Når man har været udsat for overvældende eller traumatiske oplevelser, kan reaktionerne fortsætte, selv om det, der skete, for længst er overstået. Traumer kan påvirke både vores følelser, tanker, relationer, kropslige reaktioner og oplevelse af tryghed.

Jeg arbejder traumeorienteret og tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske, dets historie og det tempo, det er muligt at arbejde i.

Emotionsfokuseret psykoterapi ved traumer

I psykoterapien arbejder jeg primært emotionsfokuseret, oplevelsesorienteret og eksistentielt.

Ved traumer kan vi blandt andet arbejde med de følelser og reaktioner, der fortsat bliver aktiveret i nutiden. Det kan være frygt, skam, vrede, sorg, skyld eller følelsen af at være frakoblet sig selv og andre.

Traumeterapi handler for mig ikke om hurtigst muligt at få dig til at genfortælle det, du har oplevet. Først skal der være tilstrækkelig tryghed til, at vi sammen kan nærme os det svære i et tempo, hvor du fortsat kan være med.

Neurofeedback ved traumer og PTSD

Jeg arbejder også med neurofeedback, primært Othmer-metoden/ILF-neurofeedback.

Her arbejder vi ikke direkte med fortællingen om det traumatiske, men med hjernens og nervesystemets regulering. Neurofeedback kan derfor for nogle være et supplement til det psykoterapeutiske arbejde, særligt når symptomer som uro, søvnproblemer, koncentrationsvanskeligheder eller et vedvarende alarmberedskab fylder. Alpha -Theta neurofeedback kan direkte afhjælpe traumemindet, og skabe ro og overskud i den enkelte.

Psykoterapi og neurofeedback er forskellige metoder, og et forløb tilrettelægges altid individuelt. Neurofeedback kan også anvendes uden psykoterapi og omvendt.

Forstå hvad et traume kan gøre ved os

På denne side kan du gå mere i dybden med traumer og PTSD og med, hvorfor reaktionerne kan fortsætte, efter faren er væk.

Du kan blandt andet læse om, hvad vi mener med et psykisk traume, forskellen på traumer og PTSD, kroppens alarmreaktioner, fight, flight og freeze, følelsesmæssig regulering, skam og selvopfattelse, tilknytning og relationer samt forskellige muligheder for behandling og støtte.

Jeg inddrager undervejs nyere forskning, så du også kan læse, hvad vi faktisk ved – og hvor forskningen endnu ikke giver entydige svar.

Du kan begynde her og læse siden fra toppen – eller gå direkte til det emne, der er mest relevant for dig.

Måske kender du oplevelsen af, at du i en voldsom eller truende situation ikke gjorde noget, eller ikke kunne gøre noget.

Du løb ikke væk. Du kæmpede ikke imod. Du råbte måske ikke engang om hjælp.

I stedet blev du stille. Kroppen føltes fastlåst. Ordene forsvandt. Måske oplevede du, at du stod ved siden af dig selv eller bare ventede på, at situationen skulle være overstået.

Bagefter kan det være svært at forstå:

Hvorfor gik jeg ikke?
Hvorfor sagde jeg ikke fra?
Hvorfor kæmpede jeg ikke imod?

Men når et menneske oplever alvorlig fare, er vores reaktion ikke nødvendigvis et resultat af en bevidst beslutning. Hjernen og kroppen råder over en række automatiske forsvarsreaktioner, som kan blive aktiveret meget hurtigt.

At fryse kan være en af dem.

Fight, flight eller freeze

Du har måske hørt om kroppens fight-or-flight-respons: Når vi registrerer fare, forbereder kroppen sig på enten at bekæmpe truslen eller komme væk fra den.

Men menneskets forsvarssystem er mere komplekst.

Forskere beskriver forskellige automatiske forsvarsreaktioner, der kan opstå afhængigt af blandt andet, hvor nær og uundgåelig truslen opleves.

En freeze-respons kan indebære, at bevægelse kortvarigt hæmmes, samtidig med at opmærksomheden rettes intenst mod truslen. Man kan tænke på det som et øjeblik, hvor organismen stopper op og registrerer:

Hvad sker der – og hvad skal jeg gøre?

Freeze betyder derfor ikke nødvendigvis passivitet. Det kan være en del af kroppens forberedelse på den næste handling, og det er en overlevelses respons der tager fuldstændigt magten fra en.

Når det føles umuligt at kæmpe eller flygte

Ved meget alvorlig og oplevet uundgåelig fare kan der opstå en anden form for immobilitet, som forskerne kalder tonic immobility – tonisk immobilitet.

Her kan du opleve, at du er ude af stand til at bevæge dig eller tale, selv om du egentlig ønsker det.

Det kan føles som:

• at kroppen bliver stiv eller fastlåst
• at du ikke kan bevæge dig
• at stemmen forsvinder
• at du ikke kan råbe eller sige fra
• at du føler dig fanget i din egen krop
• at omgivelserne føles uvirkelige
• at du bliver følelsesløs eller fjern
• at du mister oplevelsen af selv at kunne handle.

Tonisk immobilitet beskrives i forskningen som en ufrivillig forsvarsreaktion, der især kan forekomme ved ekstrem frygt og oplevelsen af ikke at kunne undslippe. Den adskiller sig dermed fra den kortere freeze-respons, som kan være en del af kroppens orientering og forberedelse til handling.

“Hvorfor gjorde jeg ikke modstand?”

Det spørgsmål kan blive meget smertefuldt efter eksempelvis vold, overgreb eller andre situationer, hvor man bagefter forestiller sig, at man burde have kæmpet, råbt eller løbet væk.

Men hvis kroppen gik ind i en immobilitetsreaktion, var det ikke nødvendigvis noget, du besluttede dig for.

At du ikke kunne handle, er ikke det samme som, at du valgte ikke at handle.

Det er en vigtig forskel.

Forskning i tonisk immobilitet viser netop, at reaktionen kan indebære både motorisk hæmning og vanskeligheder med at bruge stemmen. En systematisk gennemgang og meta-analyse af 27 studier fandt desuden en moderat sammenhæng mellem tonisk immobilitet under traumet og senere sværhedsgrad af PTSD-symptomer. Reaktionen blev hyppigere rapporteret i forbindelse med interpersonel vold.

Det betyder ikke, at freeze eller tonisk immobilitet nødvendigvis fører til PTSD. Men det fortæller os, at denne type forsvarsreaktion er vigtig at forstå – også terapeutisk.

Freeze kan også dukke op efter traumet

Nogle mennesker oplever senere reaktioner, der minder om den oprindelige immobilitet.

Det behøver ikke ske i en situation, der objektivt er farlig.

