42 21 62 22

Tonisk immobilitet ved voldtægt og traumer

I mit arbejde som psykoterapeut møder jeg mennesker, som lever med svære konsekvenserne af traumatiske oplevelser. De kommer til mig med øjne, der knap tør møde mine. De sover ikke om natten, eller de vågner svedende, bange og forvirrede. Mareridt holder dem fanget i det, de forsøger at slippe væk fra. Kroppen vil ikke finde hvile. Musklerne er spændte — som om kroppen stadig tror, faren er lige om hjørnet. Hjertet banker hårdt, selv i stilheden. De har tinitus, og de kan ikke fokusere på en samtale. Det er som om kroppen ikke kan give slip, ikke kan tro på, at det er overstået.

Og midt i alt det – som om det ikke var nok – bærer de ofte også på en altfortærende skyld og skam.

“Hvorfor gjorde jeg ikke mere modstand?”

“Hvorfor råbte jeg ikke?”

“Hvorfor slog jeg ikke fra mig? Hvorfor løb jeg ikke?”

De bebrejder sig selv. Og det gør omgivelserne desværre alt for ofte også. Måske ikke direkte, men med blikke, med stilhed, med spørgsmål som: “Sagde du nej?” eller “Gjorde du noget for at stoppe det?”

Mange oplever også at familien ikke forstår, og kommer til at bebrejde dem. Deres venner trækker sig måske, fordi de ikke forstår de svære følelser. Hvordan skammen kan få dem til at vende al vrede indad. I stedet for at pege fingeren mod gerningspersonen, begynder de at pege den mod sig selv, blive enormt selvkritiske og måske også selvskadende eller selvdestruktive.

Men sandheden er en anden. En meget vigtigere sandhed:

Du reagerede helt normalt da det skete. Andre ville reagere på samme måde som dig i situationen, de ved det bare ikke, hvis de aldrig har prøvet at opleve noget så grimt som du har. Din krop gjorde det, den var skabt til at gøre i en overvældende og livstruende situation. Du gik i tonisk immobilitet – også kendt som frys-reaktionen – og det var ikke din skyld.

Når kroppen fryser: Hvad er tonisk immobilitet?

Tonisk immobilitet er en biologisk og instinktiv reaktion, der sætter ind, når vores nervesystem vurderer, at der hverken er mulighed for at kæmpe eller flygte. Det er ikke en tankeproces. Det er ikke et valg. Det er en urgammel overlevelsesstrategi, som vi deler med dyr.

Ved voldtægt eller andre former for seksuelle overgreb reagerer mange mennesker med præcis denne mekanisme. Kroppen stivner, stemmen forsvinder, musklerne lammes. Hjertet banker, men man er fanget i sin egen krop. Man vil råbe – men kan ikke. Man vil skubbe væk – men er paralyseret. Det er rædsel i sin reneste form. Og det er normalt.

Et banebrydende svensk studie fra Karolinska Institutet (Möller et al., 2017) undersøgte 298 kvinder, der havde søgt hjælp efter voldtægt. Resultaterne var tydelige:

  • 70 % oplevede signifikant tonisk immobilitet

  • 48 % oplevede det i svær grad, hvor de ikke kunne bevæge sig overhovedet

Dette viser med al tydelighed, at det ikke er svaghed – det er biologi. Det er en menneskelig reaktion på umenneskelige omstændigheder. Og alligevel er det en reaktion, som alt for få kender. Alt for mange tror stadig, at voldtægt handler om, hvorvidt man sagde “nej”. Men hvad gør man, når man ikke kan sige noget som helst?

Det handler aldrig om offerets styrke. Det handler altid om gerningspersonens skyld

Det er på høje tid, vi ændrer samtalen om voldtægt og overgreb.

Vi skal turde være vrede. Ikke på offeret, ikke på deres reaktioner, ikke på deres manglende modstand. Men på gerningspersonen. På det samfund, der stadig alt for ofte spørger: “Hvorfor sagde hun ikke fra?” i stedet for: “Hvorfor stoppede han ikke?”

Vi skal insistere på at placere skylden, hvor den hører hjemme. Og vi skal hjælpe dem, der har været udsat for voldtægt og seksuelle overgreb, til at forstå, at de reagerede præcis som mennesker reagerer under ekstremt pres.

Og når jeg siger at vi er nød til at placere vreden det rigtige sted, så er det med den viden der handler om at kun ca 17,7 % af anmeldte voldtægter i Danmark kommer for retten. Det betyder at kun 1 af 5 voldtægter ender med dom. Og det jeg syntes er mest svært er at ved rigtigt mange af de anmeldelser som aldrig kommer for retten, har den anmeldte været anmeldt for voldtægt før. Men det at være mistænkt før, må ikke benyttes i vores retssystem, og betyder derfor at krænkere kan udnytte at finde ofre som reagerer med tonisk imobilitet (hvilket jo er virkeligt mange).

Når frys løsnes med nænsomhed

Når jeg arbejder med mennesker, der har oplevet voldtægt og traumer, er mit fokus at hjælpe kroppen og nervesystemet til gradvist at forstå, at faren er overstået. Ikke med ord alene. Men med nærvær, tryghed og tid.

Vi arbejder med at lære kroppen, at den igen kan reagere. At den ikke længere er fanget i frys. Det sker langsomt og nænsomt – aldrig retraumatiserende, altid med respekt for kroppens egne grænser. Vi bruger terapeutiske metoder til at stimulere handlekraft – små, symbolske bevægelser, kropslig kontakt med nuet og kontakt til egne valg. Det handler ikke om at genopleve – men om at give kroppen nye erfaringer.

Jeg anvender også neurofeedback, som er en avanceret og skånsom metode til at regulere hjernens og nervesystemets aktivitet. Det kan hjælpe med at genoprette balancen i det autonome nervesystem, dæmpe angst og uro, og styrke evnen til at finde ro. For mange er det en vej til igen at kunne sove, kunne trække vejret frit, og mærke deres egen kraft indefra.

Til dig, der læser med og har oplevet frys: Der er intet galt med dig

Du gjorde intet forkert. Du fejlede ikke. Du er ikke svag. Du er et menneske, der har været udsat for noget, ingen burde udsættes for – og din krop reagerede præcis som den skulle.

Det kan tage tid at hele. Og det kræver, at du bliver mødt med forståelse, med respekt, og med viden. Ikke med skam, ikke med mistillid, ikke med spørgsmål der underminerer dig. Hos mig er du ikke forkert. Her skal du ikke forklare din reaktion. Jeg kender den. Jeg forstår den. Og jeg ved, hvordan vi nænsomt kan løsne den. Du kan også henvende dig til center for voldtægtsofre.

Til dig, der er pårørende: Din støtte betyder alt

Hvis du er ven, partner, søskende, forælder til en, der har været udsat for voldtægt, så husk dette: Du kan gøre en forskel. En livsvigtig forskel.

Sig: “Det var ikke din skyld.”
Sig: “Jeg tror på dig.”
Sig: “Din reaktion var helt normal.”

Undgå spørgsmål der antyder, at de burde have gjort noget anderledes. Undgå at fokusere på, hvad de “ikke gjorde”. Det hjælper ikke. Det gør kun smerten dybere.

I stedet: Hjælp dem med at placere skylden, hvor den hører hjemme. Og hjælp dem med at finde vejen tilbage til en følelse af selvrespekt, værdighed og ro.

Du er ikke alene. Du er ikke forkert. Og du kan komme videre

Traumer sætter dybe spor – men de kan hele. Ikke fordi vi glemmer det, der skete, men fordi vi lærer at leve med det, uden at det styrer vores liv. Hos mig er du velkommen med alt, du bærer på. Uanset om det er forvirring, vrede, sorg eller skam. Du skal ikke have styr på noget, når du kommer – det er mit arbejde at hjælpe dig med at finde det igen.

Jeg er her for at støtte dig — med både faglighed og hjerte.

Forskning og kilder:

Mød forfatteren 

Anja de Thurah er emotions-fokuseret psykoterapeut MPFparterapeut og neurofeedback træner. Hun tilbyder både neurofeedback, individuel terapi, og parterapi til sine klienter. Derudover specialiserer hun sig i en række følelsesmæssige og relationelle problemstillinger. Hun byder klienter fra alle baggrunde og kulturer velkommen i individuel terapi og i parterapi, inklusiv LGBTQIA+, og sigter mod at hjælpe alle mennesker med at føre et bevidst, autentisk og nærværende liv.

psykoterapeut anja de thurah