Der kommer en dag
I mange år har jeg støttet Drengene fra godhavn i deres søgen efter en undskyldning fra staten. Det har jeg fordi det at sige undskyld, handler om at anerkende at noget ikke var som det skulle være. En oprigtig undskyldning hjælper modtageren til at slippe fri af skammens klør og oplevelsen af den uretfærdighed de er blevet mødt med, og det eneste det koster er compassion, en følelse af omsorg fra giveren af undskyldningen. Og der kommer en dag hvor de mænd, der dengang var drenge, får deres undskyldning.
Min fars fortælling
I 45 år og til den dag han ikke var her mere, fortalte min far mig kun en enkelt gang om hans barndom. Det var en sommerdag, alt var frodigt og grønt i vores villahave, da min far pludseligt slog en vejrmølle foran mig. Den første og sidste gang han gav mig sådan en opvisning. Jeg blev overrasket, for min far var mest en mand der sad med kaffekoppen eller stod foran grillen. Han blev også selv overrasket. Det kunne jeg læse i hans ansigt bagefter, da han igen stod med benene plantet solidt i græsplanen. Min far kiggede tilbage på mig og læste også mit ansigtsudtryk. ”Nå, det kom vist bag på dig. Det vidste du ikke jeg kunne!” Han kluklo og fortsatte: ” Jeg var den bedste til gymnastik da jeg var på din alder. Så god at jeg kom i avisen. Det var mens jeg boede på drengehjem. Roskilde Hvile hed det. Vi lavede opvisning på hotellet. Jeg blev kaldt Joker, og det er jeg faktisk blevet kaldt lige siden af min ene bror, som var der sammen med mig.” Han stod lidt og kiggede igennem den frodige have, tilbage på en tid kun han kunne se, og inden jeg i min overraskelse havde formuleret et spørgsmål, gik han ind og lavede mad og ville ikke tale mere om det. Jeg forsøgte at spørge igen nogle år senere, men han affærdigede mig: ”Sådan var det jo dengang. Det er der ingen grund til at grave i.”
Gymnastiklæreren fra værebro
Men på forsorgsmuseet i Svendborg står en gymnastikhest fra Værebro drengehjem og fortæller noget af historien om gymnastiklæreren, der var berygtet blandt drengene for sin hårdhed. Drengene skulle stå bøjet ind over bukken mens gymnastiklæreren slog dem med et sammenbøjet reb til blodet flød. Samme gymnastiklære arbejdede på Roskilde Hvile drengehjem, da min far slog sine første vejrmøller der.
Jeg ved ikke meget mere om min fars barndom. Og det jeg ved, har jeg ikke fra hans egen mund. Min far blev født i 1948 og var ud af en søskendeflok på 6.
Min fars far kørte lastbil i lufthavnen og hans mor arbejdede somme tider på fabrik. Det var en fattig barndom, og de penge forældrene tjente blev brugt på øl og moderens ludomani. Han og hans to år ældre bror stjal rugbrødsskorper i stalden for at blive mætte, da der ofte ikke var noget mad. De to drenge blev en dag afhentet og kørt til Roskilde hvile, da de ikke passede deres skolegang. De blev på drengehjemmet i 4-5 års tid, til de var gamle nok til at komme ud og sejle og de begge fik arbejde på et skib. Min onkel har fortalt lidt af det, min far aldrig formåede at få over sine læber. Om oplevelser som ingen børn bør opleve, i statens varetægt.
Når der igennem livet skete traumatiske hændelser, fejede min far det roligt ind under gulvtæppet, med den tavshed der kom ud af hans mund og hans handlinger. Han blev simpelthen hver gang lammet. Et menneske der udsættes for voldsomme og grænseoverskridende handlinger som psykisk terror og vold på børnehjemmet, skammer sig ofte fordi de føler sig overvældet, resignerede afmægtige og magtesløse. De føler ofte skyld skønt de ikke er skyldige.
Ikke at kunne læse og skrive
På min 18 års fødselsdag opdagede jeg at min far ikke kunne skrive. Han havde fået den ide at han ville skrive et fødselsdagskort til mig. Min mor måtte skrive med store bogstaver på et stykke papir ved siden af, som han kunne kigge efter og kopiere. Det var ganske kort. Der stod tillykke til fars store pige. Det overraskede mig meget da jeg så kortet, for med en mor som var grafiker og teknisk tegner havde jeg altid fået smukke kort, med sjove tegninger og smuk håndskrift. Jeg undrede mig over hvilket barn der havde skrevet kortet, til det gik op for mig at det var min far. I alle disse år havde han skamfuldt kunne skjule at han ikke kunne læse og skrive. Jeg mindes at han altid lå med avisen på sofaen og jeg tænker på hvor meget han nok har kæmpet for at forstå artiklerne og hvor meget han har lænet sig op af min mor.
Kort før min far gik bort havde han 40 års jubilæum på arbejdspladsen i lufthavnen. I 40 år har han slæbt kufferter, tanket flyene og kørt containere med mad og toldfri vare ombord, næsten uden en sygedag. Da jeg var barn led han frygteligt af mavesår, men det afholdt ham ikke fra at gå på arbejde, det gav ham til gengæld et par timer ekstra på sofaen når han kom hjem og en stilhed man vidste betød at han havde ondt. Senere fik han et bypass og måtte selvfølgeligt sygemeldes, men var hurtigt tilbage i lufthavnen igen. Da han rundede sit jubilæum havde han haft en blodprop i hjernen og var delvist lam i den ene side, men det lykkedes ham alligevel at gå på arbejde den sidste tid op til sin efterløn. Han havde fået med sig fra sin barndom en overlevelsesevne uden lige, men måske var det også den der sled ham op. For det var skamfuldt ikke at passe sine pligter koste hvad det ville.
Øjnene er sjælens spejl
Min far forvandlede barndommens havregryn til guldkorn, men det tog ham et helt liv, og meget af hans skam passerede han ubevidst videre til sine børn. Der var ingen vold i mit barndomshjem men der var heller ingen kærlige ord. Kærlige ord var lige så svære at få over læben som hårde ord var, men øjnene er sjælens spejl og med dem kunne han fortælle om store følelser og vise børnene at han så dem. Noget så fundamentalt vigtigt som han ikke selv fik særligt meget af som barn. At blive set.
Forholdende på datidens drengehjem var frygtelige, og heldigvis er der mange fra min fars generation der har sat foden ned, og sat en stemme på og beretter om de overgreb der blev begået mod dem i deres barndom. Især Godhjemsdrengenes stemmer kan høres. Poul Erik Rasmussen er en af dem og han kæmper på 11 år, for at få en officiel undskyldning for den vold han og de andre drenge blev udsat for på Godhjem. Han mener ikke en undskyldning kan viske minderne bort, men den kan forsikre dem om, at det ikke var deres skyld , det de blev udsat for, og den kan give dem ro. Alt hvad der er blevet budt dem giver dem nu styrken til sammen at lyde højt nok til at nogle vil lytte.
Med den nye film DER KOMMER EN DAG, er rigtigt mange mennesker blevet bevidste om den kamp der lige nu bliver kæmpet. Kampen for at få et UNDSKYLD.
Hvem har skrevet artiklen ?
Jeg hedder Anja og arbejder som psykoterapeut og parterapeut. Jeg har praksis i Nyborg på Fyn, samt praksis i Kastrup på Amager.
Hvis du vil støtte Godhavnsdrengene eller følge med i deres sag kan du finde dem her
OPDATERING: Unskyldningen kom endeligt. Tak til regeringen for deres forståelse for, hvordan vi mennesker, og vi som samfund heles. Tak fordi I tager jeres ansvar alvorligt.