En bestemt stemmeføring, konflikt, berøring, lugt, lyd eller følelse af at være fanget kan være nok til at aktivere en kraftig reaktion.

Du kan måske opleve, at du:

• bliver helt blank i en konflikt
• ikke kan finde ordene
• pludselig føler dig meget fjern
• bliver passiv, selv om du gerne vil handle
• har svært ved at mærke kroppen
• automatisk underordner eller tilpasser dig
• først bagefter ved, hvad du egentlig ville have sagt eller gjort.

Det betyder ikke nødvendigvis, at alle disse oplevelser er tonisk immobilitet. Der findes flere mulige forklaringer, blandt andet angst og dissociative reaktioner. Derfor er det vigtigt ikke at bruge freeze som en forklaring på enhver form for passivitet eller følelsesmæssig nedlukning.

Men efter et traume kan automatiske forsvarsreaktioner blive aktiveret af påmindelser om den tidligere fare.

Skam kan komme oveni traumet

Noget af det svære ved en immobilitetsreaktion er, at man bagefter kan begynde at dømme sig selv for den.

Jeg skulle have kæmpet imod.

Jeg burde have råbt.

Hvorfor lod jeg det ske?

Så kan der oven i den oprindelige traumatiske oplevelse opstå skyld, skam og selvkritik.

Her kan viden om kroppens automatiske forsvarsreaktioner være vigtig.

Ikke som en forklaring, der skal passe på alle mennesker, men som en mulighed for at forstå, at den manglende handling i situationen ikke nødvendigvis siger noget om din styrke, dit mod eller dit ønske om at komme væk.

Din krop kan have reageret automatisk på en situation, den oplevede som overvældende og uden en mulig udvej.

Hvordan arbejder jeg med freeze-respons i psykoterapi?

Når jeg arbejder med mennesker, der har oplevet traumer, er jeg optaget af, at vi ikke kun spørger:

“Hvad skete der?”

Vi undersøger også:

“Hvad skete der i dig?”

Hvad mærkede du? Hvad fik du lyst til at gøre? Hvad skete der med kroppen? Hvilke følelser kom – og hvilke kunne måske slet ikke få plads i situationen?

I emotionsfokuseret og oplevelsesorienteret psykoterapi kan vi arbejde med de følelsesmæssige reaktioner, der stadig bliver aktiveret, og med eksempelvis frygt, skam, vrede, sorg eller selvkritik, der er blevet knyttet til oplevelsen.

Det skal ikke ske ved at presse dig tilbage ind i noget, der bliver overvældende.

Tempoet skal passe til dig.

For nogle er en vigtig del af processen gradvist at opdage, at de muligheder, der ikke fandtes dengang, findes nu.

Du kan mærke en grænse.

Du kan sige stop.

Du kan bevæge dig væk.

Du kan række ud efter et andet menneske.

Og måske kan du med tiden møde den del af dig, der frøs, med mindre bebrejdelse og større forståelse:

Din reaktion var ikke et tegn på svaghed. Den var en reaktion på oplevet fare.

Et traume kan sætte spor i mere end dine minder.

Det kan også påvirke den måde, du ser dig selv på.

Måske ved du med din fornuft, at du ikke var ansvarlig for det, der skete. Alligevel kan der sidde en helt anden oplevelse tilbage indeni:

Der må være noget galt med mig.

Skam efter et traume kan være vanskelig at få øje på, fordi den ikke altid opleves som en tydelig følelse. Den kan i stedet vise sig i den måde, du taler til dig selv på, de krav du stiller til dig selv, det du skjuler for andre – eller hvor svært det er at lade et andet menneske komme tæt på.

Skyld siger: “Jeg gjorde noget forkert.” Skam siger: “Jeg er forkert.”

Skyld og skam hænger ofte sammen, men de er ikke det samme.

Skyld retter sig typisk mod noget, vi har gjort eller mener, vi burde have gjort anderledes.

Skam rammer i højere grad vores oplevelse af os selv.

Det kan være forskellen mellem:

“Jeg skulle have handlet anderledes.”

og:

“Der er noget forkert ved mig.”

Efter et traume kan du derfor godt forstå, at du ikke havde skylden, uden at følelsen af skam forsvinder.

Det er en af grundene til, at sætningen “du skal ikke skamme dig” sjældent er tilstrækkelig.

Du ved det måske allerede.

Men du mærker noget andet.

Når skammen bliver en del af din historie om dig selv

Efter et traume forsøger vi ofte at skabe mening i det, der er sket.

Det kan føre til spørgsmål som:

Hvorfor skete det for mig?
Hvorfor opdagede jeg det ikke?
Hvorfor gik jeg tilbage?
Hvorfor sagde jeg ikke noget?
Hvorfor reagerer jeg stadig sådan?

Nogle gange vender svarene sig indad.

I stedet for:

“Jeg blev behandlet på en måde, jeg ikke skulle have været behandlet på”

kan oplevelsen blive:

“Jeg var åbenbart ikke værd at behandle anderledes.”

I stedet for:

“Jeg stod i en situation, jeg ikke kunne håndtere”

kan historien blive:

“Jeg er svag.”

Og i stedet for:

“Noget voldsomt skete med mig”

kan det langsomt blive til:

“Jeg er ødelagt.”

Det er her, skammen kan få stor betydning. For den fortæller ikke længere kun noget om fortiden. Den begynder at definere, hvem du oplever, at du er i nutiden.

Skam trives ofte i det skjulte

Når vi skammer os, får vi ofte lyst til at skjule os.

Måske fortæller du ikke andre, hvordan du egentlig har det. Måske forsøger du at fremstå stærk, velfungerende eller upåvirket. Måske undgår du situationer, hvor andre kan komme tæt nok på til at opdage det, du selv oplever som forkert.

Skammen kan derfor skabe et paradoks:

Jo mere du har brug for at blive mødt, desto mere får du lyst til at gemme dig.

For nogle kan det betyde, at de går alene med deres traumatiske oplevelser i mange år.

For andre handler hemmeligheden ikke om selve traumet, men om reaktionerne bagefter:

Hvorfor er jeg ikke kommet videre?

Hvorfor kan jeg stadig ikke holde ud at blive rørt?

Hvorfor bliver jeg så voldsomt påvirket?

Hvorfor kan alle andre tilsyneladende klare livet bedre end mig?

Så kan selve traumereaktionen blive endnu en ting at skamme sig over.

Skam kan påvirke relationer

Skam eksisterer ikke kun inde i os. Den kan også få betydning for vores relationer.

Hvis en del af dig forventer, at andre vil afvise dig, hvis de ser hele dig, kan nærhed føles risikabel.

Du kan begynde at holde noget tilbage.

Tilpasse dig.

Forsøge at være nem at være sammen med.

Have svært ved at sætte grænser.

Blive meget følsom over for kritik.

Eller trække dig, før den anden får mulighed for at gøre det.

Det kan være svært at forstå, fordi du samtidig kan længes efter netop den nærhed, du beskytter dig imod.

Skam kan gemme sig bag perfektionisme og selvkritik

Skam ser ikke altid sårbar ud.

Den kan også være utrolig handlekraftig.

Hvis du dybt inde frygter ikke at være god nok, kan løsningen blive at sørge for, at ingen nogensinde får mulighed for at opdage det.

Så præsterer du.

Holder styr på tingene.

Tager ansvar.

Hjælper de andre.

Laver så få fejl som muligt.

Og måske bliver den indre stemme hård:

Tag dig sammen.

Du burde være kommet videre.

Du må ikke være så følsom.

Andre har oplevet noget meget værre.

Selvkritikken kan på den måde forsøge at beskytte dig mod den dybere og mere smertefulde oplevelse af ikke at være god nok.

Men prisen kan være høj.

For hvis løsningen på skam bliver hele tiden at bevise dit værd, bliver det næsten umuligt bare at føle, at du har værdi.

Skam efter interpersonelle traumer

Skam kan være særligt relevant efter traumer, der er sket mellem mennesker.

Det kan eksempelvis være vold, seksuelle overgreb, psykisk vold, alvorligt omsorgssvigt eller andre situationer, hvor et menneske, man var afhængig af eller burde kunne føle sig tryg ved, blev kilden til fare.

Her kan traumet påvirke mere end oplevelsen af sikkerhed.

Det kan også påvirke spørgsmål som:

Kan jeg stole på andre?

Kan jeg stole på mine egne grænser?

Er mine behov legitime?

Er jeg værd at passe på?

Nyere forskning peger på en tydelig sammenhæng mellem skam og posttraumatiske symptomer. Det betyder ikke, at alle, der har oplevet traumer, udvikler skam, eller at skam har én bestemt årsag. Men det understøtter, at skam kan være en vigtig del af det kliniske billede efter traumatiske oplevelser.

Skam forandres sjældent ved argumentation alene

Hvis skammen siger:

“Jeg er ikke værd at elske”

kan jeg som psykoterapeut selvfølgelig svare:

“Jo, det er du.”

Men sandsynligvis er det ikke nok.

For skam er ikke nødvendigvis en konklusion, du bevidst har tænkt dig frem til. Den kan være blevet en dybt indarbejdet følelsesmæssig oplevelse af dig selv.

Derfor arbejder jeg i emotionsfokuseret psykoterapi ikke kun med at argumentere imod skammen.

Vi bliver nysgerrige på den.

Hvornår opstår den?

Hvad fortæller den dig om dig selv?

Hvor har du lært det?

Hvad får skammen dig til at gøre?

Og hvilke andre følelser findes der under eller ved siden af den?

Når skammen møder noget andet

Under skam kan der ligge andre vigtige følelser.

Der kan være sorg over det, du ikke fik.

Der kan være vrede over den måde, du blev behandlet på.

Der kan være længsel efter at blive beskyttet, set eller taget alvorligt.

Og der kan med tiden opstå en mere beskyttende vrede, der siger:

“Det var ikke i orden.”

Det er noget ganske andet end:

“Der er noget galt med mig.”

I emotionsfokuseret traumearbejde kan en del af forandringen derfor handle om, at gamle skambaserede oplevelser mødes af andre følelsesmæssige erfaringer.

Ikke for at omskrive historien eller gøre det, der skete, mindre alvorligt.

Men for at ændre den betydning, oplevelsen har fået for den måde, du ser dig selv på.

Du er mere end det, der skete med dig

Traumearbejde handler ikke kun om at kunne huske fortiden uden at blive overvældet.

Det kan også handle om at adskille det, der skete med dig, fra den du er.

Måske har skammen fortalt den samme historie så længe, at den føles som sandheden om dig.

I psykoterapien kan vi langsomt begynde at undersøge den historie.

Ikke ved at fortælle dig, hvad du skal føle.

Men ved sammen at skabe plads til, at andre oplevelser af dig selv kan blive mulige.

Det, der blev gjort mod dig, det du oplevede, eller den måde du overlevede det på, behøver ikke være definitionen på, hvem du er.

Måske er det ikke kun bestemte minder, der plager dig.

Måske oplever du, at det, du har været igennem, har sat sig i den måde, du mærker dig selv, regulerer dine følelser og indgår i relationer med andre mennesker.

Du kan have svært ved at forstå, hvorfor du reagerer så stærkt. Hvorfor kritik rammer så dybt. Hvorfor nærhed både kan være noget, du længes efter og samtidig noget, der føles farligt. Eller hvorfor følelsen af at være forkert følger dig, selv når du rationelt godt ved, at du ikke er det.

For nogle mennesker kan sådanne reaktioner være en del af kompleks posttraumatisk stressforstyrrelse – kompleks PTSD eller CPTSD.

Hvad er kompleks PTSD?

Kompleks PTSD er en diagnose i WHO’s internationale diagnosesystem ICD-11.

For at opfylde kriterierne for kompleks PTSD skal man have kernesymptomerne ved PTSD og derudover vanskeligheder inden for tre områder, som WHO samlet betegner som disturbances in self-organization – forstyrrelser i selvorganisering.

Det drejer sig om:

• vanskeligheder med følelsesregulering
• en vedvarende negativ selvopfattelse
• vanskeligheder i relationer.

Det er altså ikke nødvendigvis traumet i sig selv, der afgør, om der er tale om PTSD eller kompleks PTSD. Det handler også om det mønster af symptomer og vanskeligheder, man udvikler.

PTSD og kompleks PTSD – hvad er forskellen?

Ved både PTSD og kompleks PTSD kan du opleve symptomer inden for tre centrale områder.

Du kan genopleve traumet, eksempelvis gennem påtrængende minder, mareridt eller flashbacks.

Du kan begynde at undgå tanker, følelser, mennesker, steder eller situationer, der minder dig om det, der skete.

Og du kan opleve en vedvarende følelse af aktuel trussel, eksempelvis som øget vagtsomhed eller en kraftig forskrækkelsesreaktion.

Ved kompleks PTSD kommer der yderligere vanskeligheder til.

Når følelserne bliver svære at regulere

Efter længerevarende eller gentagne traumatiske belastninger kan nogle mennesker opleve store vanskeligheder med at regulere deres følelser.

Måske går du meget hurtigt fra at have det nogenlunde til at blive overvældet.

Vreden kan eksplodere.

Angsten kan fylde hele kroppen.

Sorgen kan føles bundløs.

Eller måske sker det modsatte: Du lukker ned.

Du bliver følelsesløs, fjern eller har svært ved overhovedet at mærke, hvad du føler.

Det kan være forvirrende, især hvis du skifter mellem de to tilstande.

Du kan måske tænke:

Hvorfor kan jeg ikke bare styre mine følelser?

Men når man har levet med alvorlige eller langvarige belastninger, kan følelsesmæssige reaktioner være blevet tæt knyttet til måder at opdage, håndtere og beskytte sig mod fare på.

Det er derfor noget, vi kan forsøge at forstå, frem for noget du skal skamme dig over.

Når traumet påvirker den måde, du ser dig selv på

Ved kompleks PTSD kan der være en vedvarende negativ oplevelse af selvet.

Ikke kun:

“Der skete noget forfærdeligt.”

men måske:

“Der er noget galt med mig.”

Du kan opleve dig selv som værdiløs, utilstrækkelig, ødelagt eller anderledes end andre mennesker.

Skam kan fylde meget.

Det kan også vise sig som hård selvkritik:

Jeg burde have klaret det bedre.

Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre?

Andre kan finde ud af livet. Hvorfor kan jeg ikke?

Som jeg beskrev i afsnittet om skam efter traumer, kan det, der skete med dig, på den måde langsomt komme til at påvirke den historie, du fortæller om, hvem du er.

Når relationer både er nødvendige og svære

Det tredje område handler om relationer.

Du kan længes efter nærhed og samtidig have svært ved at stole på den.

Måske holder du andre mennesker på afstand.

Måske bliver du meget opmærksom på små tegn på afvisning.

Måske tilpasser du dig så meget, at du mister kontakten til dine egne behov.

Eller måske bliver det svært at blive i relationen, når der opstår konflikt eller usikkerhed.

Hvis de traumatiske oplevelser netop er sket i relationer til andre mennesker, kan dette være særligt forståeligt.

Det menneske, du havde brug for, kan også have været det menneske, du skulle beskytte dig imod.

Så kan relationer senere komme til at rumme et svært dilemma:

Jeg har brug for dig – men jeg ved ikke, om det er sikkert at have brug for dig.

Hvilke oplevelser forbindes med kompleks PTSD?

WHO beskriver kompleks PTSD som en tilstand, der kan udvikles efter udsættelse for en begivenhed eller serie af begivenheder af ekstremt truende eller rædselsvækkende karakter.

Det er ofte – men ikke nødvendigvis – forbundet med langvarige eller gentagne traumatiske belastninger, som det har været vanskeligt eller umuligt at undslippe.

Det kan eksempelvis være tortur, slaveri, folkedrab, længerevarende vold i nære relationer eller gentagne seksuelle eller fysiske overgreb i barndommen.

Men det er vigtigt:

Man kan ikke afgøre ud fra et menneskes historie alene, om vedkommende har kompleks PTSD.

To mennesker kan opleve lignende belastninger og udvikle forskellige reaktioner.

Diagnosen handler om de symptomer og funktionsvanskeligheder, personen faktisk oplever – ikke kun om hvilken type traume der ligger i fortiden.

Kompleks PTSD er ikke det samme som at være “mere traumatiseret”

Ordet kompleks kan let give indtryk af, at kompleks PTSD bare er en særlig alvorlig udgave af PTSD.

Så enkelt er det ikke.

ICD-11 beskriver PTSD og kompleks PTSD som to beslægtede, men forskellige diagnostiske profiler.

Ved kompleks PTSD er der ud over PTSD-symptomerne de karakteristiske vanskeligheder med følelsesregulering, selvopfattelse og relationer.

Og netop disse områder er vigtige i psykoterapien.

Hvordan arbejder jeg psykoterapeutisk med kompleks PTSD?

Hvis dine vanskeligheder påvirker mange områder af dit liv, giver det sjældent mening kun at fokusere på enkelte symptomer.

Jeg arbejder traumeorienteret, emotionsfokuseret og oplevelsesorienteret og tager udgangspunkt i dig og det sted, du befinder dig.

For nogle vil en vigtig begyndelse være at få større forståelse for egne reaktioner og større mulighed for at være med stærke følelser uden enten at blive overvældet eller lukke helt ned.

For andre bliver skam og selvopfattelse centrale områder.

Vi kan arbejde med de gamle følelsesmæssige erfaringer, der fortæller:

Jeg er forkert.

Jeg er ikke værd at passe på.

Mine behov betyder ikke noget.

Eller:

Jeg kan kun stole på mig selv.

Og fordi kompleks PTSD netop kan påvirke relationer, får den terapeutiske relation også betydning.

For mig er det vigtigt, at du ikke bliver presset ind i en proces, fordi en bestemt metode siger, at vi på et bestemt tidspunkt skal gøre noget bestemt.

Vi arbejder i et tempo, hvor du kan være med.

Behandling betyder ikke, at historien skal slettes

At arbejde med kompleks PTSD handler ikke om at gøre det, du har oplevet, betydningsløst.

Det skete.

Og måske havde det konsekvenser, du aldrig skulle have været nødt til at leve med.

Men de måder, du lærte at beskytte dig selv på, behøver ikke nødvendigvis styre resten af dit liv.

Du kan gradvist få mulighed for at opleve dine følelser anderledes.

Se dig selv med andre øjne.

Sætte tydeligere grænser.

Være tæt på et andet menneske uden hele tiden at være forberedt på at blive såret.

Og opdage, at noget, der engang var nødvendigt for at overleve, måske ikke længere er nødvendigt på samme måde.

Du kan ikke ændre det, der skete. Men det er muligt at arbejde med den måde, det fortsat lever videre i dig på.

Vi mennesker er født med behov for andre mennesker.

Som børn er vi afhængige af, at nogen beskytter os, hjælper os, når vi bliver overvældede, og er tilgængelige, når vi har brug for trøst. Gennem disse og senere relationelle erfaringer lærer vi noget om, hvad vi kan forvente af andre – og hvad der sker, når vi viser behov, sårbarhed eller stærke følelser.

Når traumatiske oplevelser sker i en relation, kan noget særligt vanskeligt opstå.

For hvad sker der, hvis det menneske, du har brug for at føle dig tryg hos, samtidig er det menneske, du skal beskytte dig imod?

Eller hvis du igen og igen oplever, at ingen kommer, når du har brug for hjælp?

Så kan nærhed senere i livet rumme en modsætning:

Jeg længes efter dig – men noget i mig er samtidig på vagt over for dig.

Hvad er tilknytning?

