Pornoafhængighed – det skjulte tabu

Der er få emner, der vækker så meget skam og tavshed som pornoafhængighed. Mange, der kæmper med det, lever med en stille overbevisning om, at “jeg burde kunne styre det” – og når de ikke kan, føles det som et tegn på svaghed, forkerthed eller moralsk fejl.
Men i terapirummet viser der sig ofte et andet billede. Et billede af ensomhed, længsel og følelsesmæssig sult – ikke bare en kamp mod et vanemønster, men mod noget langt dybere og mere menneskeligt.

Når afhængigheden starter tidligt

Noget, der går igen hos næsten alle de klienter, jeg møder med pornoafhængighed, er, at de fortæller:
“Det har altid været der.”
Når vi går tilbage i tiden, viser det sig, at de første erfaringer med porno ofte begyndte i teenageårene – og nogle gange endnu tidligere. Det er centralt når mine klienter fortæller at det altid har været der, for det betyder jo at de netop selv tænker om det, at det altid har været en afhængighed. Dengang i teenageårene var det ikke nødvendigvis et “problem”, men snarere en flugt, et skjulested eller en tryghed i noget, der var tilgængeligt, forudsigeligt og kontrollerbart.

I voksenlivet bliver det så til et problem, for det skader eller kan koste parforholdet.

De tre gennemgående temaer

Hos de fleste af mine klienter er der tre fælles træk, som går igen:

1. Ensomhedsfølelse
   Mange fortæller, at de allerede som børn eller teenagere følte sig ensomme – også selv når de var omgivet af andre. Porno blev et sted, hvor de kunne finde en form for trøst. Der er ikke meget som er lige så smertefuldt som ensomhedsfølelse.

2. Forkerthedsfølelse
   Følelsen af at være “forkert” er næsten altid til stede. Forkert i kroppen, forkert i kønnet, forkert i deres behov. Forkert helt som den man er som person. Nogle fortæller at de oplevede sig fejlcastet ind i deres familier, eller at de var hunderæd for at skuffe deres forældre. Porno blev et sted, hvor alt var “tilladt” – men samtidig et sted, der forstærkede skammen bagefter. En paradoksal dobbeltbinding mellem at søge lindring og føle sig beskidt bagefter.

3. Manglende følelsesmæssig åbenhed
   Mange fortæller, at der ikke var plads til at tale om følelser i deres opvækst. At de tidligt lærte at gemme sårbarhed væk – måske fordi forældrene selv var følelsesmæssigt lukkede, eller fordi følelser blev mødt med irritation eller at forældrene mere talte fra hovedet end fra kroppen. At det at tale om følelser bare ikke var noget man gjorde i deres barndomshjem. Porno blev en måde at regulere følelser på, når ingen kunne rumme dem.

Afhængighedens egentlige sprog

Når vi taler om pornoafhængighed, er det let at reducere det til adfærd – hvor mange gange, hvor længe, hvor ofte. Men i terapien viser det sig, at afhængigheden oftest taler et helt andet sprog:
Et sprog af længsel efter kontakt, nærhed, tryghed og accept.

Det er ikke pornoen i sig selv, der er problemet, men den funktion pornoen har fået. Den er en strategi til at dulme noget, der i virkeligheden har brug for at blive mødt.

Tabuet og skammen

En af de mest smertefulde aspekter ved pornoafhængighed er netop tabuet.
Mange tør ikke søge hjælp, fordi de skammer sig – ikke bare over deres handlinger, men over deres behov. De tror, at hvis de fortæller nogen om det, vil de blive dømt, afvist eller misforstået.

Men i det øjeblik de tør dele det, sker der noget forvandlende.
Når skammen får ord, mister den sin magt.
Når afhængigheden bliver set med nysgerrighed i stedet for fordømmelse, begynder forandringen.

Et helende perspektiv

At arbejde med pornoafhængighed handler derfor ikke kun om at “stoppe” noget. Det handler om at lære sig selv at kende.
At turde mærke de følelser, som før blev dulmet.
At opdage, at længslen efter forbindelse ikke er forkert – den er dybt menneskelig.

Og at finde ud af, at vi ikke behøver dulme os væk fra ensomheden, hvis vi i stedet kan begynde at dele den.