42 21 62 22

En tilflytters fortælling fra område 0

En tilflytters fortælling fra område 0

Jeg har skrevet denne kronik til Politikken, hvor den er udgivet. Du kan derfor også læse nedenstående her: Politiken

Kronik

Jeg voksede op på Amager ligesom mine forældre, mine bedsteforældre og deres forældre gjorde. Jeg nedstammer fra en lang amagerslægt af bønder, præster og arkitekter. Som barn fortalte min far mig lokalhistorie. Om da mine forfædre måtte flytte fra deres hjem I maglebylille , da Kastrup lufthavn skulle bygges og udvides der, og om da tyskerne købte andre forfædres hus under krigen, fordi det lå strategisk korrekt for dem ved lufthavnen. Hele maglebylille måtte lade livet for udviklingen. Om amagerbønderne, min fars opvækst på henholdsvis Kastrupgaard og børnehjem og om sporvognen på amagerbrogade, har jeg lært en del. At være stolt af sit lokalområde, som at være stolt af at være dansk, er noget der er givet mig videre naturligt og æstetiskt. At bevare og forny syntes altid at have gået hånd I hånd. Jeg voksede op I troen på at dette altid skulle være min hjemstavn hvor jeg ville vokse videre, forny og udvikle mig I de trygge rammer, af det kulturhistoriske der blev bevaret.

Men skæbnen ville at jeg pludseligt en dag tog et helt andet valg. Jeg flyttede til en anden ø som jeg intet kendskab havde til og som jeg aldrig tidligere havde besøgt før. Lolland var som en bog jeg nu havde valgt at læse. Jeg flyttede ind på det nedlagte landbrug jeg havde købt I Nøbbet sogn 1 december 2006, og startede på mit nye arbejde 33 kilometer væk et par dage senere. Jeg er uddannet pædagog fra Jægerspris seminarium, er stolt af min faglighed, og var super taknemmelig over hurtigt at finde mit drømmejob da jeg flyttede til Lolland. Jeg undrede mig dog over at jeg skulle gå ned I løn, og lærte da, at der var noget der hed områdetillæg. Lolland er område 0. Altså 0 tillæg. Amager er et område 4. Jeg forstod ikke denne forskelsbehandling men accepterede den stiltiende.
Første gang jeg kørte til arbejde havde jeg aldrig kørt på vejene før. Intet var mig stedkendt. Da jeg første gang skulle finde min nærmeste netto opdagede jeg at jeg skulle 18 kilometer den modsatte vej. Det tog mig lidt tid før jeg begyndte at nyde mine køreture og opdage den smukke natur rundt omkring mig. Til at starte med var jeg mest opmærksom på at passe på cyklisterne for her findes ingen cykelstier, og at finde nye ruter til arbejdspladsen da mange af vejene var kategori 3 som betød at de ikke blev ryddet for sne inden for det nærmeste døgn. Min egen vej fyger altid til I sne og da der ikke er en købmand inden for en radius af 7 kilometer skulle jeg nu også lærer at have mig et forrådskammer. På Amager spillede jeg Cajon I rytmisk center, og min datter dansede flamenco, men på Lolland måtte vi vælge andre interesser. Først ville min datter gerne gå til teater men for at komme de 23 kilometer til nærmeste teater, skulle hun med to busser og den sidste bus kører inden undervisningen er slut. Her på Lolland går man tidligt I seng. Især I weekenden. Men med tiden fandt vi nye interesser der passede med lokalområdets tilbud.

Jeg kunne fortælle til evigheder om alle de forskelle der er ved at lave et øhop. En stærk oplevelse jeg gerne vil nævne til dig som læser, er oplevelsen af at blive set. I min opvækst har jeg lært mig at man ikke hilser på naboerne, og da slet ikke dem der bor I den anden ende af vejen. Jeg siger ikke at man aldrig hilste, men oplevelsen var, at nogen mennesker er mere åbne og snaksagelige end andre. I mit barndomshjem hilste den ene nabo og ikke den anden. I den lejlighedsopgang jeg boede I de sidste år jeg boede på Amager hilste en ung kvinde der boede oven på mig altid. Den gamle Nabo hilste aldrig skønt jeg gentagende gange havde båret hendes indkøbsposer op for hende, når vi landede ved opgangsdøren samtidigt. Min første uge på Lolland var jeg overvældet af vinkende hænder hele 5 kilometer væk fra mit hjem, og naboerne til begge sider, skønt vi har mindst 500 meters afstand mellem vore huse, bankede på døren og hilste nysgerrigt på mig. Jeg kom hurtigt til at hedde “hende københavneren” når folk talte om hvad jeg nu havde gang oppe hos mig. Alle fulgte med, skønt jeg virkeligt ikke havde gang I særligt meget. Men jeg var vel som en emigrant, en tilflytter, der ikke var en del af lokalhistorien. Jeg havde ingen opmærksomhed rettet tilbage til min hjemstavnsmetropol, for jeg havde så travlt med at begå mig I det nye at jeg ikke kiggede mig så meget tilbage.