Tilknytning handler om vores biologiske og følelsesmæssige behov for at søge beskyttelse og kontakt hos betydningsfulde andre, særligt når vi føler os truede, bange eller sårbare.

Gennem relationer udvikler vi forventninger til os selv og andre.

Kan jeg regne med, at andre er der?

Må jeg vise, at jeg har brug for nogen?

Hvad sker der, hvis jeg bliver vred?

Bliver jeg mødt, hvis jeg er ked af det?

Kan jeg være mig selv og samtidig bevare relationen?

Disse erfaringer kan påvirke den måde, vi senere reagerer på nærhed, afstand, konflikt og afvisning.

Men det er vigtigt at forstå, at tilknytningsmønstre ikke er personlighedstyper eller livstidsdomme.

Mennesker er langt mere komplekse end kategorier som “tryg”, “ængstelig” eller “undgående”. Tilknytning påvirkes af erfaringer og relationer gennem livet, og vi kan reagere forskelligt i forskellige relationer.

Når traumet sker mellem mennesker

Ikke alle traumer er relationelle.

En trafikulykke, naturkatastrofe eller anden voldsom hændelse kan være traumatisk uden at være et tilknytningstraume.

Men nogle traumatiske erfaringer sker netop i relationer.

Det kan være vold, seksuelle overgreb, alvorligt omsorgssvigt eller andre gentagne erfaringer med mennesker, som man burde kunne føle sig sikker hos.

Når fare og tilknytning bliver forbundet, kan det påvirke vores forventninger til relationer.

Du kan eksempelvis lære:

Jeg må klare mig selv.

Mine behov er for meget.

Jeg skal være opmærksom på den andens humør.

Hvis jeg siger fra, risikerer jeg at miste relationen.

Hvis jeg lader nogen komme tæt på, kan jeg blive såret.

Det behøver ikke være tanker, du bevidst går rundt med.

De kan vise sig i den måde, du automatisk reagerer på.

Du kan blive meget dygtig til at aflæse andre

Hvis du har levet i relationer, hvor andre menneskers humør eller adfærd var uforudsigelig, kan det have været vigtigt at opdage små forandringer hurtigt.

Et ansigtsudtryk.

Et tonefald.

En pause.

Måden en dør bliver lukket på.

Stemningen i et rum.

At kunne aflæse den anden kan have været en vigtig beskyttelsesstrategi.

Senere kan den samme opmærksomhed fortsætte, selv i relationer hvor du ikke længere behøver den på samme måde.

Måske registrerer du straks, hvis din partner lyder lidt anderledes.

Er du sur?

Har jeg gjort noget?

Er der noget galt mellem os?

Det kan udefra ligne overfølsomhed.

Men hvis vi bliver nysgerrige på reaktionen frem for at dømme den, kan der nogle gange ligge en meget forståelig historie bag.

Måske lærte du det modsatte: Ikke at have brug for nogen

Andre mennesker beskytter sig på en anden måde.

Hvis dine behov gentagne gange ikke blev mødt, kan det være blevet sikrere ikke at vise dem.

Du klarer dig selv.

Holder styr på tingene.

Har svært ved at bede om hjælp.

Trækker dig, når noget bliver følelsesmæssigt intenst.

Eller oplever andres behov for nærhed som overvældende.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke har brug for andre mennesker.

Nogle gange har man snarere lært:

Det er sikrere ikke at mærke, hvor meget jeg har brug for dem.

Når du tilpasser dig for at bevare relationen

En anden strategi kan være at blive meget god til at tilpasse sig.

Du mærker hurtigt, hvad andre har brug for.

Du undgår konflikter.

Du siger ja, selv når du mener nej.

Du tager ansvar for stemningen.

Og måske opdager du først bagefter, at dine egne grænser blev overskredet.

Det kan skabe en mærkelig oplevelse af at være meget tæt på andre mennesker og samtidig langt væk fra sig selv.

For hvis du gennem lang tid har været optaget af:

“Hvad har du brug for fra mig?”

kan det blive svært at svare på:

“Hvad har jeg selv brug for?”

Det, der sker i relationen, kan også blive aktiveret i terapi

Når vores sår er opstået i relationer, tager vi ikke nødvendigvis vores gamle forventninger af, når vi træder ind ad døren til en psykoterapeut.

De kan også dukke op dér.

Måske bliver du bekymret for, om jeg synes, du er besværlig.

Måske forsøger du at være en “god klient”.

Måske fortæller du det, du tror, jeg forventer at høre.

Måske bliver det svært at sige, hvis jeg misforstår dig.

Eller måske kan du mærke en impuls til at trække dig, netop når vi nærmer os noget vigtigt.

For mig er sådanne øjeblikke ikke et tegn på, at terapien går galt.

De kan være en del af terapien.

For pludselig står vi ikke kun og kigger på et gammelt relationelt mønster udefra.

Vi kan blive nysgerrige på det, mens det sker.

Den terapeutiske relation kan blive et sted at undersøge noget nyt

Jeg arbejder emotionsfokuseret og oplevelsesorienteret, og derfor er jeg meget opmærksom på det, der sker mellem os i terapirummet.

Hvis du eksempelvis bliver bange for at skuffe mig, kan vi undersøge det.

Hvis du automatisk siger, at alt er fint, selv om jeg kan mærke, at noget ændrede sig, kan vi blive ved det.

Hvis du bliver vred på mig, skal du ikke beskytte mig mod den vrede.

Og hvis du har brug for, at vi sætter tempoet ned, er det vigtig information.

Jeg kan ikke love, at jeg altid forstår dig rigtigt.

Det ville hverken være realistisk eller troværdigt.

Men jeg kan være opmærksom på relationen, være nysgerrig, når noget sker mellem os, og tage ansvar for at forsøge at reparere kontakten, hvis vi mister den.

Det kan være særligt betydningsfuldt, hvis du tidligere har lært, at konflikter betyder, at relationer går i stykker.

En uenighed behøver ikke betyde et brud.

En grænse behøver ikke betyde afvisning.

Et behov behøver ikke gøre dig besværlig.

Tilknytning kan forandre sig

Tidlige relationelle erfaringer betyder noget.

Men de bestemmer ikke hele resten af dit liv.

Nyere forskning finder sammenhænge mellem tilknytningsmønstre og blandt andet følelsesregulering og psykisk trivsel, men tilknytning forstås ikke som noget fuldstændig fastlåst.

Nye relationelle erfaringer kan få betydning.

Det gælder i venskaber, kærlighedsrelationer og andre betydningsfulde relationer – og den terapeutiske relation kan være ét af de steder, hvor gamle forventninger bliver synlige og kan undersøges.

Målet er ikke, at du skal blive afhængig af din psykoterapeut.

Tværtimod.

Målet er, at du gradvist får større frihed i dine relationer.

Frihed til at være tæt på et andet menneske uden at miste dig selv.

Frihed til at have behov uden at skamme dig over dem.

Frihed til at sætte en grænse uden automatisk at forvente, at relationen forsvinder.

Og frihed til at opdage:

Det, du lærte om relationer dengang, behøver ikke være sandheden om alle dine relationer i dag.

Måske har du oplevet, at din krop reagerer, før du selv når at forstå hvorfor.

Du går ind i et rum og mærker pludselig uro.

En bestemt lugt får hjertet til at slå hurtigere.

Et tonefald får dig til at spænde i kroppen.

En berøring føles ubehagelig, selv om du ved, at personen foran dig ikke vil dig noget ondt.

Eller måske mærker du en stærk trang til at komme væk uden helt at kunne forklare, hvad det er, du reagerer på.

Det kan føles, som om kroppen husker noget, hovedet ikke gør.

Men kan kroppen virkelig huske et traume?

Hvad betyder det, når vi siger, at kroppen husker traumer?

Udtrykket “kroppen husker” bruges ofte, når vi taler om traumer.

Det giver intuitivt god mening.

Traumer kan opleves meget fysisk, og påmindelser om tidligere traumatiske oplevelser kan udløse kropslige reaktioner som hjertebanken, sved, anspændthed, kvalme, rystelser eller en stærk trang til at flygte.

Men fagligt er det mere præcist at sige, at tidligere erfaringer kan påvirke den måde, hjernen og kroppens stress- og forsvarssystemer reagerer på senere situationer.

Din krop har ikke et selvstændigt arkiv med traumeminder gemt i muskler eller væv.

Hukommelse involverer hjernen og komplekse biologiske processer. Men det, vi lærer gennem erfaring, kan påvirke både vores følelsesmæssige, kropslige og adfærdsmæssige reaktioner.

Så når det føles, som om kroppen husker, er oplevelsen reel.

Vi skal bare være forsigtige med den bogstavelige forklaring.

Hvordan lærer hjernen at reagere på fare efter et traume?

Forestil dig, at du én gang har stået i en situation, hvor du var i alvorlig fare.

I situationen registrerede din hjerne ikke kun en fortælling om, hvad der skete.

Den registrerede også en lang række informationer omkring oplevelsen.

Lyde.

Lugte.

Ansigtsudtryk.

Kropslige fornemmelser.

Et bestemt sted.

En stemme.

En bevægelse.

Måske følelsen af at være fanget.

Hjernen er udviklet til at lære af erfaringer, der har betydning for vores sikkerhed. Hvis noget tidligere har været forbundet med fare, kan lignende signaler derfor senere få særlig betydning.

Det er grundlæggende en nyttig evne.

Hvis du én gang har været tæt på at blive kørt ned, giver det god mening, at du bliver ekstra opmærksom næste gang, du hører bildæk hvine.

Efter et traume kan denne læring imidlertid blive så stærk eller generaliseret, at alarmsystemet også reagerer på situationer, der minder om den tidligere fare uden faktisk at være farlige nu.

Det bringer os til traumetriggere.

Traumetriggere – hvorfor reagerer kroppen efter et traume?

En traumetrigger er noget, der aktiverer en reaktion forbundet med en tidligere traumatisk oplevelse.

Det kan være noget meget tydeligt.

Hvis du har været udsat for en alvorlig trafikulykke, kan det eksempelvis være lyden af en hård opbremsning.

Men traumetriggere kan også være langt mindre åbenlyse.

Det kan være:

• en bestemt lugt
• et tonefald
• musik eller lyde
• en berøring
• et ansigtsudtryk
• en bestemt type konflikt
• følelsen af ikke at kunne komme væk
• en kropslig fornemmelse
• et bestemt tidspunkt på året
• en situation, der på en eller anden måde minder om det, du tidligere oplevede.

Nogle gange ved du med det samme, hvad forbindelsen er.

Andre gange gør du ikke.

Hvad sker der i kroppen, når du bliver trigget?

Når noget i nutiden minder om tidligere fare, kan hjernen registrere betydningen meget hurtigt.

Så kan kroppen begynde at reagere.

Hjertet slår hurtigere.

Vejrtrækningen ændrer sig.

Musklerne spændes.

Opmærksomheden bliver rettet mod mulige tegn på fare.

Du får lyst til at flygte.

Eller måske oplever du en immobilitets- eller nedlukningsreaktion.

Det interessante er, at du samtidig godt kan vide, at du er sikker.

Du kan stå midt i situationen og tænke:

“Der sker jo ikke noget.”

“Jeg ved godt, at denne person ikke er farlig.”

“Hvorfor reagerer jeg så voldsomt?”

Det er en af de oplevelser, der kan være særligt frustrerende efter et traume.

Din rationelle vurdering af situationen og din følelsesmæssige og kropslige reaktion kan fortælle dig to forskellige ting.

Det betyder ikke, at din krop er gået i stykker.

Det kan betyde, at noget i situationen er blevet registreret som betydningsfuldt på baggrund af tidligere erfaringer.

En traumetrigger behøver ikke ligne det oprindelige traume

Det kan være fristende at forestille sig, at en traumetrigger altid er en direkte kopi af noget fra traumet.

Sådan behøver det ikke være.

Nogle gange er forbindelsen mere abstrakt.

Det kan være oplevelsen af situationen, der ligner.

At miste kontrollen.

At føle sig fanget.

At blive afvist.

At en anden bliver vred.

At nogen kommer for tæt på.

At opleve ikke at have noget valg.

Derfor kan en reaktion nogle gange virke helt uforståelig, indtil vi bliver nysgerrige på, hvad situationen betyder for dig.

Undgåelse af traumetriggere kan gøre livet mindre

Hvis noget udløser en voldsom reaktion, giver det god mening, at du får lyst til at undgå det.

Undgåelse kan give umiddelbar lettelse.

Problemet opstår, hvis mere og mere af livet begynder at blive organiseret omkring ikke at blive aktiveret.

Du tager ikke bussen.

Undgår bestemte steder.

Trækker dig fra konflikter.

Undgår fysisk nærhed.

Holder dig konstant beskæftiget for ikke at mærke noget.

Eller forsøger at kontrollere dine omgivelser, så intet uforudset kan ske.

På kort sigt kan det føles beskyttende.

På længere sigt kan livet blive mindre.

Og hvis du konsekvent undgår noget, der faktisk er sikkert, får hjernen færre muligheder for at erfare, at dette måske minder om dengang, men ikke er dengang.

Det betyder ikke, at du bare skal konfrontere alt det, du er bange for. Traumearbejde skal tilpasses det enkelte menneske og den konkrete problematik.

