42 21 62 22

Kunsten at kunne modtage

.

Kunsten at kunne modtage

Man kan lære sig selv at modtage. det kræver blot mod og lysten til forandring.

Jeg øvede mig i over et år, dengang jeg besluttede mig for, at jeg ikke længere ville have det så svært med anerkendelse, ros og fysiske gaver.. Det var et år med træning, øvelse og kampe med mig selv, for at lære noget nyt. Fordi jeg vidste at jeg kunne hvis jeg ville. Og fordi jeg kan se at vi alle kan modtage. Hvis vi tør og hvis vi er bevidste om, at der er noget vi gerne vil ændre på hos os selv.

At modtage det gode

Det med at modtage anerkendelse, ros og gaver, er for de fleste mennesker heldigvis noget der er naturligt, og som er en del af det at være menneske. Men for mig dengang, og for rigtigt mange af de klienter der finder vej ind i terapi hos mig, er det slet ikke nemt. Det kan faktisk være en pinefuld oplevelse at modtage anerkendelse. For nogle mennesker har lært sig, at de ikke er gode nok som mennesker, at de ikke er lige så meget værd som andre, og at de ikke fortjener ros og anerkendelse. De ved godt med fornuften at alle mennesker er lige meget værd, men deres følelser fortæller dem noget andet. Det er en smertefuld splittelse at have inden i. Det er en smertefuld oplevelse at modtage anerkendelse fra velmenene mennesker, og så mærke at man ikke selv kan tage imod den. Inden i.

Først handler det om at få øje på at der er noget ved en selv, man gerne vil ændre.

For mit eget vedkommende var det en lang proces at opdage at sådan som jeg syntes jeg var som menneske, ikke nødvendigvis er hvordan jeg behøver at være, og have det som menneske.  I rigtigt mange år, hele mit ungdomsliv og mange år ind i mit voksenliv, sagde jeg altid sådan her:

“Jeg bryder mig ikke om at modtage julegaver, fødselsdagsgaver, værtindegaver eller blomster. Det er bare sådan jeg er, og altid har været. Og så er det jo også spild af penge, for jeg ønsker mig ikke rigtigt noget, og jeg er vist bare ikke så materialistisk. Ud over det, så  behøver ingen heller at rose mig, for jeg behøver ikke andres anerkendelse.  Jeg står fint, som den jeg er helt uden.”

Ikke at kunne mærke det man fortjener

Sandheden var at jeg ikke kunne mærke, at også jeg kunne fortjente ros og anerkendelse. Når jeg fik ros og anerkendelse fik jeg nemlig sådan et ubehag inden i mig, som jeg bare gerne ville væk fra. Det var ikke rart at være centrum for opmærksomhed. Inden i mig sagde jeg til mig selv:” Du skal ikke tro at du er noget særligt. At du har fortjent en opmærksomhed.”

Jeg sagde højt at jeg ville forandre noget

Så med det udgangspunkt, sagde jeg højlydt til alle i mange år, at det var spild af penge, det der med gaver. Og jeg slap afsted med det. For alle i min nærhed lærte, at det var jo sådan jeg var. Til der pludseligt kom en dag hvor jeg opdagede, at det jeg forsøgte at komme uden om, var en følelse i mig selv jeg fik, når jeg modtog gaver eller ros. Og den følelse handlede om mig, og om den måde jeg altid gjorde mig selv mindre på. Gjorde mig selv til en der ikke fortjente. Og gjorde mig selv til hende der ikke var god nok. Jeg blev ked af det at opdage, at når jeg ikke tog imod anderkendelserne, så skuffede jeg de mennesker jeg holdt af. Det var ligesom om jeg på en måde fortalte dem, at det de havde at give, ikke var vigtigt.

Så en dag kom opdagelsen af at jeg faktisk gerne ville tage imod.

Et eller andet sted dybt inde i mig, var der et lille stille ønske om at jeg også gerne ville kunne tage imod. Og jeg kom til at tænke på at når børn bliver født, så vil de alle gerne bare modtage. Samtidigt tænkte jeg at hvis alle andre kan modtage, så kan jeg også.. Og jeg vil gerne være som andre. Jeg kan nemlig se i deres ansigter at de har en rar følelse, når de tager imod. Inders inde vil jeg også gerne have en rar følelse når jeg tager imod. Og den følelse jeg har siddet med, når nogen overraskede mig ved at sende blomster på min fødselsdag var det modsatte af rar. Ondt i maven, stress i kroppen. Nervesystemet rejser sig. Tanker om ikke at fortjene. Følelser af ikke at være god nok. Og nu ville jeg gøre noget ved det.

I terapi talte jeg med terapeuten om dengang jeg var en lille pige under 10 år.

Dengang glædede jeg mig til juleaften, eller til min fødselsdag. Og jeg havde ønsker til gaver og håbede på at julemanden kom og leverede til denne gode artige pige jeg syntes jeg var. Men noget gik galt i min selvfølelse dengang. Jeg begyndte at føle stor skam som barn, for jeg fik jo ikke det jeg ønskede mig, men det der var praktisk at give mig. Og så gjorde det ondt at pakke gaverne op. Man må ikke være skuffet over en gave, var der en stemme der sagde i min familie, og den stemme begyndte at leve inden i mig. Og jeg lærte mig selv, at jeg var forkert når jeg ønskede mig noget.

Den glemte gave

En gang, da jeg var teenager,  glemte min mor helt julegaven til mig inde i bunden af hendes klædeskab. Jeg sagde ikke noget højt den juleaften, men en stemme inde i mig sagde, at jeg skulle skamme mig for at tro at jeg havde fortjent noget. Da min mor fandt julegaven i skabet den efterfølgende sommer udbrød hun frustreret og vredt: “Jamen hvorfor har du dog ikke sagt noget!” Det kunne jeg bare ikke. Og jeg kunne ikke blive glad for gaven, som jeg ved ikke at sige noget, nu var skyld i at hun havde glemt.

Så opdagede jeg hvordan andre mennesker havde det præcis lige som jeg.

Hvordan der også fandtes andre som skammede sig selv ud, for eksempel når de fik ros og anerkendelse. Jeg husker at jeg engang indstillede en chef til årets leder. Jeg skrev indstillingen fra hjertet. Der var så meget jeg så op til hos ham som leder. Og så meget jeg syntes var fantastisk at kunne som leder, når man arbejder med mennesker. Så meget, der lå ud over det at være chef som han bidrog med i hverdagen. Det der ekstra bidrag af omsorg og menneskelighed der gjorde en kæmpe forskel.

Den anonyme indstiller

Jeg var anonym da jeg skrev indstillingen og derfor kunne jeg også anonymt stå på sidelinjen og høre hvor svært han havde ved at tage imod ros og anerkendelse, da han vandt anden pladsen i konkurrencen. Han sagde at han ikke syntes at han havde fortjent det. Og derudover kunne han ikke genkende sig selv i det skrevne. Det var jo blot sådan man skulle være som chef, sagde han. Jeg kunne mærke et indre ønske på hans vegne om at han kunne tage imod. Og det gik op for mig at vi er mange. Vi er mange der lever i vores egen måling af os selv og vores værdi som menneske, og ikke vil/kan/tør tage imod det, der er mellemmenneskeligt og som bliver os givet menneske til menneske.

Så hvordan kan man træne og ændre sine egne mønstre og tanker om sig selv?

Jeg arbejdede med emnet med min psykoterapeut, og jeg fortalte det til mine nærmeste. Jeg sagde højt at jeg i en periode ville øve mig i at tage imod anerkendelse, ros og gaver. Og jeg bad dem hjælpe mig ved at de også var bevidste om min proces. Og kort efter fyldte jeg 40 år. Jeg inviterede venner og familie til fest og ønskede mig bobler, vin og chokolade. Jeg øvede mig bevidst i at tage imod. Hver gang nogen overrakte mig en flaske og ønskede mig tillykke, mærkede jeg hvordan min hals snørede sig sammen og hvordan mit nervesystem var på overarbejde (som ved en eksamen). Men i små gode doser, mærkede jeg og lærte jeg, at det var ok at tage imod.

10 års jubilæum som modtager

I de 10 år der er gået siden, har jeg modtaget mange buketter blomster og mange gaver af mine tætteste relationer eller andre. Og også modtaget gaver, blomster, ros og anderkendelse, uden for nummer. Altså pludseligt -bare fordi jeg er mig og nogen syntes jeg lige fortjente eller trængte.

Ros og anerkendelse

Og hver gang jeg får ros og anerkendelse på arbejdet, af kollegaer og af kursister når jeg underviser, mærker jeg halsen snurre og pulsen dunke, men også varme i maven og smil på min læbe, som fortæller mig at nu er det  ok at tage imod. Jeg husker mig selv på at dem der giver, oprigtigt har lyst til at give.. At problemet ligger dybt i mig fra en svunden tid, og at det ubehagelige i kroppen ikke har noget med nutidens glæder at gøre. Og jeg har nu en ny historie jeg fortæller om mig selv, i stedet for den gamle om at jeg ikke kunne lide at modtage. Nu siger jeg ja tak. Giv mig endeligt.

Og lige nu.

Lige nu nyder jeg en buket blomster på mit bord der er givet mig i kærlighed -blot fordi jeg er mig. Og det er rart. Nu er det rart.

Og jeg deler denne historie i håbet om at andre mennesker kan se de ikke er alene, og at man godt kan forandre de historier vi fortæller om os selv.

Hvem har skrevet denne artikel ?

Jeg hedder Anja de Thurah og er psykoterapeut samt parterapeut.Du er velkommen til at kontakte mig, eller booke en tid hos mig online. 

Psykoterapeut Anja de Thurah
psykoterapeut og parterapeut Anja de Thurah

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah