42 21 62 22

Mellem skrot og jern

Mellem skrot og jern

Der bor en mand ikke så langt fra mig, som altid roder med gamle biler ude i hans åbne lade. Jeg tillod mig den frækhed at køre ind og sige dav til ham den anden dag, da jeg havde en dør i min bil med en bule i.  Jeg vidste godt hele døren skulle skiftes. Mens jeg forklarede ham om mit problem, kom hans kone os i møde. Hun var en lille kvinde med et stort sort krøllet hår, og i hånden havde hun en underkop med et stort glas te på. Det var til mig. Manden talte meget gebrokkent dansk, men hans mimik og armbevægelser var meget imødekommende og inden jeg fik set mig om havde jeg aftalt med ham at jeg kom igen næste morgen. Hans kone, som fortalte at hun arbejde som social og sundhedshjælper skulle på arbejde, så det passede ham perfekt.

Næste morgen

Han stod i åbningen til sin lade næste morgen da jeg kørte ind mod hans hus, og før jeg fik set mig om hoppede han ind på passagersædet og guidede mig mod en autoophugger. Jeg havde aldrig set sådan en bilkirkegård før. Jeg var fuldstændigt fascineret af alle de biler der var stablet oven på hinanden og stod hulter til bulter. Han hoppede ind i mængden af biler og gik rundt mellem dem, som kendte han hvert et hjørne af stedet. Det gjorde han, for han havde helt styr på hvor der stod et par biler af samme mærke som min. Sammen kiggede vi på deres døre og valgte en dør der så ud som ny, og næsten havde samme farve som min bil.

Han knoklede med at skille dør fra bil. Hans store krøllede hår strittede op i bunken af metal og engang imellem sagde han at jeg skal række ham et værktøj. Jeg kiggede ned i hans rygsæk som stod foran mig og forsøgte at gætte mig frem til hvilket værktøj han mon mente, før jeg rakte det til hans hånd der strittede frem.

Det vi skrotter

Imens han arbejde med at få døren af, fik jeg tid til at se rundt på alle bilerne. Jeg forstod at der var en mening med at de var kasserede, men det gav god mening for mig, at vi nu var ude og hente en dør, der så ud som ny og derfor ikke behøvede at blive kasseret. Der var faktisk utroligt mange flotte biler, hvor jeg var sikker på rigtigt meget af dem kunne bruges igen, i stedet for at blive smeltet om og solgt på ny i andre udgaver.Der var selvfølgeligt også udbrændte biler og biler med skader, hvor jeg ikke ønskede at vide hvilke frygtelige uheld de havde været ude i.

Jeg kunne ikke lade være med at sige højt at det gjorde mig en smule trist at se alle de biler kasserede, og at det lignede at en bombe var eksploderet sådan som her så ud.

Han kiggede op over døren hen på mig og sagde:” åh nej Anja, når bomber eksploderer er der blod!” Han fortsatte med at fortælle mig om hvordan bomberne dræbte hans første kone og hans børn imens han knoklede på hospitalet med at redde dem der reddes kunne. Han var læge dengang. Nu rodede han med biler i sin lade.

Når livet står i relief

Jeg blev lidt forskrækket over historien. Jeg havde slet ikke set den ville komme, og skammede mig nu over, at jeg i virkeligheden ingen ide har om hvordan det ser ud når en bombe er sprunget. Jeg har kun en forestilling om at det ville minde om en bilkirkegård. Måske har jeg set for mange film.

Jeg var stille mens han satte døren på min bil, og sikrede sig at vinduet kunne køre op og ned. Han så tilfreds ud, da han smækkede døren i og sagde: “Så madam -så er den så god som ny!” På vej tilbage til hans hus stillede jeg så spørgsmålet:” Var det fordi de bombede din familie du kom til Danmark?”

Nej, sagde han. Det var først senere. Det var noget andet der fik ham til at forlade sin by og sit hjemland. Han fortalte en historie der var grimmere end de fleste film jeg har set, men på min nethinde kørte alligevel en film hvor han havde hovedrollen, mens han fortalte, og jeg forsøgte at forstå hvert et gebrokkent ord. Politi og militær kom en dag til hospitalet og ville have at han skulle følge med. Han ville ikke, men havde ikke noget valg.

Det, ingen skal opleve

De førte ham hen til et sted hvor de havde nogle mænd fængslet, og her bad de ham om at skære ørene af  deres fanger. Han vidste godt at han ikke kunne sige nej, men sagde så i stedet at han ikke havde sine skalpeller med, da de ikke havde sagt til ham hvad han skulle. Han fik lov til at hente sine skalpeller, men i stedet stak han af. De svarede igen ved at fængsle hans mor til han kom tilbage, og de slog hans bror ihjel og sendte hans lig til hospitalet. Han havde intet valg. Da han mødte op hang de ham op i hans håndled i mange dage som straf.

Han rakte sine håndled frem for mig så de var imellem mig og rettet på min bil. De havde arvæv som sad som tykke armbånd omkring ham og definerede stærkt hvor hans hænder og arme mødtes.  Jeg lod mine fingre glide henover dem og det var som satte de punktum på hans historie. Jeg følte ikke der var nogen som helst ord i mit ordforråd der kunne komme over mine læber, og beskrive den empati jeg følte for hvad han havde måtte igennem i sit liv. Endnu en tavshed fyldte rummet imellem os til han tog ordet igen, og flyttede fokus fra sorg, elendighed og magtesløshed, til liv, håb og vilje.

Når man vil videre i livet

Han fortalte at han læste på nettet, så han måske en dag kunne komme tilbage og være læge i sit land igen. Han læste alt hvad han kunne, for at holde sig opdateret som læge, og så han ikke glemte det igen. Han fortalte at det gav ham ro at lave bilerne. Og glæde ved at kunne noget med sine hænder. Han fortalte hvordan han byggede på sit hus, herude på landet. Og nød at ingen forstyrrede ham og stillede krav om at han skulle noget han ikke ville. Han havde det godt.

Han steg ud af bilen og hans kone kom ham i møde. Hun inviterede mig ind og spise med, men det kunne jeg ikke. Jeg gik dog ud af bilen og efter ham, for jeg ville betale for hans tid og arbejde med min bil. Det ville han ikke tage imod. Vi skal hjælpe hinanden, sagde han, og de vinkede fra den åbne lade imens jeg kørte bort. Jeg følte at jeg mellem skrot og jern havde mødt mere medmenneskelighed, gavmildhed og livsbekræftigelse på en gang, end jeg har mødt nogensinde før i livet.

Nye venner

Det er noget tid siden nu, men i dag kørte jeg forbi ham med en bakke æg fra mine høns i haven. Han var ikke hjemme, så jeg gav dem til hans kone, imens hun vidste mig at han var ved at sætte nyt tag på sin gamle lade. De er her endnu, og måske bliver de, og det er helt okay med mig. Og jeg vil fortsætte med at kigge ind engang imellem med en bakke æg og  en sludder for en sladder.

Hvem har skrevet artiklen ?

Jeg hedder Anja og er psykoterapeut og parterapeut, med praksis i Nyborg på Fyn, samt praksis i Kastrup på Amager.

Vil du læse andre blogindlæg og artikler kan du finde dem her.

Mød forfatteren Anja de Thurah

Anja de Thurah er en psykoterapeut og parterapeut, der tilbyder individuel terapi, parterapi og specialiserer sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemer. Hun byder klienter fra alle baggrunde velkommen, inklusiv LGBTQIA+ personer, og sigter mod at hjælpe mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah