Om mig
Anja de Thurah
Psykoterapeut og parterapeut
Eksistentielle vilkår og fortællinger om hvem vi er
Længere nede af siden her, kan du læse lidt om min historie. Mit ønske er at du både lærer mig lidt at kende som det menneske jeg er, men også, at du kan se en rød tråd i hvordan de helt eksistentielle vilkår har formet mig, og dermed også mit virke som psykoterapeut. Samt hvordan den bevidste fortælling om hvem vi er og hvordan vi er blevet dem vi er, har stor betydning for hvordan vi forstår os selv og vores valg. I mit faglige virke er følelser, metaforer, eksistentielle vilkår og historie fortællingen derfor altid i fokus.
Din historie
Jeg håber du, ved at have læst min historie, også kan finde mod til at dele din historie, og få det bedste ud af den. Hvis din historie har formet dig, så du oplever følelser af fastlåshed, magtesløshed, skam, håbløshed, lavt selvværd og usikkerhed, så er det nu du skal finde modet til at forandre din forståelse for dig selv, og blive bevidst på en ny måde, igennem terapi hos mig. Jeg håber vi ses.
Lidt af min historie
Min barndom
Jeg voksede op på Amager i en søskende flok på 4. Det var et hjem med fællesskab og masser af varme stunder, men det var også et hjem hvor vi ikke talte om det der var svært. Jeg opdagede først som voksen at min far ikke kunne læse og skrive. Og jeg forstod først som voksen den betydning det har haft at min mor levede med voldelige tvangstanker som pinte hende og skabte distance. Det var også først som voksen vi kunne tale om at min onkel døde som følge af en brænd antændt af en pyroman. Begravelser og dødsfald i familien var i det hele taget ikke for børn. Jeg havde meget glæde af mine søskende, af familiens 3 hunde og mit helt fantastiske æbletræ, som jeg klatrede op i, og som havde et hemmeligt rum. Min barndom lærte mig at italesætte alt det der er svært. Det er jo sådan vi healer vores sår. Og skam lever kun i det vi ikke taler om.
Morgenværtshus
Jeg blev mor til mit første barn i en ung alder, og var alene om opgaven. Alligevel formåede jeg i 10 år at bestyre et morgenværtshus på Vesterbro, og tage 10 klasse på aftenskole, HF og pædagoguddannelsen ved siden af arbejde og forældrerolle. Det var år hvor min identitetsdannelse virkeligt kom på plads, hvor mit selvværd og selvsikkerhed blev styrket, og hvor jeg knyttede stærke bånd til mange mennesker. Det var år hvor jeg havde overblik over 120 berusede mennesker af gangen, og hvor sjov og ballade var en del af arbejdslivet. Det var også år, hvor jeg på første hånd oplevede rå vold i form af knivstikkeri eller skarpladte pistoler mod tindinger. Jeg lærte hvad det ville sige at blive truet på livet, og jeg lærte også hvad det vil sige, når andre mennesker vælger at ens liv er ubetydeligt og ligegyldigt. Det lærte jeg den dag hvor en mand løb ind bag ved baren, gemte sig bag ved mine ben, og holdt mig fast i et jerngreb, imens to mænd med pistoler forsøgte at pege mod deres mål bag ved mig.
Forsorgshjem
De næste 12 år arbejde jeg med udsatte mennesker på et stort forsorgshjem. Jeg arbejdede på en afdeling for mennesker der var så slidt af deres alkohol eller stof misbrug, at de havde brug for at bo et sted hvor de kunne rummes præcis som de er, samt modtage omsorg og pleje. Her har jeg haft de sidste samtaler med mennesker, og holdt deres hånd, når livet slap dem. Her har jeg haft fokus på de helt små glæder, dem andre mennesker slet ikke når at registrere i deres rimeligt velfungerende liv. Her har jeg deltaget i ufatteligt mange begravelser, hvor jeg var den eneste der mødte op i kirken. Når smerte, ensomhed og død er så omsluttende for mennesker, finder vi balancen ved de helt eksistentielle små glæder i frihed, kontakt, forståelse, empati og kærlighed. Der er også meget vold og trusler om vold, på et sted med udsatte mennesker. Og man skal lære at forstå, at når et menneske er trængt op i en krog, og har bitter erfaring med tilknytning, kan det opleves nødvendigt at bide fra sig. Den 7 maj 2014 blev en skelsættende dag for os alle på stedet, da en beboer knivdræbte to af mine kollegaer. Og det var årsagen til at jeg læste videre til psykoterapeut. Jeg kunne mærke, at selvom mit arbejde føltes så meningsfuldt, så kunne jeg ikke holde til det i længden. Derimod gav det mening for mig, at læse til psykoterapeut, da jeg oplevede det som at bygge oven på den humanistiske tilgang jeg har til mennesker i forvejen.
Glæden under den ene arm og sorgen under den anden
Da jeg var gravid med mit yngste barn mistede jeg 3 af de mennesker jeg holder allermest af. Min ene bror gik bort i starten af min graviditet, min svigerfar i midten af min graviditet, og min far en uge før fødslen. Sorgen var som en fortykket tåge, der farvede hele landskabet gråt. Og samtidigt var det nye liv der voksede og rumsterede i min mave, den mest farverige livfuldhed jeg har oplevet. Det, at kunne balancere sorg og glæde, var noget min krop kunne selv. Vippen kunne tynges ned i tågen, for derefter at bringe mig op i solen, igen og igen, mange gange på en dag. Sorg bliver til savn, og savnet bor i mig. Jeg benytter mig af at lade savnet være konstruktivt levende i mig, og dermed bevarer jeg en tilknytning til de mennesker jeg mistede, og den betydning de har for, hvordan jeg ser mig selv i verden.
Kærlighed
Jeg har været elsket af flere, og det er en god erfaring. At blive skilt var både noget af det mest smertelige jeg har været igennem, men også noget der har formet mig, og den frihed der i dag har så stor betydning for mig. Jeg er blevet gift på ny og er elsket igen, men denne gang med en anden dybde af frihed til at være mig. Mit første ægteskab var også et fantastisk et, det havde bare en anden form. I en længere periode imellem mine ægteskaber definerede jeg mig som polyamorøs og deltog i de polyamorøse fællesskaber. Og selvom jeg lever i et monogamt ægteskab i dag, definerer polyamori mig stadig. Man kan godt elske mere end et menneske af gangen. Og når jeg først har elsket en, holder kærligheden ikke rigtigt op med at bo i mig. At leve monogamt er et valg om tilknytning, tillid og troskab. Et valg om hvilke værdier der er betydningsfulde for netop mit liv. Det handler om at leve bevidst og stå ved sine valg.
En dominerende søster
Min søster er alt andet end dominerende, men hun har i mange år levet af at sælge seksuelle ydelser som domina. I starten følte jeg skam. Stor skam. En tåkrummene pinlighed. Jeg oplevede hendes valg som definerende for hele familien. Ikke kun hende selv. Og jeg havde ondt i maven. Jeg var bekymret for hende, og samtidigt med at jeg gerne ville være der for hende, skubbede jeg hende væk. En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne være i denne splittelse mere, og at valget var enten at vælge hende fra eller at møde hende. Jeg besluttede mig for at møde hende. Jeg åbnede mig op for at prøve at forstå ikke blot hende, men den verden hun lever i, som jeg overhovedet ikke kendte til. Hold op jeg har lært meget. Jeg har lært at helt almindelige mennesker også kan leve af sexarbejde, og at det ikke kun er udsatte der vælger det, fordi de ikke har andre valg. Jeg lærte at kunder til sexarbejde er helt almindelige mennesker som du og jeg. Jeg lærte at seksualitet er noget vi mennesker udvikler os igennem, og min forståelse for fetish vågnede. Jeg nørdede derfor seksualitet intenst i alle de bøger jeg kunne få fingre i, da jeg havde om seksualitet på psykoterapeut uddannelsen. Og jeg forstår i dag hvorfor en helt almindeligt kvinde kan have stor arbejdsglæde som domina, og jeg har respekt for en kvinde som min søster. Hun var med i et program på DR om kvindens orgasme, hvor hun levede orgasmen for åben skærm. Det mest grænseoverskridende jeg forestiller mig som et privat menneske, at man kan udsættes for. (jeg har ikke set programmet selv.) Programmet handlede om at det i England var blevet forbudt for kvinder at have sprøjteorgasme i pornofilm, og de ville undersøge hvad en sprøjteorgasme bestod af. Da jeg spurgte min søster hvordan hun dog kunne vælge at deltage, svarede hun: “Altså Anja, du må forstå at det handler om ligeværd og kvindens ret til at være kvinde. Vi skal ikke undertrykkes seksuelt. Vores krop fungerer som vores krop gør, og det skal mænd ikke skamme ud og gøre forkert.” Wow siger jeg bare. Jeg forstod det først lige der!