En sjælden gang imellem, hvis jeg er rigtig heldig, støder jeg på et stykke kunst, der bevæger noget så dybt i mig, at jeg må stoppe op. Stoppe op og mærke efter. Være nysgerrig. Forundres. Forundres over hvad det er jeg finder så dybt i mig selv, når jeg ser på dette kunst. Sådan har jeg det med portrætter af Henriette Filippson.
De vækker noget i mig jeg ikke helt ved hvad er, og som jeg derfor har helt enormt svært ved at udtrykke. Det er noget fint, der vågner i mig. Som duggen på et spindelvæv. Som frostblomster på min rude. Som en frøkapsel der åbner sig for vinden. Det er noget enkelt der vækkes. Helt frit for de facader vi dagligt render rundt med og uden tidens sociale medie forslugelse og hastværk. Det er ligesom om at jeg lander et sted i mig selv, hvor skyggerne poetisk bevæger sig i et grænseland mellem lys og mørke, og stimulerer minderne om en enklere tid, hvor alle følelser er rene. Sorg. Vrede. Smerte. En vågenhed. Og en accept af at det er sådan det er, indtil det ikke er mere. Uden lag på lag af skam og skyld, forventningers pres og kulturel stilstand. Men et sted hvor der er rent og hvor man kan ånde -med det der er. Nu.
Henriettes portrætter
Henriettes sorte linier og hendes fingerspidser, der lader det sorte tage form af portrætter på det kridhvide papir, og det at hun har sit helt eget mørke udtryk -fordi hun ikke kan lade være, er noget jeg klapper stille i mine hænder over. Det, at vi skaber og udtrykker det, der er inde i os, og dermed lader andre mærke dem selv, igennem det- det er helt specielt. Det er det, der er så særligt ved os mennesker. Det helt unikke udtryk i hver enkelt af os. Og Henriettes udtryk -det sluger mig som et dybt vand hvor jeg kan omfavne mørket. De mørke emotioner vi alle gemmer dybt dybt inde.
Brændt kul
Henriette brænder selv sit kul af grene og kviste fra træerne ved Isefjord. For mig, som er den der oplever den kunst hun udtrykker, er der noget magi i, at hun allerede påbegynder arbejdet med sine portrætter den dag hun i gummistøvler bevæger sig ud i skovens og naturens stilhed. Fra livet i træerne, til at blive brændt til kul, til igen at komme til live på det blanke papir. Og det er også livets natur. At vi bliver til aske igen en dag, og optages i den natur vi kommer fra.
Mit selvbillede
Henriette var så sød at tage udgangspunkt i et profilbillede af mig til et af hendes portrætter. Hun skitserede mine træk op, og der gik ikke længe før kullet fik sit eget liv og udtryk, og hende der kom til syne på billedet fik sin helt egen karakter. Dog kan jeg alligevel stadig se mig selv derinde et sted. Jeg kan se alt det der har været svært i livet, men også at jeg har styrken til at bære det.
Jeg viste min datter på 8 år billedet, men fortalte hende ikke hvad det var, jeg viste hende. Hun blev ked af det og sagde “tag det væk.” Og det giver god mening at det virkede skræmmende på hende. Måske, skal man kende sin egen sorg og smerte, frygt, angst og længsel, for at kende den igen i et portræt. Og det kræver nok en vis modenhed at kunne rumme mørkets emotioner.
Kunst i terapi
Jeg bruger ofte kunst i terapi. Kunst kan vække så meget i mennesker. Jeg har klienter der enten mangler et sprog for det de føler, eller som slet ikke kan mærke deres egne følelser i kroppen. Når vi kigger på et billede af et stykke kunst sammen, kan kunstværket give både ord at udtrykke man ikke vidste man havde, og kunsten kan hjælpe en til at øve sig i at mærke hvad der vækkes af følelser i egen krop. Kunst er et sublimt udtryk der ofte vækker primære følelser, minder og sansninger.Vil du vide mere om hvordan jeg arbejder med kunst i terapi er du velkommen til at kontakte mig her , om mine ydelser her , Følg Anja de Thurah på facebook
