42 21 62 22

Pass it on!

Pass it on

Først når et menneske har forladt denne jord, ser vi, at der var så meget vi skulle have sagt højt og takket for mens tid var. Alt det smukke og gode om, hvad et menneske har bidraget med og rørt os med mens de var i live, fortæller vi om ved begravelsen eller skriver mindeord til avisen. Jeg vil gøre det omvendte. Lige nu og her. Jeg vil takke Peter Eckhardt imens han er i live. Jeg vil fortælle ham,  hvordan han gjorde en forskel i mit liv, imens han lever.

I min barndom

Det meste af min barndom gik jeg i et med væggen i vores hjem. Mine forældre havde meget at slås med, og så arbejdede de dem selv i laser. Jeg var ikke særligt gammel, da jeg mødte Peter. Han var far til venner jeg fik i mit liv, i en meget tidlig alder, men det var da jeg var blevet en ung kvinde, og var nybagt alenemor, at jeg blev mødt af en invitation og en stor tillid, fra Peter.

Da han gav mig nøglerne til min fremtid

Peter gav mig nøglerne til sin bar på Vesterbro, med alt hvad det indebar. Han lod mig i en meget ung alder, bestyre hans beværtning, og dermed hans virksomhed og roden til hans økonomi. Han havde tillid og lagde meget i mine uerfarne hænder. En tillid jeg ikke følte jeg kunne leve op til, men som jeg rigtigt gerne ville kunne være den der kunne bære.  Jeg tog frygtsomt imod mens han så mig dybt i øjnene og sagde: ”jeg ved du har ben i næsen!” Jeg kunne ikke selv mærke det ben han talte om. Min næse var blød som gummi. Men jeg lærte at lægge to øl og tre shots sammen, og inden længe kunne jeg tælle lager og kasse uden regnemaskine.

Peter roste mig og spurgte :”Skal du ikke have en uddannelse? Du har jo ben i næsen!” Og der gik ikke længe efter han havde sagt det, før jeg fandt modet og gik igang. De næste tre år tog jeg tiénde klasse og hf på aftenskole, mens jeg stolt af hans tillid passede baren i weekenderne. Og så kunne jeg pludseligt skrive, læse og regne. Noget, jeg ikke formåede at få med fra min folkeskole.

Kørekortet

Da jeg var barn havde mine forældre sagt, at hvis jeg begyndte at ryge cigaretter -så var der intet kørekort, så det med kørekort, var ikke noget jeg skulle. Jeg begyndte at ryge som 12 årig, og jeg pulsede løs. Men Peter sagde en dag: ”Sådan en pige som dig skal da ikke med natbussen –du skal da køre bil! Du har jo ben i næsen –det har jeg altid vidst!” og så lagde han pengene til kørekortet på bordet og sagde jeg kunne betale tilbage når jeg havde råd. Inden længe kom jeg kørende i min første lille bil. Min lille gule Ford Ka.

Peter nikkede og sagde: ”Hvad skal du nu? Du kan alt i verden min pige –du har ben i næsen!” Og der gik ikke længe før jeg havde tænkt over det. Så 3 ½ år senere modtog jeg mit Bachelorbevis i pædagogik. Jeg knoklede i hans bar fra torsdag til søndag, og resten af ugen studerede jeg.

Den store beslutning

En dag sagde Peter pludselig: ” Jeg er blevet gammel min pige, du må købe min bar. Jeg ved du kan klare det –du har ben i næsen. Vil du det?”

Og jeg satte fingeren mod min næse og mærkede den ikke længere var blød som gummi, og sagde: ”Nej tak Peter, der er noget andet jeg skal med livet.” Og jeg kunne give slip på Peter og selv mærke jeg havde et ben i næsen!

Nu sidder jeg her  med så mange videreuddannelser bag mig, og mærker hvordan Peter spejlede mig som værende noget værd. Og hver dag når jeg arbejder med mennesker og deres problematikker, eller underviser andre der arbejder med dem, så er jeg Peter taknemmelig. Og jeg forsøger at give det videre han gav mig. Jeg ser mennesker i øjnene og fortæller dem fra mit hjerte at de har ben i næsen! At jeg tror på dem. Og en dag kan de måske selv mærke det. At den dråbe Peter plantede i mig af små øjeblikke med nærvær, tro, respekt, tillid og kærlighed breder sig som ringe i vandet videre til andre mennesker igennem mig. Og det er det eneste jeg kan tage med mig når vi forlader denne verden. Det jeg har plantet i andres hjerter. Og jeg takker Peter, af det hjerte der er mit.

Update.

Peter er ikke mere. Jeg fik lov at se Peter en sidste gang under en snestorm i Sverige, hvor han som altid bød mig ind i sit hjem, og forkælede mig med portvin og tysk landbrød. Hvor han forkælede mig med nærvær, kærlighed og gode historier. Jeg deltog i det sidste farvel til Peter, på en smuk og rolig dag i de svenske skove. Peters søn spredte hans aske imellem træerne. Der hvor Peter har plukket stakkevis af lækre kantareller. Og jeg mærkede taknemmeligheden. Taknemmeligheden over at have mødt så særligt et menneske. Tak for dig Peter.

Hvem har skrevet artiklen ?

Jeg hedder Anja og er psykoterapeut og parterapeut, med praksis i Nyborg samt praksis i Kastrup. 

Har du brug for at mærke taknemmelighed i livet, og at arbejde med din egen tak til et andet menneske, kan du bruge skriveterapeutiske redskaber. Du finder mine ydelser her.

Du kan også arbejde med taknemmelighed og styrke i individuel terapi.

Følg mig på facebook her

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah