Kloge mennesker keder sig aldrig
I dag gik jeg forbi en fyr flere gange i regnvejret. Han stod i en døråbning og kiggede ud i horisonten. Anden gang jeg gik forbi ham, blev jeg overrasket over at han stadigvæk stod der. På kanten af regnvejret, i læ i en døråbning. Selv hev jeg hætten godt op på min frakke, og spurgte henover min skulder i det jeg passerede ham, “Keder du dig?” Han smilede blot til mig og jeg forsvandt videre i mine gøremål. Tredje gang jeg passerede ham stoppede jeg op og stillede mig ved siden af ham. Vi sagde ingenting til hinanden. Vi stod bare der.
Med blikket mod horisonten
Jeg lod mit blik glide ud i det fjerne og forsøgte at spotte det sted derude, som han også kiggede på. Jeg lod mit blik glide gennem regnen og over muren. Forbi valnøddetræerne og videre ud på den anden side af bakken mod Fjorden. Først så jeg ikke noget særligt, men så opdagede jeg stilheden. Både den der var derude, men også den der var helt tæt på. Mellem han og jeg. Og derefter opdagede jeg efteråret. Alle farverne. “Kloge mennesker keder sig aldrig!” Sagde han kækt ved siden af mig, og jeg kunne kun nikke og give ham ret.
Første gang jeg hørte sætningen
Det er 30 år siden jeg første gang hørte den sætning. Dengang var der bare indsat ordet børn i stedet for mennesker. “Kloge børn keder sig aldrig,” sagde mine forældre ofte til mig. For jeg var et kedsommeligt barn der ofte kedede mig. En hel del faktisk. Jeg kedede mig selv langt ud af halsen. Jeg var så kedelig at jeg havde et kronisk gab siddende midt i mit ansigt. Men en dag holdt jeg op med at sige, at jeg kedede mig. Det skete nok ikke fra den ene dag til den anden, men det skete ikke desto mindre.
En travl hverdag
Jeg blev kreativ og opfindsom og fuld af skøre ideer (der findes endda et par stykker som har kaldt mig genial på en god dag.) Og årene fløj, og jeg glemte helt hvad det ville sige at kede mig. Jeg havde alt for travlt med alt det jeg ville med livet. Og jeg vil så meget, at jeg er nød til at prioritere hele tiden. Hvilket jeg finder frygteligt svært. Du kender det nok selv. For mit vedkommende er det bare drønsvært, når jeg ved at de første 8 timer af et døgn går med at sove. Jeg elsker at sove, men det er lidt af en tidsrøver. Så sluger min arbejdsplads 8 timer. Og turen derhen og retur en ekstra time. Så er der 7 tilbage. Jeg er en langsom starter og jeg skal derfor bruge mindst 2 timer hver morgen på kaffen (og kaffe er vigtigere end noget andet på dagen), hunden( som vil lege “kast sutskoen” fra morgenstund), pillefyret (som hoster og hakker og trænger til min ekstra kærlige hånd), hønsene (som også vil ud i regnvejr), barnet der skal i skole (og både huske madpakke og gymnastiktøj) og spejlet på badeværelset. Badeværelset der gerne skulle få mig til at ligne et anstændigt menneske på 30 (selvom jeg er 41).
De sidste 5 timer
Nu har vi 5 timer endnu at gøre godt med. Der skal handles ind, laves lektier og fyldes et badekar til barnet inden vi spiser. Nu er der 3 timer tilbage. 3 timer hvor jeg skal…skrive blog, tjekke facebook, læse i bøgerne til mit studie, være kreativ med skøre påfund (fordi jeg ikke kan lade være), motionere (den springer jeg over 9 ud af 10 gange, men sig det ikke til nogen), skrive på min bog (som jeg har skrevet på i 4 år), drikke kaffe…masser af kaffe, se en film, bage til barnets klasse, trøste en ven i telefonen, male en væg der trænger, fodre fiskene.
Er jeg heldig er der 10 minutter tilbage inden jeg snorker, og jeg bruger dem selvfølgeligt på noget af det bedste på dagen. Godnathistorie for mindstemusen (og et stykke chokolade når hun sover. Et stort stykke.)
Og måske ville mine forældre have sagt at jeg var blevet klog, da jeg lærte ikke at kede mig mere. Men det passer jo ikke helt. Det er da mere klogt, OGSÅ at kunne kede sig. Stoppe op. Lave ingenting og mærke. Se ud. Og derefter ind, så man kan se, hvad det egentlig er, man vil fylde sin tid ud med.
Og jeg ved godt at jeg ikke har opdaget noget stort som ingen andre har opdaget før mig, men jeg har alligevel opdaget det. I dag, da jeg stod og undrede mig over hvorfor en fyr kunne gå sådan i stå midt i en døråbning i regnvejr.
Autensitet og nærvær
Vi løber stærkere og stærkere i et hamsterhjul, hvor vi føler vi skal nå det hele, både på den korte bane og på den lange. Vi skal opnå noget på den lange bane. Vi skal have succes med det vi fylder livet med. Men hvad er succes? Er det når vi stiger i graderne på arbejdspladsen? Er det når vi har råd til villa og sportsvogn? Eller er det når vi vi har flest livfulde og glade dage i livet, med tid til nærvær med dem vi elsker og med naturen? Er vi autentiske som mennesker når vi kæmper for at opnå mål, der koster nærvær? Hvornår er vi overhovedet mest autentiske som mennesker?
Hvis du kan mærke stress og uro i din krop, og du har flere dage med frustration og tristhed, end du har livfulde dage, er du velkommen i terapi hos mig. Jeg kan hjælpe dig til at skabe plads til de forandringer, der giver dig mere ro i livet, både uden på og inden i. Der giver dig et mere klart billede af hvem du er, når du er autentisk, og hvem du er, når du giver dig selv lov at kede dig lidt.
Overvejer du at gå i individuel terapi, kan du læse mere om det her
