Du ku bli mit drug
Jeg kører gerne ud, og laver psykoterapi i eget hjem, når klienten ikke kommer til mig. Ofte er det familie til klienten, der har booket mig, på vegne af en de holder meget af. Det er selvfølgeligt med klientens accept. Men de mennesker jeg kommer hos når jeg kører ud, har som regel nogle svære problematikker. Jeg har lyst til at dele historien om en klient jeg havde for et par år siden. Klienten er selvfølgeligt anonymiseret.
Krammearme
Jeg kom hos Peter over et længere stykke tid, på en fast dag hvert 14 dag. Jeg havde været der et par gange da Peter sagde: ”Du ku bli mit drug –hvis du altså havde nogle lange krammearme!”
Ordene satte straks en række følelser og tanker i gang inden i mig. Jeg syntes han ramte så rigtigt i, hvad grunden egentlig er til hans livs lange deroute. Han ramte rigtigt, fordi jeg tror på, at han ikke selv kan ændre på sin situation –han har brug for at et andet menneske hjælper ham på vej i det.
Et menneske med lange krammearme. Et menneske der forstår, hvad det egentligt handler om. For jeg oplever hele tiden at samfundets syn på en misbruger som ham er, at de bare skal tage sig sammen og at de har et valg. Men for at have et valg skal man være bevist om, hvad det er man vælger fra og til, og hvilken hjælp der er brug for, for at nå dertil.
Hvorfor vælger nogle mennesker at ødelægge sig selv, sit liv og sine omgivelser med et misbrug?
I de ti år jeg har arbejdet med mennesker i denne situation, har jeg kun mødt en enkelt der fortalte mig om en lykkelig barndom. Faktisk så troede jeg ikke helt på, at han havde haft en lykkelig barndom, for der findes i min optik ikke nogen perfekte forældre. Men han har helt sikkert haft en så lykkelig barndom som man kan have det, når han siger det. Men de fleste jeg har mødt, fortæller om store svigt. De fortæller også om stor kærlighed til deres forældre, tider hvor det gik nogenlunde godt, eller ture til bakken. Men de der store svigt, det er jo dem der sætter sig i os og hjælper os til at navigere i verden så vi kan overleve.
Og vi er nød til at starte der, i barndommen, for at forstå hvad det hele handler om.
Når et barn bliver født ind i denne verden, tilpasser det sig det system det vokser op i. Vi mennesker kan tilpasse os på mange måder at være med hinanden, og kulturer rundt om i hele verden er utroligt forskellige. Barnet tilpasser sig altid. Det er den eneste måde at overleve følelsesmæssigt. I de første 6 måneder vil et barn blive mødt af sine forældre med det samme, i dets behov. Barnet græder og forældrene aflæser hurtigt hvad barnets behov er og møder det i det. Barnet føler sig følt, set og fulgt.
Des ældre barnet bliver, des længere kan forældrene udskyde at hjælpe barnet i at få opfyldt sine behov og des længere kan barnet rumme sin egen følelse. Følelser skal børn lære at kende igennem deres forældre, ved at forældrene spejler tilbage (bruger mimik og sætter ord på) hvad det er der sker inde i barnets nervesystem. ”Nårhhh skatter, du har slået dig og det gør ondt og du er ked af det.” eller ”Ja du er glad og stolt over at du kan gynge selv og at det kilder så dejligt i maven.”
Skam er en følelse
En del af det at lære at være til i verden på, er skam. Forældre bruger skam til at regulere barnets måde at være i verden på, så det kan agere hensigtsmæssigt. Det nytter jo ikke at det sparker til andre mennesker, når det vil vise dets vrede. Vi er altså nød til at skabe grænser i forhold til vores måde at være med os selv og hinanden på. Et eksempel kunne være at barnet kravler over til potteplanten og vil hive den ned på gulvet og undersøge den. Mor råber ”nej!” Barnet stivner og bliver forskrækket over mors råb og begynder at græde. Mor tager barnet op og trøster det og siger dette her igennem sin omsorg ”Det er forkert at hive potteplanten ned på gulvet men DU er ikke forkert men meget elsket.”
Usund skam
Usund skam er det som de fleste af os har med os, fordi vores forældre ikke vidste bedre. Som for eksempel hvis mor skælder ud over at du som 8 årig ikke har lavet dine lektier, og sender dig grædende op på dit værelse. Der sidder du så, alene med din kedafdethed, og mor kommer ikke op og trøster dig. Du falder hulkene i søvn og kommer først ned af dig selv næste morgen. Mor siger her med fraværd af sin omsorg,: ”DU er forkert og ikke elsket!”
Alle børns verden udgår fra dem selv, alle børn skal overleve, for de kan ikke klare sig alene, så alle børn tager tingene til sig som personlige. Altså barnet oplever at være grundlæggende forkert og ikke værd at elske. Har barnet denne oplevelse mange gange, bliver det en fast del af des køreplan/skema videre ind i voksenlivet.
