42 21 62 22

Manden på bænken

Manden på bænken

Jeg har været til bisættelse. Præsten og bedemanden tog imod mig i døren til kapellet. Indenfor stod kordegnen og nikkede en hilsen, og i hjørnet af rummet sad organisten og rettede på sine briller. Midt i rummet stod kisten, så hvid og fin og enkel, som kister oftest er. Foran kisten lå to buketter og vidnede om at blomsterhandlerne allerede nu i start september, valgte efterårsfarver. Jeg vidste godt hvem blomsterne var fra. Vi var to fremmødte til denne bisættelse. Vi kiggede rundt på de  70-80 stole der var opstillet i kapellet, og som alle havde en salmebog på sædet.

At tage afsked

Hvor skulle vi sætte os? Vi kendte stort set ikke manden i kisten. Vi kendte kun hans navn, og vi kendte hans død og tiden op til den. Vi havde nået at grine lidt sammen med ham, smile til ham, og fortælle ham at han var ønsket i verden og at han var værdifuld som menneske. Men hvem han rigtigt var og hvad hans livshistorie var, det vidste vi intet om. Vi valgte at sætte os så tæt på kisten som muligt. Vi havde taget en beslutning om at være dem, der tog den sidste afsked. Dem som sendte denne mand ordentlig af sted på sin sidste rejse.

Om der fandtes nogen derude i verden som var i familie med ham, og som ikke vidste at han var død, forbliver et mysterium. De kunne være derude og intet vide, men de kan også have fravalgt at møde op. For sådan er det også nogle gange, når man er manden på bænken. Måske findes de slet ikke. Dem, som vi håber alle mennesker har. Nogle der holder af en. Nogen, man har haft betydning for. Det er ikke første gang at jeg sidder i et tomt kapel og siger farvel til manden på bænken, og jeg ved godt at det heller ikke bliver sidste.

At sidde der, i et tomt kapel og se på kisten der rummer et liv der er levet, er helt specielt. Vi ønsker alle sammen at være noget for nogen. At have rørt et andet menneskes hjerte. At have betydning. At der var mening, mens vi var til. Og jeg kan huske da jeg mistede min bror, og kirken var fyldt til bristepunktet. Hvordan det rørte mig, at han havde haft betydning, for så mange mennesker, jeg slet ikke vidste hvem var. Og hvordan det trøstede mig i min egen sorg. Og nu sad jeg igen i et kapel, uden mennesker og vidner om det liv der var levet.

Vi lagde ud med at synge I østen stiger solen op. Organisten rettede på sine briller igen, og klimtede på det lille orgel. Vi sang så højt vi ku og forsøgte at få fem mennesker til at lyde som halvtreds. Jeg syntes sangvalget var gjort godt af præsten. I min fantasi forestillede jeg mig at manden i kisten helt sikkert kendte den sang, og selv havde sunget den som barn i skolen. Der var noget trygt og uskyldigt i den. Som en vuggevise, inden et barn falder i søvn.

Det levende håb

Præsten begyndte sin tale til og om afdøde: ”Et menneske er gået bort,” sagde han. Og det var netop sandheden. Et menneske af kød og blod, med glæder og sorger i livet, og med en historie der aldrig vil blive fortalt. Præsten kiggede mig i øjnene, som var jeg den, der skulle søge trøst i hans ord. ”Gud tager alle til sig, svage, marginaliserede og udstødte, på lige fod med konger, købmænd og store digtere. Livet tages fra alle en dag, men tilbage er altid det levende håb.”

Jeg tyggede lidt på hans ord –Det levende håb. Jeg huskede hvordan jeg mærkede dette levende håb i mandens sidste dage på jord, og jeg huskede det levende håb om fred på hans vegne, da han ikke var mere. Det levende håb, var grunden til at jeg var mødt op i kapellet. Mit håb om at noget kan ændre sig, for dem der har det sværrest i vores samfund. For dem der er alene. Dem der er udstødt eller familieløse. De hjemløse. Dem der lever på gaden. Dem der drukner i deres misbrug, og dem der forsøger at holde alle fra deres dør, selvom de inderst inde så gerne vil kunne være med andre i verden igen.

Vi var alle børn

Og jeg forestillede mig hvordan manden i kisten engang har været en lille nyfødt dejlig rund baby, med smilehuller i kinderne og elastikker om de små tykke håndled. Måske lå han trygt i sin mors arme, imens hun drømte om hans fremtid. Måske var han allerede fravalgt dengang, og oplevede svigt og smerte ingen børn bør opleve. Måske hans levende håb ikke kunne leve, i en verden der var alt for hård og smertefuld. Måske blev han allerede i en tidlig alder manden på bænken. Ham, vi alle suser forbi i vores travle liv.

Præsten, organisten, kordegnen og bedemanden tog hver især fat i et håndtag på kisten og det samme gjorde vi. Vi bar ham stille ud i solen, og vi nikkede det sidste farvel, da den store bil forsvandt med ham nede af vejen.

Kender du en afdød, der skal tages afsked med fra en næsten tom kirke, er du velkommen til at kontakte mig for støtte. Jeg er uddannet både psykoterapeut og parterapeut.

Du kan finde mine kontaktoplysninger her

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah