Den terapeutiske stol
Der er ikke en vej, siger du. Den findes ikke. Der er kun den tætteste skov. Du ved, den der tunge dybe skov, hvor træerne lukker sig om dig. Først lukker de sig over dig, når deres kroner bliver som tunge tordenskyer, og alt imens du ser op og forsøger at ane lidt af solen, bevæger de sig tættere på dig. Deres stammer tyknes, så barken nærmest må kravle af de grå stammer. De nærmest puffer dig videre ind i mørket, og du får øje på mosset under dine fødder, som bliver glat og får dine fødder til at skøjte rundt, over de forrevne sten og rødder. Rødder der snørkler og bugter sig rundt i en pærevælling. Eller bevæger sig som en bunke regnorme i et syltetøjsglas, når du skal ud at fiske.”
Dine indre billeder
Jeg bliver altid forundret over dine metaforer. Du maler altid så fine billeder med dine ord. Så fine, at mine indre billeder nemt former sig og viser mig det, jeg forestiller mig er det, du fortæller mig. Jeg ser dig for mig, kæmpe dig frem i den mørke skov. Sådan to skridt til højre og et til venstre. Og så tre skridt bagud igen, før at du vrikker om på din højre fod, mens din krop langsomt mister balancen. Dine arme og hænder rækker ud i panik, og forsøger at få fat om de alt for tykke træer. Det er som om at træerne og grenene blot puffer til dig med deres tunge skygger, og medvirker til at du falder endnu hurtigere ned i moset og mørket. Jeg forestiller mig, hvordan du ligger der og lader dit håb blive opslugt af skovens afmagt. Imens smelter kronerne i træerne sammen til et mørke. Det er ofte det psykoterapi kan. Male indre billeder, forstærke de gode metaforer, og bidrage til at vi som mennesker kan finde nye anker at fastholde vores ro med, og nye veje til bevægelse igennem det der er svært.
Farmors sommerhus
Kan du huske dengang du fortalte mig om din farmors sommerhus?, spørger jeg nysgerrig, og holder fast i at der altid er et andet billede man kan finde frem, når livet er svært. Farmors sommerhus er fandme langt væk fra den her skov, svarer du irriteret.
I know, men måske har du lyst til at lege med på et eksperiment lige nu? Min invitation er åben, og det er altid dit valg om du er med. Prøv at lukke øjnene lidt, og forestil dig den mørke skov. Du står derinde et eller andet sted, og alt tykner om dig og der er ingen vej frem eller tilbage. Det er som om bunden af skoven opsluger det nederste af dine ben, og du kan have sådan en oplevelse af at sidde fast, og ikke kunne komme nogen vegne.
Brevet
Jeg ser på dig. Du var hurtig til at lukke øjnene og følge min stemme ind i mørket. Du var med på eksperimentet, og det fortæller mig at du ikke har givet helt op. Du har fortalt mig at du nogle gange er ved selvmordets kant. At du nogengange føler du ikke orker mere. At der intet håb er for forandring i hverken din indre verden, eller den vi sammen lever i. Du har fortalt mig om afskedsbrevet du har skrevet flere gange. Men som du alligevel føler, ikke rigtigt vil kunne give din far den trøst, du gerne vil. Om din frygt for, at han står tilbage i smerten alene, uden at forstå, og uden dig til at holde om ham. Om at din empati for ham nogle gange er det eneste greb der holder dig.
Håbet
Men der er også andet i dig, der holder dig her i denne verden endnu. Du er bare ikke helt så bevidst om det. Måske fordi du ikke har dit fokus der. Lige nu ihvertfald. Men jeg er bevidst om det. Jeg kan se håbet, for du kommer troligt til vores samtaler hver uge. Og du siger, at så længe du har en tid hos mig, så skal jeg ikke bekymre mig. Så møder du op. Og når du er her, så ser jeg, at du er modig og kaster dig ud i de mest smertefulde samtaler. Du er risikovillig i samtalerne, og går all in i terapien med alle følelser i spil.
Frygten
Du kan helt sikkert ikke se det selv, for du har også travlt med at skubbe mig væk med dine ord. Du fortæller mig at jeg ingen forskel kan gøre. Og du siger at intet i vores samtaler giver mening. Det er som om at du prøver at forkaste, at jeg kan forstå noget som helst, eller forstå hvordan det er at være dig. Og det du ikke ser, men som jeg ser, er at du hermed deler din oplevelses verden med mig. Hvordan det er at være dig. Om ensomheden. Hvor meget du frygter at lade nogen komme tæt på. Og hvordan du frygter, det alt opslugende mørke, livet kan byde dig,. Og også om hvordan døden for dig kan være befrielsen fra alt det svære. Den sidste og værste vej ud.
Mod
Jeg ser på dig sidde tilbagelænet i den terapeutiske stol med lukkede øjne, imens du bevæger dig så godt du kan, i den fugtige indre underskov. Du trækker vejret hurtigt, og jeg kan se på dine kinder at du har fået varmen. Du trykker dine håndflader mod armlænene og holder fast, så dine knoer bliver hvide. Jeg kan se anspændtheden i dine ben og din skuldre. Du er landet lige ned i ubehaget af din egen metafor for, hvordan livet kan føles for dig. Du har lagt dit ansigt i folder, der fortæller mig at det er pinefuldt for dig at se på din egen indre oplevelse så direkte.
Jeg er med dig
Det er fandme så hæsligt det her liv. Man kan lige så godt dø her, for her lugter jo alligevel af død. Jeg kan fandme lugte skovbunden man! Råddenskab. Jord. Fugt. Kvalmt. Det sgu sindsygt. Du nærmest spytter ordene hektisk ud. Prøv at kigge dig omkring, insisterer jeg forsigtigt. Du fortæller at du kan lugte skovbunden, men kan du også se den? Hvad kan du se? JEG KAN IKKE SE EN SKID!, nærmest råber du. Jeg lægger en hånd på dit knæ, så du kan mærke at du ikke er alene. Jeg husker dig på, at du altid kan åbne øjnene og komme på afstand af skoven, hvis du vil. Men tror du at du kan blive der lidt endnu? Kan vi aftale at du bare åbner øjnene, og rejser dig hvis det er for meget? Ja, siger du med lidt mere ro, og jeg kan høre på dit åndedrag at det falder med styrken af din stemme.
Okay, prøv at se dig omkring. Der er mørkt og du fortæller at du ikke kan se en pind. Du kan blot lugte skovbunden du ligger i. Prøv at komme i tanke om en påskedag i farmors sommerhus. Det er forår, og de små haver dufter af jord og græs. Du er på vej op mod huset. Du ved at din farmor venter på dig. Hun har sikkert sat te over til dig allerede. Du går, på den gamle havesti, hvor græsset nærmest har opslugt nogle gamle fliser, der ellers var lagt sirligt i række. Men du ved de er der, for du har gået den vej mod huset så mange gange igennem din opvækst. Så du går op ad stien, imens du kigger ned på dine fødder og på de flisestykker der kommer til syne.
Farmors tulipaner
Nu flytter du fokus til jorden lige til venstre for dine fødder. Hvad er det der vokser der? Kan du se det? Farmors gamle engelske tulipaner du har fortalt mig om. Dem med så store hoveder i gul og i rød, at stilken næsten ikke kan bære dem. De er så stærke i farven, og farven fortsætter hvis du kigger frem. Helt op til døren hvor farmor står og tager imod dig. Prøv at kigge dig rundt imens du igen ligger der på bunden af skoven. Måske skal du flytte fokus fra mørket, hvis du vil se tulipanerne. Kan du se tulipanerne viser vejen skønt fliserne er helt tildækkede af græsset?”
Dit åndedrag er faldet. Du sidder længe stille med lukkede øjne i den terapeutiske stol, før du overrasket over dig selv siger: Jeg har lyst til te! Så åbner du øjnene, og smiler en lille smule over din bemærkning. okay, svarer jeg og smiler retur. Men er det så ikke bare te du skal have lige nu? Skal jeg lave en kop til dig?
Du tænker lige lidt over det før du svarer. Nej, jeg ved ikke hvilken te jeg har lyst til. Jeg kan smage den, men jeg kan ikke huske hvad den hedder. Jeg vil ned i den der butik nede i gågaden, og se om ikke jeg kan finde ud af, hvad det var for en, farmor altid lavede. Må jeg få en ny tid?
Livgivende te
Du går. Og på en eller anden måde kan jeg høre i dine beslutsomme skridt at du har flyttet dit fokus. Om ikke andet så bare for nu. For en stund. Og jeg ved at du er på vej ud og give dig selv en god kop te. Som farmor gav dig den. Men nu kan du selv. Du skal bare opdage det igen. Og måske ser du lige om lidt farverne i butiksruderne når du går ned af gågaden. Som tulipanernes farver. Og måske fortæller du mig om det i næste uge.
Læs mere om individuel terapi her
Hvis du overvejer selvmord kontakt livslinien https://www.livslinien.dk
