Gule tulipaner

En historie fra terapien.

“Der er ikke en vej”, siger du. “Den findes ikke. Der er kun den tætteste skov. Du ved, den der tunge dybe skov, hvor træerne lukker sig om dig. Først lukker de sig over dig, når deres kroner bliver som tunge tordenskyer, og alt imens du ser op og forsøger at ane lidt af solen, bevæger de sig tættere på dig. Deres stammer tyknes, så barken nærmest må kravle af de grå stammer. De nærmest puffer dig videre ind i mørket, og du får øje på mosset under dine fødder, som bliver glat og får dine fødder til at skøjte rundt, over de forrevne sten og rødder. Rødder der snørkler og bugter sig rundt i en pærevælling, eller som en bunke regnorme i et syltetøjsglas, når du skal ud at fiske.”

Metaforer

Jeg bliver altid forundret over dine metaforer. Du maler altid så fine billeder med dine ord, at mine indre billeder nemt former sig og viser mig det, jeg forestiller mig er det du fortæller mig. Jeg ser dig for mig kæmpe dig frem i den mørke skov. Sådan to skridt til højre og et til venstre, og så tre skridt bagud igen, da du vrikker om på din højre fod, mens din krop langsomt mister balancen, og dine arme og hænder fabrilsk rækker ud og forsøger at få fat om de alt for tykke træer, der blot puffer til dig med deres tunge skygger og medvirker til at du falder endnu hurtigere ned i moset og mørket. Jeg kan se for mig du ligger der og lader dit håb blive opslugt af skovens afmagt mens kronerne i træerne smelter sammen til et mørke.

Farmors sommerhus

“Kan du huske dengang du fortalte mig om din farmors sommerhus?”, spørger jeg nysgerrigt og holder fast i at der altid er et andet billede man kan finde frem når livet er svært. “Farmors sommerhus er fandme langt væk fra den her skov”, siger du irriteret.

“I know”, svarer jeg, “men måske har du lyst til at lege med på et eksperiment? Prøv at lukke øjnene lidt, og forestil dig den mørke skov. Du står derinde et eller andet sted, og alt tykner om dig og der er ingen vej frem eller tilbage. Det er som om bunden af skoven opsluger dine det nederste af dine ben, og du kan mærke at du aldrig vil komme nogen vegne….”

Dit fokus

Jeg ser på dig. Du var hurtig til at lukke øjnene og følge min stemme ind i mørket. Du var med på eksperimentet, og det fortæller mig at du ikke har givet helt op. Du har fortalt mig at du er ved selvmordets kant. At du ikke orker mere. At der intet håb er for forandring i hverken din verden eller den vi sammen lever i. Du har fortalt mig om afskedsbrevet du har skrevet flere gange, men som ikke rigtigt får trøstet din far på den måde du gerne vil. Om din angst for at han står tilbage i smerten alene uden at forstå. Om at din empati for ham er det eneste der gør at du er her lidt endnu. Men der er også andet i dig, der holder dig her i denne verden endnu. Du er bare ikke helt så bevidst om det. Måske fordi du ikke har dit fokus der. Lige nu ihvertfald. Men jeg er bevidst om det. Jeg er bevidst om at du kommer troligt til vores sessions hver uge. At du har lovet at så længe du har en tid hos mig, så skal jeg ikke bekymre mig. Så møder du op. Og når du er her, så ser jeg du er modig og kaster dig ud i de mest smertefulde samtaler. Du er risikovillig i samtalerne, og går all in i terapien med alle følelser i spil.

Hvordan du er dig

Du kan helt sikkert ikke se det selv, for du skubber mig væk, du fortæller mig jeg ingen forskel kan gøre, du siger intet i samtalerne giver mening, og du forkaster at jeg kan forstå noget som helst eller forstå hvordan det er at være dig. Og det du ikke ser, men som jeg ser, er at du hermed deler din oplevelsesverden. Hvordan det er at være dig. Hvor meget du frygter at lade nogen komme tæt på. Hvordan du frygter det altopslugende mørke livet kan byde dig, og hvordan døden for dig kan være befrielsen du drømmer om, og befrielsen som du har magten til at give dig selv, i et liv hvor du ikke føler du kan ændre andet.

Ubehaget

Jeg ser på dig sidde tilbagelænet i stolen med lukkede øjne, mens du bevæger dig så godt du kan i den fugtige underskov og de tykke indre stammer. Du trækker vejret hurtigt, og jeg kan se på dine kinder du har fået varmen. Du trykker dine håndflader mod armlænene og holder fast, så dine knoer bliver hvide, og jeg kan se anspændtheden i dine ben og din ryg. Du er landet lige ned i ubehaget af din egen metafor for hvordan livet føles for dig. Du har lagt dit ansigt i folder der fortæller mig at det er pinefuldt for dig at se på din egen indre oplevelse så direkte, skønt det du beskriver jo kronisk er den indre tilstand du hver evig eneste dag bevæger dig i og aldrig føler du kommer fri af.

I skovbunden

“Det er kræfteddemig så hæsligt det her liv. Man kan lige så godt dø, for her lugter jo alligevel af død. Jeg kan fandme lugte skovbunden man! Råddenskab. Jord. Fugt. Kvalmt. Det sgu sindsygt.” Du nærmest spytter ordene hektisk ud. “Prøv at kigge dig omkring”, insisterer jeg forsigtigt. ” Du fortæller du kan lugte skovbunden, men kan du også se den? Hvad kan du se? “JEG KAN IKKE SE EN SKID!”, nærmest råber du, og jeg lægger en hånd på dit knæ, så du kan mærke at du ikke er alene.”Du kan altid åbne øjnene og komme på afstand af skoven hvis du vil. Men tror du at du kan blive der lidt endnu? Kan vi aftale at du bare åbner øjnene og rejser dig hvis det er for meget?” “Ja”, siger du med lidt mere ro, og jeg kan høre på dit åndedrag at det falder med styrken af din stemme.

Farmor venter

“Okay, prøv at se dig omkring. Der er mørkt og du fortæller at du ikke kan se en pind, blot lugte skovbunden du ligger i. Prøv at komme i tanke om en påskedag i farmors sommerhus. Du er på vej op mod huset. Du ved indenfor venter farmor dig. Hun har sikkert sat the over til dig allerede. Du går på den gamle havesti, hvor græsset nærmest har opslugt nogle gamle fliser, der ellers var lagt sirligt i række. Men du ved de er der, for du har gået den vej mod huset så mange gange igennem din opvækst. Så du går op ad stien, imens du kigger ned på dine fødder og på de flisestykker der kommer til syne.

Se tulipanerne

Nu flytter du fokus til jorden lige til venstre for dine fødder. Hvad er det der vokser der? Kan du se det? Farmors gamle engelske tulipaner du har fortalt mig om. Dem med så store hoveder i gul og i rød, at stilken næsten ikke kan bære dem. De er så stærke i farven, og farven fortsætter hvis du kigger frem, helt op til døren hvor farmor står og tager imod dig. Prøv at kigge dig rundt imens du ligger der på bunden af skoven. Måske skal du flytte fokus fra mørket, hvis du vil se tulipanerne. Kan du se tulipanerne viser vejen skønt fliserne er helt tildækkede af græsset?”

Dit åndedrag er faldet. Du sidder længe stille med lukkede øjne, før du overrasket over dig selv siger: “Jeg har lyst til the!” Og du åbner øjnene, og smiler en lille smule over din bemærkning. “okay “,svarer jeg. “Men er det så ikke bare the du skal have lige nu? Skal jeg lave en kop til dig?”

Du tænker lige lidt over det før du svarer. “Nej, jeg ved ikke hvilken the jeg har lyst til. Jeg kan smage den, men jeg kan ikke huske hvad den hedder. Jeg vil ned i den der butik nede i gågaden, og se om ikke jeg kan finde ud af, hvad det var for en farmor altid lavede. Må jeg få en ny tid?”

Vi ses igen

Du går. Og på en eller anden måde kan jeg høre i dine beslutsomme skridt at du har flyttet dit fokus. Om ikke andet så bare for nu. For en stund. Og jeg ved at du er på vej ud og give dig selv en god kop the. Som farmor gav dig den. Men nu kan du selv. Du skal bare opdage det igen. Og måske ser du lige om lidt farverne i butiksruderne når du går ned af gågaden. Som tulipanernes farver. Og måske fortæller du mig om det i næste uge.

Du kan læse mere om individuel terapi her

Hvis du overvejer selvmord kontakt livsninien https://www.livslinien.dk