Nu lytter du

Du har altid været en god dreng, sagde far og uden at vide det, var det også det du hørte din kæreste sige, når hun sagde Du er den dejligste kæreste på jorden.

Altid gjorde du alt for at gøre far glad. Det var bare sådan du var. Det var ikke noget du tænkte over. Du var bare en god dreng da du var knægt. Ligesom du er en god kæreste nu. En kæreste der vil gøre alt for hans livs udkårne. Og du tænker det er gode kvaliteter du har som mand. Er du ikke sådan en kæreste alle kunne ønske sig? Og var du ikke sådan en søn alle forældre ville være stolte af?

Og nu er du fuld af dårlig samvittighed, anger og skyld. For her sidder du alligevel med en knude i maven. Og du er forvirret siger du. Fordi knuden bliver større og større og tungere og tungere. Og du anstrenger dig virkeligt. Du kæmper for at have kræfterne til at slæbe rundt på den kilotunge knude samtidigt med at du prøver at få den væk. Du gør alt hvad du kan for at få den væk. Ligesom du altid har gjort. Men det er som om at det du gør ikke er virksomt længere. Det er som om det er en håbløs kamp.

Så du sidder her nu. Fortvivlet. Og stille giver du dig selv lov bare at være med knuden, og hilse på den. Undersøge den. Hvor kommer den egentlig fra? Hvad indeholder den? Hvem anbragte den i din mave, og hvilken funktion har den mon..

Du mærker ubehaget. Det ubehag der følger med at fornemme knuden. Pulsen. Varmen. Uroen. Og du husker at den altid har føltes sådan. Lige så langt du kan gå tilbage i tiden. Så langt dine minder rækker. Og du kan fornemme hvordan den føltes i din barndoms krop. Dengang du altid havde skrabede knæ og klatrede i træer. Dengang du var en god dreng. Dengang du fornemmede knuden i maven, blot ved at de fine linjer i din fars ansigt flyttede lidt på sig og gav ham et andet blik på dig. Så flygtigt og så bitte småt at ingen andre kunne se det. Men det kunne du. Når han så på dig med det blik. Og du gættede hvad der ville gøre far glad. Hvordan kun du kunne få linjerne til at indtage deres rette position omkring hans bryn og hans mundvige igen. Og du var en god dreng. Det sagde din far selv. Og så så han på dig med milde øjne –og det var alt hvad du kunne ønske.

Så du sidder her nu. Fortvivlet. Og stille giver du dig selv lov at mærke knuden, og hilse på den. Og du er forvirret siger du. Du har den skønneste kvinde på jorden og du kan kalde hende din. Du kan mærke du er stolt. Og du bliver varm inden i blot ved tanken om hendes duft. Men straks mærker du knuden. Hvis knuden kunne tale, hvad ville den så sige, spørger jeg. Og jeg kan se du er forpint. Men det er vigtigt. Las os lytte. Give plads. Og du græder.

Du er ikke god nok til hende, siger knuden. Du skal fortjene hende. Så du må oppe dig. Fylde på hende. Lade hende op. Give hende alt hvad hun ønsker og mere end det. Og du giver. Du giver alt hvad du har at gi. Med dine følelser. Din fysik. Din økonomi. Din energi. Alt.

Og du fortæller at hun slet ikke ønsker alt det. At det er mere end nok. At du drukner hende. At du ikke giver plads til at hun kan give noget retur. Og du ser at det er knuden du fodrer når du er den perfekte kæreste. Den dejligste kæreste på jorden. Det er knuden du fodrer, som en gammel plade der står i et hak og gentager sig selv, som et ekko fra en fortid, hvor du kravlede i træer og havde skrabede knæ.

Og du kan se nu at du bare ville være en god dreng så far kunne elske dig. Så du kunne fortjene kærlighed. Og du kan mærke nu, at der er mere plads i maven. At knuden gjorde sig tung for at få dig til at lytte. Og du er stadigvæk en dejlig kæreste. Som du var en god dreng. Men du kan give mere plads nu.

 

Del gerne på  sociale medier