Om at finde hjem til sig selv
Hvordan finder du hjem til dig selv?
Ofte har jeg klienter, som ikke har et sted der er deres. Et sted hvor de ikke skal forholde sig til andre mennesker, men kun til sig selv. Et sted hvor de kan mærke sig selv. Derfor har jeg skrevet den her tekst. I håbet om at inspirere dig der læser, til at tænke over hvor dit sted er og bruge det bevidst og konstruktivt, til et liv med mental sundhed. Så denne artikel handler om at finde hjem til sig selv.
For har du mon et sted du kan gå hen, enten fysisk eller i dit indre univers, hvor du kan finde ro? Et sted hvor du kan finde tilbage til dig selv og lade batterierne op? Et sted hvor ingen stiller krav til dig? Et sted hvor ingen har forventninger til dig. Et sted hvor du kan være dig, og bare være sammen med dig selv.
Mit sted
Jeg har sådan et sted på min strand. Jeg kalder den min strand, selvom jeg egentligt godt ved at den ikke er min. Men den føles som min. Jeg deler den godt nok med bladtegneren Roald Als. Jeg går forbi hans ensomme sommerhus i vandkanten, og forestiller mig hvordan han har sit eget hemmelige sted derinde. Et sted hvor han kan være ham, og hvor han lader batterierne op. Hvor ingen har forventninger og krav, der kan nå ham. Ofte ser jeg hans tegninger i Politiken. Og så giver det ekstra god mening for mig, at hans sommerhus er placeret så ensomt, på min vidunderlige strand. Han har valgt lige så klogt som jeg. Det er sjældent jeg møder nogen på min strand, men her i sommersæsonen kan et par turister godt finde på at stikke snuden derned. Det går nok. Stranden er lang som øjet rækker, og turisterne bevæger sig sjældent særligt langt langs strandbredden. Det gør jeg til gengæld. Der er steder langs stranden hvor kun fuglene og jeg kommer.
Mit tidligere hemmelige sted
Da jeg var barn havde jeg et stort æbletræ i haven. Der sad jeg oppe, på en tyk gren, og lyttede til biernes summen og nød duften af havens blomster. Man kunne ikke se mig deroppe om sommeren, godt dækket af kronens blade, og jeg kunne ikke se ud i verden. Senere i livet, da jeg blev teenager og ung kvinde, lå jeg ofte på gulvet på mit værelse, med store bøffer på ørene. Jeg gemte mig bag lukkede øjenlåg og forsvandt væk til mit sted i musikken.
Hvad stranden kan for mig
Jeg ved ikke hvornår jeg fandt min strand, men det er vel nok små ti år siden. Jeg kan huske at jeg gjorde som jeg altid har gjort når jeg går ved vandet. Jeg kiggede langt ud i horisonten. Helt derud hvor kanten mellem hav og himmel smelter sammen. Som om jeg altid kiggede fremad, frem i tiden og frem mod mål. Men min strand er en stenstrand, og man er nød til at huske at se hvor man går. Ellers kan man træde forkert på fødderne og vrikke om. Og lige der, foran mine fødder som skulle træde rigtigt på stenene, fandt jeg en dag et forstenet søpindsvin. Den mindede mig om, at tid er relativt. At vi mennesker kun er en lille flig af den store historie. At vi intet kan tage med os, når vi forlader denne jord. At vi er en del af naturen, og naturen er en del af os. At der er et nu, hvor jeg bare kan være. En tid der er min. Mine bekymringer skyllede ud med næste bølge, og i min hånd som knuede stenen, følte jeg den dyrebareste gave. En 30 til 55 millioner år gammel forstening.
Det der er lige for
I dag er det sjældent at jeg kigger ud i horisonten. Det er sjældent at jeg får set solnedgangen. Mine øjne er simpelthen rettet mod det, der er tættest på mig. Stenene foran mine fødder, og de blide bølger, der skvulper ind over dem. For mig er det sådan, at jeg hver dag hele dagen igennem, ser ud i mit livs horisont. Der er så meget jeg vil og så meget jeg skal nå. Der er så meget at tage stilling til, så meget at bekymre sig om, så mange sorger at tage på forskud, og så mange forventninger og krav. Og der er så mange relationer og mennesker som jeg skal være der for.
Det nuet giver
Så det er ikke fordi jeg ikke får set den, horisonten. Den har bare en anden form. Når jeg nu ser ned på stenene foran mine fødder, ser jeg på det nærværende. På nuet. På mine egne relationer nu og her. På min relation til mig selv. På den smerte der er lige nu. På den sorg eller kærlighed jeg bærer på i nuet.
På min strand, er det ikke vigtigt for mig at se hvor det hele skal bringe mig hen. Her er jeg, med det der er. Og mærker mig selv. Det kan være svært at mærke sig selv ude i livets trommerum.
Det vigtige rum
Det er vigtigt for alle mennesker at have et trygt sted. Et sted man kan søge hen, når man er fyldt op. Det kan være i skoven, midt i en bane i svømmehallen, i saunaen, på biblioteket, i badekaret, på en charterrejse, på golfbanen, i mormors kolonihave. Og der er en god grund til at det er blevet så populært at dyrke mindfullness og yoga, at tage på retreat, at gå Caminoen. For vi lever i en stresset tid, hvor alt skal gå hurtigt, og hvor intet sjældent er dybt. Hvor alt kører på deadlines og skemaer. Og på sociale mediers racerbane.
Man kan lære sig selv
Man kan lære sig selv at finde hen til sit sted i tanken, hvis man øver sig lidt. Jeg bruger det selv. Jeg kan simpelthen gå en tur på min strand, mens jeg sidder i et fyldt lokale, og det kan få min puls ned og give mig den ro der skal til, for at optimere den opgave jeg står foran, og for at opgaven ikke skal dræne mig for energi.
For eksempel bruger jeg det når jeg underviser, eller lige før og efter en samtale på arbejdet, med et menneske der har det rigtigt svært. Og det er ikke for ingenting jeg har fundet min strand.
Har du nogensinde tænkt over hvad der er din strand? Hvor du lader dine batterier op? Hvor du finder ind til dig selv henne? Og hvis du har, bruger du så stedet bevidst?
Hvem har skrevet artiklen ?
Jeg hedder Anja de Thurah og arbejder til hverdag som psykoterapeut samt parterapeut. Jeg har både praksis i Nyborg på Fyn, samt i Kastrup på Amager i København. Du kan læse min profil her, og kontakte mig hvis du har brug for terapi her, samt booke en tid online direkte i min kalender her, så du får en tid der passer dig.
