Historier fra et værtshus

I sidste uge var jeg ude og undervise en personalegruppe i relationsteori. Jeg tegnede og fortalte ved et whiteboard, og sammen nørdede vi hvad menneskesyn er for en størrelse. På min vej hjem, kom jeg pludseligt til at tænke på dengang jeg arbejdede på et værtshus på vesterbro. Det var nemlig der, over klirrende ølflasker, at jeg første gang bevidst fik øje på mennesket i mennesket.

Cafe Lasses

Værtshuset jeg arbejdede på hed Lasses. Det var et meget populært morgenværtshus i mange år, og hver weekend mødte jeg klokken 4 om morgenen for at gøre klar til at åbne klokken 5. Der var altid kø udenfor, og stedet var fyldt med unge mennesker der ikke havde lyst til at gå hjem, før vi smed dem ud da vi lukkede igen klokken 10. Der var høj musik og man skulle mosle sig igennem menneskemængden hvis man skulle fra den ene ende af værtshuset til den anden.

I hverdagene var det noget helt andet. Her var Lasses en dagligstue for nabolaget, og det var stort set kun stamkunder der købte på klods, der kiggede ind i løbet af eftermiddagen. John Mogensen spillede i baggrunden mens nogen spillede Meyer med raflebægrene. Andre postede penge i de enarmede tyveknægte, og andre igen læste dagens avis. Her blev snakket om gamle dage, om Lille Ernst som nu sad inde for røveri igen. Om røde Mona som ingen havde set noget til længe, fordi hun havde fået en kæreste på Amager. Og om Møllerens kone der var stukket af med Møllerens søn af første ægteskab.

Man kender sine stamkunder

Jeg vidste hvad hvem drak, så når nogen kom ind af døren havde jeg allerede hevet en Carlsberg fra kassen frem. Eller når jeg så en flaske var bundet, skulle der bare et blik ti,l før den var byttet ud med en ny. Her blev også  drukket Underberg, Arnbitter og Dr. Nielsen. I herlige mængder.

Der var et par stamgæster der hed Long John og Lille Vagn. De to ældre herrer boede sammen i en lille lejlighed i gaden. Vagn var nok en ti år ældre end John, men det var svært lige at gennemskue. Ind af døren sammen med dem, kom altid en umiskendelig duft af menneske og skidt. Det var tydeligt at se og dufte, at det der med at gå i bad ikke var noget de gjorde sig i oppe hos dem. Lille Vagn (som virkeligt var lille) havde langt hvidt hår og skæg inde under smudset, og hans negle var lange og sorte. Han sagde ikke et kvæk og når han gjorde, var det i en-stavelses ord der hæst blev listet ud, som var han blot et spøgelse fra fortiden, der lige gjorde opmærksom på sig selv et øjeblik.

Sorte Anita

De havde også en veninde de kaldte Sorte Anita. Når hun kom (endnu mere fedtet og beskidt end de andre) lugtede der fælt af ammoniak på toilettet i flere timer efter. Jeg var bestemt ikke begejstret. Anita havde et lille klubværelse på Vesterbrogade, men hun kom der aldrig. Hun gik rundt på gaderne som hjemløs (når hun ikke sov oppe hos Long John og lille Vagn), og mange gange har jeg set en ambulance hente hende på et trappetrin på Vesterbro, hvor hun sad i frost og kulde med urin i bukserne. Rygtet på værthuset fortalte mig, at hun havde været en smuk kvinde i sine unge dage, men hun havde levet af prostitution og været afhængig af heroin. Nu lignede hun en på 80, skønt jeg havde på fornemmelsen at det ikke var længe siden at hun havde rundet de 50. Heroinen var skiftet ud med øl.

Værtshusejeren, som boede inde ved siden af beværtningen, stak gerne hovedet ind og spillede et spil skak med Long John. Long John havde lange lemmer. Han lagde altid benene over kors, og en dag hvor han igen satte værtshusholderen skakmat, tænkte jeg på, hvem der mon havde lært ham spillet og hvad han mon havde bedrevet livet med. Jeg fandt aldrig ud af det. En dag var han ikke mere, hvilket var en stor sorg for lille Vagn.

Lille Vagns historie

Lille Vagn kom nu alene, men der gik lang tid imellem. En dag fik jeg sat mig ned ved siden af ham og den lille hæse stemme besluttede sig for at tale. Han fortalte mig at Lasses var opkaldt efter en værtshusmutter der havde været på stedet engang, og som blev kaldt Lassie. Han fortalte mig at dengang han var barn, sad han ude på gaden og ventede på sin far, som var inde på værtshuset. Samme værtshus som vi nu sad på, 70 år efter. Dengang var der kun et toilet til mænd, fortalte han. Da gik damerne ikke ind på værtshusene. Ikke de pæne damer, ihvertfald. Lille Vagn boede dengang i et baghus, lige bag, hvor han og Long John havde delt en lejlighed i de seneste mange år. Hans mor arbejdede på en tobaksfabrik og hans far var slagter i gaden. Dengang var her fyldt med slagterier, fortalte han. Nu er der kun et par halalslagtere tilbage. Dengang i hans barndom, var der både grønthandler og købmand og liv i gaden. Børnene legede ude, og passede på hinanden. I dag er der ingen børn i gaden. Lille Vagns øjne stirrede ud af vinduerne mod et sundevedsgade i 1936, som jeg ikke kunne se. Det var sidste gang jeg så ham. Med byfornyelsen blev han genhuset i Sydhavnen og hans lejlighed solgt til en pris, lille Vagn aldrig ville kunne betale.

John Peters gave

Der var også en anden stamgæst der hed John Peter. Han havde det dejligste grin jeg har hørt. Han spillede på de enarmede tyveknægte som slugte alle hans mønter, men jeg forestiller mig at han hellere ville det, end at sidde i ensomhed hjemme. En dag forsvandt han også,  for derefter at dukke op igen mange måneder senere, tynd som et siv og tyve år ældre. Han havde cancer og var døende. Vi spillede sammen på den enarmede den dag og han forærede mig en gave som han havde med under armen da han kom. Det var et petanquesæt med et billede af ham selv i låget. Jeg ved ikke hvorfor lige jeg skulle have det. Måske vidste han det heller ikke selv. Jeg tænkte at han havde sat billedet i sættet, og foræret mig det, fordi jeg altid var livfuld dengang, og han med gaven kunne blive husket, netop livfuld. Det var sidste gang jeg så ham.

Liv i gaden

Der var også en overbo oven over værsthuset der hed Rene. Han og hans kone gjorde rent på værtshuset i mange år, og holdt af at holde øje med stedet, også når der var lukket. Rene fortalte mig historien om en anden overbo som havde boet over værtshuset i hans ungdom. Herren der boede der dengang ejede et flyttefirma, og havde forelsket sig i en lokal prostitueret. Hun tog 50 kroner for et put. Det var nok mange penge dengang historien omhandler. Overboen giftede sig med hende, og så fik hun stadigvæk 50 kroner hver gang han fik et put. Da de døde og dødsboet blev solgt, fandt man i bunden af et klædeskab en hel skuffe fuld af 50 krone sedler i bundter. Da jeg hørte historien, tænkte jeg både på hvad hun mon havde sparret pengene sammen til, samt hvor mange put overboen rent faktisk nåede, mens han levede. Det var vist blevet til en del, med en hel skuffe fuld. Mange liv har levet tæt i Sundevedsgade, og mange mistede også livet der. Historien gik, at Sundevedsgade var gaden hvor flest mennesker var blevet myrdet igennem tiden. Det var da også på hjørnet af Sundevedsgade og Hedebygade at modstandsfolk var blevet skudt af Gestabo under krigen.

Værtshuset endte sine dage og det samme gjorde Rene

Da værtshuset lukkede og blev solgt til nogle unge mennesker, som rev alt indmad ud og gjorde stedet ligeså moderne som resten af byfornyelsen, fandt man Rene hængende i sit soveværelse. Han havde stoppet alle sine uåbnede regninger ind under skjorten, og fortalte dermed, at han havde fået nok af livet. Der var ikke mere at komme efter for ham. Han kunne ihvertfald ikke selv se det.

Vi har alle en historie, og når et menneske åbner sig og fortæller sin, bliver både det ene menneske, men også relationen foldet ud. Alt har en tid, og vi mennesker har vores. Og vi skal dele vores historier, både for at andre kan se hvem vi er og hvad vi står for, men også for vi selv kan se det.

Har du også en historie der trænger til at blive fortalt, er du velkommen i terapi hos mig. Jeg ser dig, og jeg stiller de spørgsmål ingen andre nødvendigvis stiller, som folder historien og dit liv ud. Du kan finde mine kontaktoplysninger her.