Brombærkampen
Jeg går og brokker mig. Det gør jeg ellers sjældent. Men når jeg rydder brombærkrat af vejen i min have, så har jeg det med at miste tålmodigheden, blive irriteret og uopmærksom, og rive mig på krattet. Både arme, ben, ryg og ansigt har fået flænger. Og så begynder jeg at brokke mig rigtigt meget. Og rive mig endnu mere. Hunden rendte ind, allerede første gang jeg rev mig. Den vidste godt, hvad klokken har slået.
Et eller andet sted kan jeg jo godt forstå at krattet river og slår fra sig. Jeg klipper den jo i småstykker, kaster den i trillebøren og smider den om på møddingen. Engang var her, hvor jeg står en stor græsfold, samt en æblelund ved siden af. Det ved jeg fordi jeg dengang jeg købte huset her, netop kæmpede selvsamme kamp med selvsamme brombærkrat, og troede jeg havde vundet over den.
Men så gik jeg igennem en skilsmisse og både lyst og tid til at passe mit hjem og min have blev revet fra mig. Der voksede op et brombærkrat igen, som slugte hver en bid af jorden og lyset fra græs og æbletræer. Og det har nu taget mig et godt stykke tid at få bugt med den på ny. Græsfolden er igen fuld af græs som hønsene går og hygger sig i, og det er muligt at komme til æbletræerne og plukke frugterne, uden at blive flået levende af krattet. Der er faktisk kun et par m2 tilbage af grene og torne som skal væk -så er den hjemme.
Den gamle mur
Bag det sidste brombærkrat står en gammel mur ind til det der engang var grisestald, men nu er gildesal. Mit blik rettes mod muren og mod en anden der gik på samme sted i maj 1912. På muren er der rigtigt mange navne og datoer skrevet med blyant. Selv ham der ejede huset før mig har skrevet på den. Hvorfor det har været vigtigt at skrive sit navn ved jeg ikke. Men en fyr der hedder Wilhelm gjorde det i ihvertfald i 1912. Det var det år hvor Titanic forliste og tog 1503 sjæle med sig i graven. Kong Frederik den 8 døde omtrent samtidigt. Det så hvad jeg egenligt ved om 1912. Resten må jeg forestille mig.
Så jeg forestiller mig at denne Wilhelm var piv forelsket i en tøs der hed Marie. Måske arbejdede han på gården her for at få råd til en stor fed ring til hende, så hun umuligt kunne afslå hans friere. Eller måske sparede han sammen til en billet til Amerika og eftersom Titanic sank, nu hellere ville have en motorcykel. Måske gik han bare ned på kroen og drak sin løn op og dansede natten væk.
Vi kæmper de samme kampe
Så slår det mig pludselig, at måske sloges han med selv samme brombærbusk som jeg og dens forpulede rodnet. Jeg kan snildt forestille mig det. Det er da sådan det er. Den er jo ikke sådan at tage livet af. Jeg tror at han gik ind i brombærkampen, vel vidende at den ville rive og flå ham. Og at den ville forvandle ham til et brokhovede af rang, som ikke engang hunde ville gide at være sammen med. Måske er hans navn på muren nu hans gravsten og eftermæle. Jeg håber det ikke. Jeg vælger at tro på at han gav kampen op, nåede ned på kroen og drikke sin løn op med Marie, før han friede til hende med en stor fed ring, og de sammen kørte på motorcykel til Amerika.
Og måske er ALLE navnene på muren i virkeligheden navne på mennesker, der igennem tiden har taget kampen op med det her brombærkrat. Jeg må hellere skrive mit eget navn, så den næste der står her om 50 år kan se, at JEG også kæmpede og blev flået levende. Måske er det bare sådan, at vi mennesker igennem generationer må kæmpe de samme kampe, fordi vi er mennesker. Og mennesker ser det de ser, føler det de føler, og er som mennesker er.
Og mens jeg skriver beslutter jeg mig for at jeg ikke gider brokke mig mere. Der er plads til både lidt brombærkrat og mig her i haven. Jeg tror bare vi indgår våbenhvile for nu.
Hvem har skrevet artiklen ?
Jeg hedder Anja og arbejder til daglig som psykoterapeut og parterapeut.
