Dronning Margrethe: En inspirerende konstant
Dronning Margrethe II af Danmark har været en regent på tronen i hele min generations levetid, og for mig repræsenterer hun en dronningemoder, en mentor og en guiderolle, hvis betydning strækker sig ud over det officielle. Hendes indflydelse på mig går ud over det ceremonielle og rammer dybt ind i mit følelsesmæssige univers.
Nytårsaften da Dronningen fortalte os alle sammen at det var tid for hende at trække sig tilbage fra sine officielle forpligtelser, rokkede hun ved hele mit eksistentielle grundlag. Det kan måske lyde lidt voldsomt, men det var en lille, og vigtig bevægelse i mit indre, jeg blev opmærksom på.
Det autentiske
I min opvækst (og selvfølgeligt i alles opvækst) var der brug for konstante voksne. For det autentiske. Forbilleder, jeg kunne spejle mig i, og som kunne vise mig vejen til det menneske, jeg kunne udvikle mig til. Forbilleder, som skabte tryghed i, at de altid var den de var. Forudsigelige. Nogen du kunne regne med havde den holdning de havde, udstrålede den samme mængde af empati, det samme hjerte. Et holdepunkt. Mange børn vokser op i utryghed, og med forældre der forandrer væsen, oftest fordi de kæmper indre følelsesmæssige kampe. De kan være psykisk syge, eller det kan være et misbrug der påvirker, hvordan de opleves.
Til dagligt når jeg arbejder som psykoterapeut, møder jeg mange mennesker som har oplevet utryg tilknytning i deres barndom. Jeg i talesætter derfor ofte, om der alligevel var et sted, hvor man som barn mødte tryghed, empati, kærlighed, troværdighed, og det man kan regne med. Heldigvis har børn den evne at de finder vej. Mange har mødt en tryg voksen i en mormor eller en lærer på deres skole. Der er også mange der har fundet trygheden og troværdigheden i et kæledyr. Eller i naturen. Men jeg har ikke før, så bevidst bemærket, at der også kunne gemme sig en tryg tilknytning, i det at have en dronning som Margrethe.
Nytårstalen
Men nytårsaften opdagede jeg det, lige der i stuen sådan cirka klokken 18.11. En opdagelse af at et menneske igennem tv og min barndoms sladderblad, har formået at være en betydningsfuld konstant i mit liv. En konstant der indeholder den fineste balance, imellem tryghed og tradition samt udvikling og kreativitet. Dronning Margrethe har været et spejl, der viste mig at et menneske kan indeholde en stædighed, en tydelighed, en vilje af stål, en ærlighed, et mod, en sorg, en sårbarhed, en tro, en kreativitet, en tradition, en empati, og en tilknytningsevne der fordrer fællesskab. At man som menneske kan og skal rumme alt dette i balance.
Det vi har taget med os, når vi troligt har set Dronningens nytårstale, har bidraget til grundlaget for vores egen indre metaforverden. Og det er det som danner grundlaget for vores meningsdannelser, om hvordan vi lever vores liv, og hvordan verden hænger sammen. Og når jeg tænker på det, bliver jeg bevidst om, hvordan Dronning Margrethe har formået at støtte mig til at finde rode, at mærke hvor jeg hører til. At finde fodfæstet i mine egne indre strukturer. Som menneske, som kvinde og som en af et folk.
Det som man gerne vil have mere af
Dronning Margrethe har altid udstrålet en dyb menneskelig visdom. Hendes ord og handlinger bærer en vægt af erfaring og indsigt, der kun kan komme fra et liv præget af menneskelige udfordringer og triumfer. At observere hende, har lært mig, at visdom jo ikke alene opnås gennem boglige kilder, men især også gennem livets lærdomme og mødet med forskellige mennesker og kulturer. At det at relatere i mødet med andre mennesker, er det vi er skabt af. For når Dronningen mødte mig på tvskærmen, var det altid med historier om mødet med mennesker, kulturer og kreativitet. En visdom man ikke kan læse sig til, for den er mellemmenneskelig.
Da jeg var ung drømte jeg altid om at være Dronning Margrethes hofdame. Dengang tror jeg ikke at jeg tænkte over hvorfor, men nu kan jeg se, at det var mennesket Margrethe jeg gerne ville tættere på og have mere af. At jeg som teenager gerne gjorde et helt slot rent, og mugede ud i alle de kongelige stalde, hvis jeg blot kunne have haft 10 minutters filosofisk samtale med hende, siger faktisk en hel del.
Af hjertet tak
Der er noget helt fortryllende i kontrasten imellem de royale rober, smykker og elefantordener, og så den indlevelsesevne og engagement Dronning Margrethe altid har haft med samfundet, der skaber en jordbunden magi, vi alle kan være en del af.
Dronningen formåede i sin sidste nytårstale til os alle at være lige så autentisk, som jeg altid har oplevet hende. For imens hun jonglerede sine ord med tydelighed, sanselighed og ordenlighed, så jeg sårbarheden og oprigtigheden i de øjeblikket, hvor hun så op og direkte ind i kameraet. Ind i mit tv, ind i min stue, og ind i mine øjne. Sådan en spejling tager et splitsekund.
Når dronningen hvert år har takket i sin nytårstale, har hun lært mig om taknemmelighed. Tak, er jo blot en forkortelse af taknemmelighed. Vi skal være taknemmelige for det vi har i hinanden.
Jeg vil takke hendes majestæt Dronning Margrethe, for netop hendes autenticitet og troværdighed, både som menneske og som Dronning, og for den kvindelige rollefigur hun har været i mit liv, samt for derfor at have været en betydningsfuld konstant for mig. Og jeg vil glæde mig til at se hvad hun mere har i gemmerne i tiden fremover, hvor der måske kan være mere plads til æstetik, kreativitet og hjerte.
Har du lyst til at vide mere om Dronning Margrethe kan jeg anbefalet kongehusets hjemmeside, hvor du også finder virkeligt flotte billeder.
