Selv i eget hjem kan et menneske i den sidste fase af sit liv, føle sig som en fremmed. For noget væsentligt er sket, hvor man kan føle at man ligesom er trådt ud ‘på den anden side’ og ser derfra med en vis distance på det liv, som man har levet, og på det liv, som andre lever med den største selvfølgelighed. Og man kan også komme til at opleve sig som fremmed i egen krop, og endda i eget sind, når ens tanker pludselig går sine egne veje, eller hjernen slår krøller eller bliver forvirret på grund af medicinindtag eller begyndende metastaser.
Døden kan opleves så fremmed.
Den er en slags metafysisk kant, man som levende ikke kan overskride, og som grundlæggende også rammer livet ind og synliggør den ramme og helhed, som livet har været. Derude – på kanten af livet – i dødens tiltagende nærvær, vil livet se anderledes ud.
Denne anderledeshed og fremmedhed betyder dog paradoksalt nok ikke, at man nødvendigvis så ikke længere kan genkende sig selv og være sig selv. Tværtimod kan denne eksistentielle ‘kant-oplevelse’ og erkendelse af, at nu har livet taget sin afslutning, også gøre, at man for alvor bliver sig selv. Så når jeg siger at jeg vil være gæstfri, selvom det er mig der er gæst i jeres hjem, er det fordi jeg er åben for at være sammen med dig og jer, som dem I er. En god vært møder, og byder enhver velkommen som dem, de er.
Livets ramme
Jeg anser vores fødsel og vores død som livets ramme. Den kant der holder det levede liv. Uden rammen ville der slet ikke være et liv. Vi lever til sidste åndedrag, og fylder det maleri ud, rammen holder sammen om. Vi fylder maleriet ud med den vi er, og alt hvad vi er.
Vil du læse mere om den psykologiske palliative pleje, og betydningen af denne støtte er der i Danmark lavet god forskning på området. Du kan læse om den psykologiske palliative indsats her.