Overlevelsesstrategier
Et barn kan ikke rumme en følelse ret længe af gangen. Hele nervesystemet kører på højtryk, og forældrene skal møde barnet i det, så det falder til ro. Hvis barnet ikke bliver mødt af sine forældre i sine behov, vil det allerede her begynde at lave overlevelsesstrategier. Det kan være at barnet holder op med at græde når det er sultent, fordi det bliver mødt med vrede, frem for med mad. Det nytter altså ikke at være sulten eller at udtrykke behovet og barnet bliver følelsesmæssigt undertrygt.
Peters barndom
Peter havde måske nok nogle sunde forældre til at starte med. Men så blev mor syg. Så syg at hendes behov kom før hans. Peter måtte tilpasse sig og danne overlevelsesstrategier for at kunne rumme og håndtere sine egne følelser og blive mødt helt forkert af sin mor i dem. Denne periode af vigtige år i Peters opvækst, er dem der styrer hans måde at være i verden på i dag.
Vores erfaringer
Alle de erfaringer vi gør os i verden, lagrer vi som et skema i vores nervesystem. Det bliver måden vi forstår verden på. Man kan forestille sig at vores nervesystem er en kæmpe køreplan af erfaringer. Så man kan sige vi kan have en fornuftig køreplan hvis vi har haft en sund opvækst eller vi kan have en køreplan fyldt med overlevelsesstrategier, hvis det var det vi var nød til for at kunne være i denne verden. Hvis usunde mønstre gentager sig igen og igen igennem vores barndom, som for eksempel, at mor bliver vred når jeg er ked af det, så bliver køreplanen så stærk en del af ens måde at være i verden på, når man oplever at være ked af det.
Peter blev aldrig ked af det. Straks han mærkede noget i sig der føltes som ked af det hed, sprang Peter til sine overlevelsesstrategier som han altid har gjort. Han kunne ikke rumme sin egen følelse af kedafdethed. Hans køreplan/skema fortalte ham at det var farligt, og at han var forkert, når han var ked af det. Han blev angst. Han var nød til at gøre som han altid har gjort. Han tømte gerne en flaske vodka ud i en køre. Den dulmede nervesystemet. Den dulmede angsten. Den dulmede skammen. Den fik kedafdetheden på afstand. Nogle gange skar han i sine arme. Det gjorde han især meget, da han var teenager og var ked af det. Men en dag fandt han ud af at vodkaen virkede bedre. Efter vodkaen kom ind i hans liv, skar han stort set ikke mere.
Vodka for at overleve
Vodkaen var Peters overlevelsesstrategi, men alle omkring ham fortalte ham at den slår ham ihjel. Men ubevidst var vodkaen Peters bedste ven nu og her. Den sørgede for at han ikke druknede i den frygtelige følelse der hedder kedafdethed. Mange mennesker havde forsøgt at tale fornuft med Peter. De sagde til ham at nu måtte han tage sig sammen. De dunkede ham i hovedet, for at falde i igen og igen. De holdt ham fast i hans egen selvfølelse af forkerthed og at han ikke var værd at elske. De sagde godt nok noget andet, men det er denne bekræftelse af sin forkerthed Peter sad tilbage med hver gang.
De vil have Peter skulle tale om hvorfor han drak. Men Peter vidste det ikke. Han havde slet ikke ord for det. Han var slet ikke bevidst om at det hang sammen med en køreplan i hans nervesystem, han havde med sig fra barnsben af. Han anede ikke at det var frygten for tilintetgørelse af hele hans eksistens, der var grunden til at han drak. De ville da nok også have grint af ham, hvis han virkeligt havde været bevidst om det og sagt det højt. Der er jo ingen, der dør af at være ked af det. Det er da ikke farligt. Og nu var han jo voksen og hans mor kunne ikke længere blive vred over at han var ked af det, så det var nok noget pjat.
At turde tage en anden bus
Men Peter havde ikke et bevidst valg. Peters ubevidsthed sad fast i år 1985. Peter stod i et busstoppested i fortiden og ventede på muligheden for, at tage en anden bus der tilfældigt kom forbi. Og han skulle lokkes op i den bus. For i Peters øjne stod der ”helvede” som destination på bussen, og det kunne måske tage år, før Peter mærkede, at det var en god bus at komme op i. En bus, hvor man må græde og ikke er forkert, når man gør det. En bus der kunne køre ham ind i nutiden, så Peter ikke længere behøvede køre i et gammelt overlevelsesmode når der ikke længere er nogen fare på færde.
Men den dag jeg sad sammen med Peter i terapi, sagde han at der var noget andet end vodkaen, der kunne være hans drug. Det kunne jeg være –hvis jeg havde lange krammearme
Har du et kært familiemedlem der drikker alt for meget, er du velkommen til at kontakte mig, for at høre hvordan jeg kan hjælpe. Jeg har praksis i Nyborg på Fyn, samt praksis i Kastrup på Amager.
Du kan finde mine kontaktoplysninger her.
Du kan læse mere om individuel terapi her