Da jeg lavede mit øhop var Danmark lykkelig. Så kom lavkonjukturen og dermed også historien om den rådne banan. Før denne var det eneste særlige ved mig at jeg havde vovet modet og brudt med min hjemstavn. Nu er jeg og Lolland lidt en anden historie.
Jeg har boet på Lolland I 8 år nu. Jeg hører ikke jeg bliver kaldt københavneren mere og det er jeg glad for, for jeg føler mig jo heller ikke som emigrant længere. Jeg føler jeg hører til her. Mine piger har levet deres barndom her. Den største datter er flyttet til København, som folk har gjort I hundreder af år, når de skal være belærte, og det føles helt naturligt. Den mindste datter er til fødselsdag hos en klassekammerat. De går I børnehaveklasse. Og her sidder jeg. Jeg, som I dag er en anden.

Jeg kender nu hver en mursten I mit hjem, og hver en stikvej til min arbejdsplads. Jeg støtter min lokale købmand kun 7 kilometer fra mit hjem, skønt priserne er høje. For hvor er det skønt at handle lokalt. Jeg køber jordbær, kartofler, honning og ost I de små boder langs landevejen. Jeg hilser pænt på rådyr, harer og fasaner når jeg lufter hunden om morgenen. Om sommeren nyder jeg synet af havørne der svæver oppe over mit hjem. Jeg samler fossiler på stranden flere gange om ugen. Jeg møder kun mennesker der et par gange om året. Jeg går tur på alle gravhøjene rundt om mit hjem. De ligger der, side om side, uforstyrret og minder mig om at vi alle er en del af en historie. Jeg brygger mjød. Jeg læser smukke bøger foran brændeovnen I stilheden. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt lyden af sirener. Jeg står midt på min gårdsplads og ser en stjernehimmel som jeg aldrig oplevede på Amager, hvor lufthavnens lys gjorde at det aldrig rigtigt blev nat. Jeg tæller stjerneskud og jeg er taknemmelig.
Så kom en rådden banan. Jeg forstod den slet ikke. Var dette smukke jeg lever midt I råddent?
Alt afhænger af øjnene der ser. Pludseligt lagde jeg mærke til at der var tomme huse. At bevaringsværdige og fredede huse står og forfalder. At folk talte om at have mistet deres arbejde. At skolerne skulle lukke. Nu også børnehaven. De to lokaler banker lukkede. Familier med småbørn flyttede væk. Håbløsheden begyndte at snige sig ind I mit sind. Butikkerne I gågaden lukkede. Der ligger nu 4 genbrugsbutikker og ufatteligt mange tomme og lukkede forretninger I gågaden I Nakskov .

Jeg ved godt at der er tusinde ting der er forskellige fra ø til ø. Landsdel til landsdel. Men jeg sidder alligevel tilbage her foran min brændeovn og fornemmer hvordan Lolland taber sit selvværd når den spejler sig I en ø som Amager igennem mine øjne. For hvordan kan man spejle to så vidt forskellige steder. Og jeg mindes min undren over hvorfor min faglighed ikke var og er lige så meget værd på denne ø som den anden, og hvordan min faglighed er en del af mig samt min arbejdsplads. Men vi er område 0. Kan område 0 spejle sig med område 4?
Måske skal jeg fortælle lidt mere om min faglighed. Ja, når jeg først åbner for emnet er det faktisk svært for mig at stoppe igen, og det falder egenligt meget naturligt at skrive om mit arbejde når jeg samtidigt skriver om manglende selvværd.
Jeg arbejder på forsorgshjemmet Saxenhøj, beliggende på Lolland I Sakskøbing som er en by der stammer helt tilbage fra 1200 tallet. For læseren sikkert mest kendt efter dobbeltdrabet på mine kollegaer I år. Saxenhøj blev bygget I 1866 som tvangs og dåreanstalt og I dag er det en omsorgsinstitution for sindslidende, misbrugere og hjemløse under filosofien “Ingen er håbløs”. På Saxenhøj bor der mennesker fra alle landets øer. Kommuner rundt omkring I landet køber pladser hos os og dermed vores faglighed, til deres borgere. Ergo sælger vi social og pædagogisk arbejde på landsplan. Og vi er gode til det på min arbejdsplads. Her tænker jeg ikke på salget af pladser men på det pædagogiske arbejde. Vi ser det positive I den mindste udvikling og vi lader de gamle kulturhistoriske rammer gå hånd I hånd med faglig udvikling og innovation. Vi forstår at selvværd er noget vi mennesker får, når vi spejler os I andre menneskers øjne og bliver set med respekt, engagement, håb, tiltro og forståelse som ligeværdige mennesker, og igennem selvværdet får vi mennesker motivationen til at forandre og gøre noget konstruktivt med vores tilværelse. Tilbage til salget af pladser matcher vores priser og kompetencer her I område 0, resten af landets.
Hvis mit værd er lig 0, hvad er min sjæl så værd? Hvad er Lollands sjæl værd?
Siddende her foran brændeovnen vender jeg tilbage I tankerne til mine gåture med hunden, når jeg hilser på rådyr, harer og fasaner. Når havørnen svæver over mig. Når tiden står stille ved gravhøjene på min vej. Når fossilerne skylder op på den ensomme strand som de har gjort det, siden Lolland blev til. Og jeg mærker, at de kan slå Lollands selvværd ned, men ikke sjælen. Sjælen findes I den smukke stille natur og de fantastiske fortidslevn, som Amager for længst har halshugget. Og hvis sjælen er naturen er det da ikke den vi skal vise frem for verden at spejle sig I?
Jeg har stadigvæk mit københavner netværk. Familie og venner kommer på weekend hos mig. Alle siger de det samme. De forstår ikke hvorfor jeg har valgt at flytte til udkants Danmark. Men de kunne godt se dem selv holde ferie her. Måske på cykler hvis ellers vejene var til det. Komme på weekend. Have sommerhus. De nyder alle naturens skønhed i deres pause fra storbyens energi. De vil gerne ud at opleve og jeg viser dem gerne de smukke middelalderbygninger I byerne, gravhøje, marker fyldt med gule kornblomster, kirker fra 1200 tallet, æbleplantager, strande så langt øjet rækker og dybe skove hvor kun dyrestier viser en vej og De nyder et glad kirsebærvin fra Frederiksdal, øl fra Krenkerup og lammesteg fra Fejø imens. Jeg viser dem hvor muligheder allerede er grebet og hvor muligheder venter. Det der blev grebet er for eksembel Oreby slot, mølle, kro og gods som ejeren Hans Michael Jebsen har købt, restaureret og bevaret og som nu drives af forpagtere til stor glæde med golfophold, konferrencer, yoga og mindfulness. Det der venter er Ålholm slot et godt eksempel på. Det er mange år siden det var åbent for publikum, men hvis du som læser har lyst til en rundvisning kan du finde Finn Tunilius fortælling på youtube med dertilhørende videorundvisning.

Hvorfor spejler vi os på lolland I metropoler? Og Hvorfor er vækst lig med store arbejdspladser og byliv? Hvorfor lader vi metropolerne spejle os tilbage som en rådden banan helt ude I udkanten hvor risikoen for at falde ned er maksimal?
Jeg syntes det er på tide vi sælger ud af Lollands sjæl til turismen. Lad dem få en lille bid og blive berørt af de natur og historieskønne oplevelser vi en dag finder motivationen til at andre kan spejle sig I.

jeg har et håb om en fremtid for Lolland. En fremtid hvor turisterne laver øhop for at nyde alt det som jeg kan glædes over I mit område 0. Et godmorgen til rådyr, harer og fasaner. En følelse af at være en del af historien når man går langs alle Lollands gravhøje. Et blik mod himlen når ørnen svæver forbi.

Hvem har skrevet artiklen ?

Jeg hedder Anja og er psykoterapeut og parterapeut. Jeg har praksis i både Kastrup på Amager og praksis i Nyborg på Fyn.

Her kan du læse flere artikler jeg har udgivet.

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah