og det at hun har sit helt eget mørke udtryk -fordi hun ikke kan lade være, er noget jeg klapper stille i mine hænder over. Det, at vi skaber og udtrykker det, der er inde i os, og dermed lader andre mærke dem selv, igennem det- det er helt specielt. Det er det, der er så særligt ved os mennesker. Det helt unikke udtryk i hver enkelt af os. Og Henriettes udtryk -det sluger mig som et dybt vand hvor jeg kan omfavne mørket. De mørke emotioner vi alle gemmer dybt dybt inde.

 

mørke emotioner portrætter af henriette filipsson

Henriette brænder selv sit kul af grene og kviste fra træerne ved Isefjord. For mig, som er den der oplever den kunst hun udtrykker, er der noget magi i, at hun allerede påbegynder arbejdet med sine portrætter den dag hun i gummistøvler bevæger sig ud i skovens og naturens stilhed. Fra livet i træerne, til at blive brændt til kul, til igen at komme til live på det blanke papir.

Henriette var så sød at tage udgangspunkt i et profilbillede af mig til et af hendes portrætter. Hun skitserede mine træk op, og der gik ikke længe før kullet fik sit eget liv og udtryk, og hende der kom til syne på billedet fik sin helt egen karakter. Dog kan jeg alligevel stadig se mig selv derinde et sted. Jeg kan se alt det der har været svært i livet, men også at jeg har styrken til at bære det.

Jeg viste min datter på 8 år billedet, men fortalte hende ikke hvad det var, jeg viste hende. Hun blev ked af det og sagde “tag det væk.” Og det giver god mening at det virkede skræmmende på hende. Måske, skal man kende sin egen sorg og smerte, frygt, angst og længsel, for at kende den igen i et portræt. Og det kræver nok en vis modenhed at kunne rumme mørkets emotioner.

Vil du se mere af Henriette Filippson kan du klikke her: henriettefilippson.dk

 

14799739_10209804408519872_828611329_o
Portræt der havde mig som udgangspunktet før det fik sit eget liv og udtryk.

 

Brombærkampen

brombærkampen

Jeg går og brokker mig. Det gør jeg ellers sjældent. Men når jeg rydder brombærkrat af vejen i min have, så har jeg det med at miste tålmodigheden, blive irriteret og uopmærksom og rive mig på krattet. Både arme, ben, ryg og ansigt har fået flænger. Og så begynder jeg at brokke mig rigtigt meget. Og rive mig endnu mere. Hunden rendte ind allerede første gang jeg rev mig. Den vidste godt hvad klokken har slået.

Et eller andet sted kan jeg jo godt forstå at krattet river og slår fra sig. Jeg klipper den jo i småstykker, kaster den i trillebøren og smider den om på møddingen. Engang var her, hvor jeg står en stor græsfold samt en æblelund ved siden af, fordi jeg dengang jeg købte huset netop kæmpede med selvsamme brombærkrat og troede jeg havde vundet over den.

Men så gik jeg igennem en skilsmisse og både lyst og tid til at passe mit hjem og min have blev revet fra mig. Der voksede op et brombærkrat igen, som slugte hver en bid af jorden og lyset fra græs og æbletræer, og det har nu taget mig et godt stykke tid at få bugt med den på ny. Græsfolden er igen fuld af græs som hønsene går og hygger sig i, og det er muligt at komme til æbletræerne og plukke frugterne uden at blive flået levende af krattet. Der er faktisk kun et par m2 tilbage af grene og torne som skal væk -så er den hjemme.

 

brombærkampen

Bag det sidste brombærkrat står en gammel mur ind til det der engang var grisestald, men nu er gildesal.  Mit blik rettes mod muren og mod en anden der gik på samme sted i maj 1912. På muren er der rigtigt mange navne og datoer skrevet med blyant. Selv ham der ejede huset før mig har skrevet på den. Hvorfor det har været vigtigt at skrive sit navn ved jeg ikke. Men en fyr der hedder Wilhelm gjorde det i ihvertfald i 1912. Det var det år hvor Titanic forliste og tog 1503 sjæle med sig i graven. Kong Frederik den 8 døde omtrent samtidigt. Det så hvad jeg egenligt ved om 1912. Resten må jeg forestille mig.

Så jeg forestiller mig denne Wilhelm var piv forelsket i en tøs der hed Marie. Måske arbejdede han på gården her for at få råd til en stor fed ring til hende, så hun umuligt kunne afslå hans friere. Eller måske sparede han sammen til en billet til Amerika og eftersom Titanic sank, nu hellere ville have en motorcykel. Måske gik han bare ned på kroen og drak sin løn op og dansede natten væk.

Så slår det mig pludselig at måske sloges han med selv samme brombærbusk som jeg  og dens forpulede rodnet. Jeg kan snildt forestille mig det. Det er da sådan det er. Den er jo ikke sådan at tage livet af. Jeg tror at han gik ind i brombærkampen, vel vidende at den ville rive og flå ham og at den ville forvandle ham til et brokhovede af rang som ikke engang hunde ville gide at være sammen med. Måske er hans navn på muren nu hans gravsten og eftermæle. Jeg håber det ikke. Jeg vælger at tro på at han gav kampen op, nåede ned på kroen og drikke sin løn op med Marie, før han friede til hende med en stor fed ring, og de sammen kørte på motorcykel til Amerika.

Og måske er alle navnene på muren i virkeligheden er på mennesker der igennem tiden har taget kampen op med det her brombærkrat. Jeg må hellere skrive mit eget navn, så den næste der står her om 50 år, også kan se at JEG også kæmpede og blev flået levende.

Og mens jeg skriver beslutter jeg mig for at jeg ikke gider brokke mig mere. Der er plads til både lidt brombærkrat og mig her i haven. Jeg tror bare vi indgår våbenhvile for nu.

14717045_10154426386905289_2486441945059887935_n