42 21 62 22

Et flækket spejl

Et flækket spejl

Det er noget helt særligt, når jeg om morgenen kigger mig i spejlet i mit soveværelse, inden jeg går ud af døren. Det særlige er den følelse jeg har af at være mig, og at mit spejl minder mig om det. Alt for mange piger og kvinder (og sikkert også folk af andre køn) ved ikke hvem de skal være, hvordan de skal se ud, og er altid i konflikt med spejlet og deres eget selvbillede. Derfor har jeg lyst til at dele historien om mit spejl.

For mit spejl i mit soveværelse i dag, er det samme spejl som jeg havde da jeg var ung. Og jeg kan huske en kold 1 januar morgen da jeg var 22 år gammel, hvor de fleste mennesker sov tungt endnu oven på nattens larm og festligheder. Dem, der er flest af, lå nok under varme dundyner og krøllede lagner, med glimmer i hovedbunden og savl i mundvigene, lykkelige og trygge, i et liv hvor alt var som det skulle være og som det plejede at være.

Traditioner, som at fejre nytår, er der sjældent nogen der stiller spørgsmålstegn ved. At holde fest hver gang 365 dage er gået, er en del af hele verdens kultur –hvorfor stille spørgsmålstegn ved det. Men jeg stillede spørgsmålstegn, både denne januar morgen og aftenen før inden klokken slog tolv.

Det gamle spejl

Det gamle spejl der stod op af væggen på mit teenageværelse i mine forældres fugtige og svampeinficerede kælder, var gået i arv fra min storebror til mig, og før det , kom det sikkert fra nogle andres hjem. Det flækkede længe før jeg arvede det, men den store tunge træramme holdt de to dele sammen, og dermed virkede det fint. Min mor ville have sagt dengang at det stadigvæk var et fint funktionelt spejl, som man sagtens kunne spejle sig i, hvis man var klog nok til at se forbi revnen. Og det var jeg. Ja, og er det faktisk stadig. For jeg har det jo endnu.

Men den der 1 januar morgen da jeg var 22 år, lå alt hvad jeg havde af tøj på gulvet, spredt i en rundkreds, i den orden jeg havde hevet det ud af skabet og prøvet det i. Jeg husker ikke, at jeg før havde studeret mig selv særligt meget i et spejl, hverken nøgen eller med tøj på. Måske fordi der altid var koldt på mit kælderværelse, både vinter og sommer, og tøj mest var noget jeg havde på for at holde varmen. Jeg havde aldrig gået specielt meget op i tøj.

Denne januar morgen havde jeg prøvet alt mit tøj for at finde det sæt som kunne fortælle mine øjne en historie fra spejlet om, hvem jeg var som person. Det lykkedes mig ikke, så nu stod jeg her med et tomt klædeskab og en kold nøgen krop i spejlet. Det eneste jeg kunne se, var revnen i spejlet der flænsede mig i to lige store stykker og satte punktum bag den følelse der fyldte mig op indefra. En følelse af at være fortabt, vildfaren og ikke vide hvem jeg var.

Hvem er jeg?

Hvorfor spørgsmålet pludselig ramte mig så hårdt forstod jeg ikke. Men det gjorde det. En kugle begyndte at forme sig, der hvor solar plexus sidder. Det var som om spørgsmålet havde sat sig lige der under mavesækken, og fyldte mig op, strammede til og gjorde mig tung. Spørgsmålet var kommet snigende over tid, og jeg havde forsøgt at besvare det, men kuglen fortalte mig at mit svar ikke var godt nok. For mit svar var at jeg var både ingen og mange.

Jeg kan ikke vælge,  tænkte jeg. Jeg kan ikke kun være en, for det er ikke kun den ene jeg er. Jeg er mange. Jeg kan lide stort set alle genre af musik og kan ikke kun vælge en. Jeg kan lide alle mulige slags outfits og jeg nægter kun at vælge en. Jeg kan lide at sætte mit hår på alle mulige måder. Jeg kan li sødt, stærkt, surt, bittert og salt. Jeg kan lide faglitteratur og Anders and blade. Jeg kan lide Gustav Klimt og jeg kan lide Roald Als. Jeg kan lide spanske film, franske film, og engelske film. Jeg kan lide boksekampe lige så meget som jeg kan lide Søren Ryge. Jeg kan lide designer møbler og jeg kan lide at finde gamle sjove møbler på loftet og ombetrække dem. Jeg kan lide at være klog og jeg kan lide at være plat. Jeg kan lide stilhed og larm. Nat og dag. Vinter og sommer. Jeg kan lide at have alle mulige typer venner, for de giver mig alle sammen noget, hver for sig. De beriger alle mit liv i deres forskelligheder. Kuglefornemmelsen i solar plexus dunkede, og accepterede ikke min argumentation. Så jeg faldt på knæ der foran det flækkede spejl. Og jeg kunne mærke hvordan kuglen ville flænge mig lige om lidt, så jeg passede til spejlet. Og jeg lyttede til den tunge følelse inde i centrum af min krop. Og jeg kunne høre alle stemmerne derinde som sagde at jeg aldrig blev god nok. At jeg var forkert. og jeg besluttede at lade kuglen falde til gulvet. Og jeg forestillede mig, hvordan disse kugler af forkerthedsfølelser faldt ud af menneskekroppe, og smadrede spejle overalt i verden. Og hvordan en anden tidligere havde smadret mit spejl. Og jeg besluttede mig for at jeg ville lære mig selv at det er okay at være mange.

At befri sig selv

Og det var super befriende. Jeg befriede mig selv. Og der flyttede så mange vilde ting ind i mit klædeskab derefter. Fordi beslutningen også åbnede op for mod. Og nu fejrer jeg hvert nytår at jeg er mig, og hver evig eneste hverdags morgen, når jeg ser mig selv i det flækkede spejl, ved jeg, at jeg ser lige præcis ud som jeg skal, og har lyst til.

Overvejer du terapi ?

Har du selvværdproblematikker, og kæmper du også foran spejlet? Du er velkommen i terapi hos mig, for at styrke dit eget selv billede og højne dit selvværd. Jeg har praksis i Nyborg på Fyn, samt praksis i Kastrup på Amager.

Du kan læse mere om mine psykoterapeutiske ydelser her 

Du kan finde mig på facebook her

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah