42 21 62 22

6 typer af hvile, der bidrager til din mentale sundhed.

6 typer af hvile der bidrager til din mentale sundhed

Når vi finder hvile, lader vi os genskabe. Vi skaber nemlig et mentalt og kropsligt fysisk rum for fornyelse, energi, styrke og kapacitet. Vi er nød til at forstå hvad der skal til for at oplade os som mennesker, for der gælder det for os alle, at opmærksomhed er en begrænset ressource. Vores hjerner er simpelthen ikke skabt til og gearet til at håndtere de hastigheder, frekvenser og størrelser af stimuli, vi får i et moderne liv.  Der skal mental hvile til før der er nye ressourcer at bruge af. Og vi må starte hos os selv, og derefter være et spejl for vores nærmeste relationer, så vi kan have et så godt liv som muligt. Der er ingen mennesker der hviler 100 % i sig selv, men det at prioritere hvile i din hverdag, kan øge din egen oplevelse af at hvile mere i dig selv, samt have støre overblik, fantasi og social kapacitet i livet. Al sund hvile forudsætter begrænsninger, men samtidigt vil jeg altid argumentere for, at du faktisk ikke mister noget i dit sociale liv, ved også at bruge tid på hvile. For når du kommer retur fra dit hvil, har du så meget mere at bidrage med.

Når du skal finde hvile, må du nemlig koble dig fra det sociale liv for en stund, og være som en ø. At hvile handler grundlæggende om at komme “hjem til sig selv”, og ikke skulle præstere i fællesskaber eller tænke nødvendige tanker. Det er ikke nok at sove, selvom søvnen er vigtig for hvile. Vi må også have andre former for hvil i vores hverdag, så her er 6 typer af hvile, der bidrager til din mentale sundhed.

1

Den fysiske hvile

Du ved, hvornår din krop er fysisk udmattet. Dine lemmer føles tunge, dine øjne lukker sig, og din krop fortæller dig, at du har brug for at slappe af et stykke tid. Søvn er den mest effektive måde at få fysisk hvile på, og så er den livsvigtig. Søvnen er så vigtigt, fordi hjernen under søvn gennemgår en vaskeproces, hvor et rørsystem pumper væske ind mellem hjernecellerne, som skyller affaldsstoffer væk og over i lymfesystemet, hvor affaldsstofferne bliver transporteret ned til leveren, hvor de bliver nedbrudt. De fleste mennesker har brug for 7-9 timers søvn. De unge har brug for lidt mere og også at gå senere i seng. Prioriter din søvn. Den holder dig ung, og sørger for at både krop og hjerne fungerer optimalt.

2

Den mentale hvile

Har du nogensinde følt at din hjerne er ved at springe? Det kan være en mental følelse, såvel som en fysisk hovedpine, der kan opleves som et spændebånd der strammer. Eller måske har du oplevet at du begynder at glemme ting, ord eller aftaler? Der kan være mange måder at mærke at man er mentalt fyldt op på, og mange fortæller om at opleve et indre pres, eller/og en fysisk følelse af begyndende uro nede i kroppen. Vi har brug for hvile fra dagens udfordringer og sociale fællesskaber. Især det, at vi alle nu er tilgængelige hele tiden i form af en smartphone, skaber en indre oplevelse af at skulle være på.

Når du hviler mentalt ved at fjerne alle input, så dit sind kan slappe af og falde til ro, skaber du balance og rum til nye indput. Meditation kan være en god ide til mental hvile. Det kan også bare være at dagdrømme.

3

Den håndgribelige hvile

Den håndgribelige hvile handler om at du bruger dine hænder til noget, og ikke så meget din hjerne. Bruger du din hjerne ved et skrivebord hele dagen, sker der en automatisk hvile, ved at bruge hænder i stedet for hoved. Der er lavet meget forskning på at vi mennesker kommer af med stress når vi laver et håndværk, eller i det hele taget bare bruger hænderne. Det kan være på at ælte dej eller plukke bær. Du skal lave noget der er meningsfyldt for dig, med dine hænder, og derfor er det det, at du bruger dine hænder, og ikke selve det du producerer med dine hænder der er vigtigt. Nogen går i køkkenet og laver noget mad for at koble af fra hovedet, nogle tegner eller strikker. Nogen igen bruger hammer og søm. Find ud af hvad dine hænder har lyst til at lave, og giv dig selv lidt mentalt ro.

4

Den sensoriske hvile

Computerskærme, skarpt lys, baggrundsstøj fra trafik., snakkende mennesker og muzak, og vores sensoriske system bliver overstimuleret. Mange har en tendens til at holde pause fra denne overstimulering, ved at bruge deres smartphones. Men det er faktisk slet ikke hjælpsomt, selvom det kan føles sådan nu og her. For hjernen har brug for ro fra indtryk. Tag fat på den sensoriske hvile i løbet af dagen ved blot at lukke øjnene i et stykke tid, og sørg for at have en time eller to væk fra skærmen om aftenen for at genoplade helt. Du kan også lave en aftale med kollegaer om at efter frokost er der fokus på at arbejde i 20 minutters stilhed. Eller du kan prøve 20-20-20 reglen. Den går ud på at når du har arbejdet i 20 minutter, kigger du på noget 20 fod væk fra dig i 20 sekunder.

5

Den emotionel hvile

Vi lever i en tid hvor mange mennesker må takle mange svære følelser, og stress er også et generelt problem hos rigtigt mange. Faktisk kender vi alle en håndfuld mennesker, der lige nu oplever sig pressede i deres følelses system. Samtidigt er det også sådan at følelser smitter.
Emotionel træthed kan opstå som følge af at der er noget i dit liv du selv oplever dig fastlåst i, men det kan også opstå ved at du må forholde dig til kollegaer eller medstuderendes, samt familie og venners svære følelser på dagligt plan.

For at hjælpe dig selv og også de mennesker der har brug for dig i dit liv, kan du øve dig i at have fokus på hvor meget du bliver disponeret for det der er følelsesmæssigt tungt og svært, og hvor du kan finde glæde og god energi.

Den emotionelle hvile handler om at give dig selv god tid til at være i trygge rammer, og til at være i rammer hvor du ikke behøver at føle noget som helst.

6

Den naturlige hvile

Når du befinder dig i naturen, lader du op i både krop og sind. Hjernen skifter fra fokuseret opmærksomhed til en mere blød opmærksomhed – også kendt som soft fascination, og en hel række gavnlige fysiologiske mekanismer aktiveres. Når du tænker på at din opmærksomhed er en begrænset ressource, der bliver træt og opbrugt lige som en muskel, giver det god mening at give den noget andet end nutidens mobile medieteknologier. Og her har naturen noget at byde på, der svarer til mental yoga. I en moderne verden hvor vi har fokus på opgaveløsning, underholdning og reducering af kedsomhed, har vi i naturen mulighed for at lade noget komme til os, når det kommer. Det er et rum for refleksion. Et klogt hoved sagde: “Ved at opdage naturen, kan du opdage dig selv.” Og det er det naturen gerne skal give dig. At kunne være i naturen og bare optage lysets forandring som dagen går, at lytte til vinden i trætoppe, at se havet slå ind over stranden igen og igen, er nogle af de oplevelser der kan skabe et mere blødt fokus, som er mere intuitivt og elastisk.

*Hvem har skrevet artiklen ?

Jeg hedder Anja og jeg er psykoterapeut og parterapeut.

Har du brug for hjælp til at finde hvile i dit liv, og er det svært for dig at skabe det liv du har brug for, er du velkommen til en terapitime hos mig. Alt du skal gøre er bare at tage kontakt. Så har du allerede gjort en forskel, for at skabe et mere ballanceret liv med plads til hvile, for dig selv.

Du kan læse mere om parterapi eller individuel terapi her.

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.