Men en vigtig del af behandling for PTSD kan være gradvist at kunne skelne tydeligere mellem fortidig fare og sikkerhed i nutiden.

Følelsesregulering efter traumer

Traumer kan også påvirke den måde, du oplever og håndterer dine følelser på.

Måske oplever du, at følelser kommer meget hurtigt og meget voldsomt.

En mindre konflikt kan udløse intens angst.

Kritik kan føles som total afvisning.

Vrede kan gå fra nul til hundrede.

Sorgen kan føles, som om den aldrig stopper.

Eller måske reagerer du på den modsatte måde.

Du lukker ned.

Mærker næsten ingenting.

Bliver fjern.

Har svært ved at vide, hvad du føler.

Begge dele kan gøre det svært at forstå sig selv.

Hvad er følelsesregulering?

At kunne regulere følelser betyder ikke at være rolig hele tiden.

Og det betyder heller ikke at kunne kontrollere eller undertrykke alle ubehagelige følelser.

Følelser har en funktion.

Frygt kan hjælpe os med at opdage fare.

Vrede kan fortælle os, at en grænse er blevet overskredet.

Sorg kan opstå, når vi mister noget betydningsfuldt.

Følelsesregulering handler blandt andet om at kunne registrere, forstå og være med følelsesmæssige reaktioner uden konsekvent at blive overvældet af dem eller være nødt til at lukke dem helt ude.

Det handler også om at kunne bevæge sig mellem forskellige følelsesmæssige tilstande.

Hvorfor kan følelser blive så voldsomme efter et traume?

Efter traumatiske oplevelser kan nogle mennesker blive meget følsomme over for bestemte signaler.

Så kan reaktionen blive intens, før du når at forstå den.

Du kan eksempelvis opleve:

Situation: Din partner bliver stille.

Din reaktion: Du mærker straks uro og frygt.

Din oplevelse: “Han er ved at forlade mig.”

Men stilheden kan i virkeligheden skyldes, at din partner er træt.

Din reaktion er stadig virkelig.

Spørgsmålet bliver derfor ikke:

“Hvorfor er jeg så urimelig?”

Et mere interessant spørgsmål kan være:

“Hvad skete der i mig lige dér?”

Hvad registrerede du?

Hvad mærkede du i kroppen?

Hvilken følelse kom?

Hvad frygtede du ville ske?

Og hvad fik du lyst til at gøre?

Her kan vi begynde at forstå reaktionen i stedet for blot at forsøge at få den væk.

Følelsesløshed og nedlukning efter traumer

For nogle mennesker er problemet ikke, at følelserne fylder for meget.

Det er, at de næsten ikke kan mærkes.

Hvis stærke følelser tidligere har været forbundet med fare, hjælpeløshed eller overvældelse, kan afstand til følelser blive en måde at beskytte sig på.

Måske siger du:

“Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg føler.”

Du kan måske fortælle meget præcist, hvad der skete, men have sværere ved at mærke, hvad det gjorde ved dig.

Nogle oplever også følelsesmæssig bedøvelse eller dissociative symptomer efter traumer.

Det er ikke det samme hos alle, og følelsesmæssig afstand kan have mange forklaringer. Derfor skal den enkelte reaktion forstås i sin egen sammenhæng.

God følelsesregulering betyder ikke at være rolig hele tiden

Når vi taler om nervesystem og følelsesregulering, kan man let få indtryk af, at et sundt menneske altid skal befinde sig i en rolig tilstand.

Det er ikke målet.

Du skal kunne blive bange, når noget er farligt.

Du skal kunne blive vred, når en vigtig grænse overskrides.

Du skal kunne sørge, når du mister.

Og du skal kunne mærke glæde, interesse, kærlighed og begejstring.

Et fleksibelt system er ikke et system uden udsving.

Det er et system, der kan reagere på det, der sker – og finde tilbage igen, når situationen ændrer sig.

Psykoterapi og følelsesregulering efter traumer

I emotionsfokuseret og oplevelsesorienteret psykoterapi er målet ikke blot at lære dig at dæmpe dine følelser.

Vi forsøger også at forstå dem.

Hvad aktiverer dem?

Hvad fortæller de?

Hvilke følelser hører til situationen her og nu?

Og hvilke reaktioner kan være formet af tidligere erfaringer?

Nogle gange skal vi arbejde med at kunne blive hos en følelse, uden at den bliver overvældende.

Andre gange skal vi finde frem til en følelse, som har været svær at få adgang til.

Under angst kan der eksempelvis også findes sorg.

Under skam kan der være vrede.

Under følelsesløshed kan der langsomt vise sig en længsel efter kontakt.

Det betyder ikke, at alle følelser gemmer på én bestemt “sand” følelse nedenunder. Følelseslivet er mere komplekst end det.

Vi undersøger det sammen.

Traumebehandling – fra automatisk reaktion til større frihed

Du kan ikke beslutte dig for aldrig mere at blive trigget.

Og målet med traumeterapi er ikke at gøre dig følelsesmæssigt upåvirkelig.

Målet kan i stedet være, at der gradvist kommer mere plads mellem det, der aktiverer dig, og det, der sker bagefter.

At du opdager:

“Nu bliver jeg bange.”

“Nu spænder min krop.”

“Nu får jeg lyst til at flygte.”

Men også:

“Jeg er her.”

“Jeg kan undersøge, hvad der sker.”

“Jeg har flere muligheder nu.”

Det er en vigtig forskel.

For når traumatiske erfaringer ikke længere automatisk får lov til at definere, hvad der er farligt, hvad du skal føle, eller hvordan du skal handle, kan der opstå større fleksibilitet.

Kroppen kan reagere på det, den har lært gennem tidligere erfaringer. Men det betyder ikke, at fortiden behøver bestemme alle dine reaktioner i nutiden.

Når vi oplever noget truende eller overvældende, reagerer hjernen og kroppen hurtigt for at hjælpe os med at overleve situationen. Opmærksomheden skærpes, stresssystemerne aktiveres, og hjernen prioriterer det, der kan være vigtigt for vores sikkerhed.

Det er en normal og nødvendig reaktion.

For de fleste aftager reaktionerne igen efter en traumatisk oplevelse. Men hos nogle mennesker fortsætter alarmberedskabet, eller oplevelsen bliver ved med at trænge sig på i form af eksempelvis flashbacks, mareridt, undgåelse eller stærke følelsesmæssige og kropslige reaktioner.

Hvis symptomerne opfylder bestemte kriterier og varer ved, kan der være tale om posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).

Forskning i PTSD viser, at det ikke giver mening at tale om ét enkelt “traumecenter” i hjernen. I stedet ser forskerne på samspillet mellem flere hjerneområder og netværk, der blandt andet er involveret i opmærksomhed, trusselsregistrering, hukommelse, følelsesregulering og vores evne til at skelne mellem fortidig og aktuel fare.

Amygdala – når hjernen registrerer mulig fare

Amygdala er et område dybt i hjernen, som blandt andet indgår i bearbejdningen af følelsesmæssigt betydningsfulde stimuli og i læring om trusler og fare.

Efter et traume kan bestemte sanseindtryk, situationer eller kropslige fornemmelser blive forbundet med den oprindelige fare.

En lugt, en lyd, et ansigtsudtryk eller en bestemt kropslig fornemmelse kan derfor senere udløse en stærk reaktion – også selv om personen rationelt ved, at situationen er sikker.

Det betyder ikke nødvendigvis, at amygdala simpelthen er “overaktiv”. Den nyere forskning tegner et mere komplekst billede, hvor forbindelserne mellem forskellige hjerneområder og netværk ser ud til at være mindst lige så interessante som aktiviteten i ét bestemt område.

Hippocampus – hukommelse og kontekst

Hippocampus spiller en vigtig rolle for hukommelse og for vores evne til at sætte oplevelser ind i en sammenhæng.

Det er blandt andet relevant for vores evne til at skelne mellem:

Det skete dengang

og

Det sker nu.

Ved PTSD har forskning fundet forskelle i hippocampus og dens funktionelle forbindelser til andre områder i hjernen. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor traumeminder nogle gange opleves anderledes end almindelige minder, og hvorfor signaler, der minder om den oprindelige oplevelse, kan udløse en meget stærk reaktion.

Det betyder dog ikke, at hippocampus er “ødelagt” af et traume. Det er en forsimplet forklaring, som ikke afspejler den aktuelle forskning.

Amygdala og hippocampus arbejder sammen

Et af de mest interessante nye studier blev offentliggjort i American Journal of Psychiatry i 2026.

Forskere fra det internationale PGC-ENIGMA PTSD Working Group analyserede hjernescanninger fra 1.017 mennesker med PTSD og 1.702 kontrolpersoner fordelt på 32 internationale forskningscentre.

Forskerne fandt blandt andet stærkere funktionel forbindelse mellem venstre amygdala og områder omkring hippocampus/amygdala hos gruppen med PTSD. Større symptombyrde var også forbundet med forskelle i forbindelser mellem disse områder.

Resultaterne understøtter forestillingen om, at PTSD ikke blot handler om ét overaktivt område i hjernen, men om ændringer i samspillet mellem systemer involveret i frygt, hukommelse og læring om sikkerhed og fare.

Den præfrontale cortex – regulering og vurdering

De forreste dele af hjernen – den præfrontale cortex – indgår blandt andet i opmærksomhed, beslutninger, regulering og vurdering af situationer.

Den arbejder ikke isoleret, men som en del af større netværk.

Forskningen i PTSD peger på ændret funktion og kommunikation i netværk, der involverer blandt andet præfrontal cortex, amygdala, hippocampus, insula og anterior cingulate cortex.

Det er en mere præcis måde at forstå PTSD på end den populære forklaring om, at “amygdala overtager, mens frontallappen slukker”.

Hjernen slukker ikke. Men balancen og kommunikationen mellem systemer, der registrerer betydning og fare, og systemer, der hjælper os med at vurdere og regulere vores reaktion, kan være anderledes.

Kroppens stresssystem er også involveret

Et traume foregår ikke kun “i hjernen”.

Når vi registrerer fare, aktiveres flere biologiske stresssystemer. Blandt de bedst undersøgte er det sympatiske nervesystem og HPA-aksen – et system, der forbinder hypothalamus, hypofysen og binyrerne og blandt andet er involveret i kroppens hormonelle stressrespons.

Ved PTSD har forskningen fundet ændringer i reguleringen af disse systemer. Det er endnu en grund til, at PTSD kan opleves så fysisk.

Hjertebanken, sved, anspændthed, søvnproblemer, uro og en stærk forskrækkelsesreaktion er ikke bare “noget, man bilder sig ind”. De kan være en del af kroppens reaktion på oplevet fare.

Hjernen arbejder i netværk

Noget af det mest interessante ved den nyere traumeforskning er bevægelsen væk fra meget simple modeller.

Tidligere blev PTSD ofte forklaret gennem nogle få områder: en overaktiv amygdala, en mindre aktiv præfrontal cortex og forandringer i hippocampus.

I dag undersøger forskerne i stigende grad hele netværk og forbindelser mellem hjerneområder.

En stor forskningsgennemgang fra 2026 peger blandt andet på ændringer i netværk involveret i følelsesregulering, selvrelateret bearbejdning, opmærksomhed og kognitiv kontrol hos mennesker med PTSD.

Det betyder, at vi bør forstå PTSD som en kompleks tilstand, hvor hukommelse, følelser, opmærksomhed, kropslige stressreaktioner og oplevelsen af sikkerhed påvirker hinanden.

Et traume er ikke det samme som PTSD

Det er vigtigt at skelne mellem at have oplevet et traume og at udvikle PTSD.

Mennesker reagerer meget forskelligt på traumatiske oplevelser, og mange udvikler ikke PTSD.

Når forskere finder gennemsnitlige forskelle mellem grupper med og uden PTSD, betyder det heller ikke, at man kan kigge på en scanning af et enkelt menneske og aflæse hele personens traumatiske historie.

Hjernen er langt mere kompleks end det.

Derfor bør neurobiologisk viden bruges til at forstå menneskers reaktioner – ikke til at reducere mennesket til en hjernescanning.

Hjernen er foranderlig

Den måske vigtigste pointe er, at hjernen ikke er statisk.

Hjernen har gennem hele livet en evne til at tilpasse sig erfaringer og læring – det kaldes neuroplasticitet.

At traumatiske erfaringer kan sætte spor betyder derfor ikke, at hjernen er permanent fastlåst i en traumatisk tilstand.

Netop derfor giver det mening at arbejde terapeutisk med traumer.

I psykoterapi kan vi blandt andet arbejde med de følelser, betydninger, erindringer og beskyttelsesstrategier, der fortsat bliver aktiveret i nutiden. Målet er ikke at slette det, der er sket, men at hjælpe mennesket til i højere grad at kunne opleve:

Det skete dengang. Jeg er her nu.

Vil du vide mere om forskning på området?

2026-studiet om amygdala, hippocampus og PTSD – PubMed

2026: Neurobiology of Posttraumatic Stress Disorder – Annual Review of Neuroscience

2026: Meta-analyse af hjernestruktur og PTSD – PubMed