Hjertekule
I dag da jeg sad med en klient, mindedes jeg pludseligt en klient jeg havde for mange år siden. Jeg tror der var noget i øjnene og fortællingen hos min nuværende klient, der mindede mig om dengang jeg kom hos Kirsten (opdigtet navn). Kirstens søn havde bedt mig have Kirsten som klient, og spurgt mig om ikke jeg ville køre ud, da han ikke kunne se Kirsten ville komme til mig. Og det ville jeg selvfølgeligt gerne. Første gang jeg kom hos Kirsten indvilligede hun i et forløb på fem gange. Jeg skulle bare selv gå ind, og vække hende hvis hun sov.
Kirsten var en ensom kvinde, der selv havde lukket alle ude af hendes liv, og hun havde opgivet livet. Hun spiste ikke rigtigt mere, og sov så meget hun kunne. Jeg havde været hos hende to gange, da jeg tredje gang, fandt hende på badeværelset siddende på en badestol, imens hun så på sig selv i et spejl med et tomt udtryk. Selvom Kirsten ikke svarede mig, da jeg talte til hende, svarede hendes kropssprog mig. Det fortalte om hendes oplevelse af sit eget værd. Der var ingen liv i hendes øjne. Da hun ikke svarede mig, blev jeg blev stående lidt og betragtede hende. Jeg har lært mig at have stor tålmodighed. Det har mange mennesker brug for. Vi bryder ofte tavsheden, fordi vi mennesker vil fremgang, og på en eller anden måde opleves tavshed pinligt, for lang de fleste. Men jeg har lært mig at blive der i stilheden. Med tålmodighed. Og en tro på at klienten deler med mig, når klienten er klar.
Hvis øjne kunne tale
Livet havde lært Kirsten ikke at lade nogen komme tæt på. For når du lader nogen komme tæt på, er der en risiko for at det gør ondt. Når man bliver forladt igen. Og det har hun prøvet mange gange i livet. Og et eller andet sted forlod hun engang også sig selv. Og nu sad hun her, på en badestol med tomme øjne.
Jeg mærkede selv en trykken lige midt i min hjertekule, imens jeg betragtede de tomme øjne i spejlet, og den trykken fortalte mig om en tristhed på Kirstens vegne, og et ønske for hende, om at hun måtte blive livfuld igen. Jeg havde sådan en lyst til at hjælpe hende med at føle sig i live igen. At Kirsten også kunne mærke sin hjertekule, og at der var følelser der bevægede sig i hende igen. Så i stedet for at vente på ord, fandt jeg et badehåndklæde, en saks og en børste. Imens jeg forsigtigt lagde håndklædet over hendes skuldre, og begyndte at børste hendes hår, flyttede jeg fokus fra det døde i hendes øjne, til farven. Og så fortalte jeg hende om farven jeg så i hendes øjne. Om nilens dybde og Sinais sand.
Den vuggende selvomsorg
Hendes blik gik fra fraværende til nærværende, og jeg kunne nu se at hun studerede farven i hendes øjne, og havde tanker om mine beskrivelser af de farver jeg så. Kirsten tog fat i enderne på håndklædet, og trak det tættere om sig og vuggede lidt. Og jeg fortalte hende om følelsen af at vugge sit barn til ro, og Kirsten kiggede ned mod sit skød, som om hun kunne se et lille barn der engang havde ligget trygt der. Så kiggede hun op og smilte til mig i spejlet, og vi fnisede lidt begge to. Jeg ved ikke helt af hvad. Måske situationen, og dens forandring. Men det var et godt fnis, og jeg fortalte Kirsten hvordan jeg altid kunne mærke når jeg grinte, at det kom helt nede fra maven af. Jeg klippede forsigtigt spidserne af Kirstens hår. Jeg er på ingen måde frisør, og Kirsten havde på ingen måde accepteret at jeg klippede, men Kirsten kom ikke til frisøren, og hun havde glemt hvad det ville sige at ville sit eget udseende det godt. Imens Kirsten sad i stilhed tog jeg dog hendes måde at rænke rykken på, som accept, og jeg fortalte hende, at det bedste ved nyklippet hår, er hvordan vinden leger i det, hvis man giver den lov. Vi sluttede denne terapitime ved at hun fulgte mig ud af hoveddøren, og stod lidt i vinden.
Hvem har skrevet denne artikel ?
Jeg hedder Anja og er psykoterapeut samt parterapeut. Jeg har praksis i både Nyborg samt i Kastrup på Amager.
Når man er psykoterapeut, arbejder man med mennesker, der hvor de er i livet, og med det der er. Og de rører allesammen ved ens hjertekule.
Har du et familiemedlem, der sidder ensom i sit hjem og har givet op på livet, er du velkommen til at tage kontakt.
