Jeg tror det var meget godt at skæbnen ville at jeg skulle være mor til 2 vidunderlige piger, født med 12 års mellemrum. Det der med at få børn klods op af hinanden,kan jeg jo se hos andre er noget af en mundfuld.
Den første pige kom til verden i 1997 og hun hedder Naja. Naja betyder egenligt lillesøster, men what the heck! Jeg var vild med at hun hed det samme som mig, bare med bogstaverne hulter til bulter. For det var det hun var. En del af mig, vokset ud af mig. Og jeg voksede med hende. Min anden datter hedder Rose. Hendes far valgte navnet, længe før hun blev født. Han ønskede sig en Rose, og en Rose var hun.
At se sit barn være autentisk
Der er noget fascinerende i at se et barns personlighed vokse sig til. Hvis man som forældre giver slip på sine egne forestillinger, om hvem man ønsker ens børn skal være, og hvad man drømmer om at de skal bedrive i deres liv, får man noget helt særligt. Man får autenticitet i sin reneste form. Det er de færreste forældre der helt kan slippe egne drømme på børns vegne, og give fuld frihed til tilliden til, at børnene nok skal få fantastiske liv, hvis man bare giver dem lov netop at være dem.
Det er ikke altid lykkedes mig ikke at drømme om noget på mine pigers vegne, og det er heller ikke altid lykkedes mig at være bevidst om det, når jeg fulgte en normkultur lidt for meget, hvor jeg sagtens kunne vælge noget andet, hvis jeg bare så hvad jeg havde gang i.
Men. Mine piger er snydt ud af min næse og ikke af min fantasi. De ligner mig på godt og ondt. De ligner også hinanden. Men mest ligner de sig selv. De spiser pizza til morgenmad. Og danser i regnen. De hører The Cure og Jack White. Og tror på trolde. De finder fossiler i strandkanten. Og bygger huler. De laver selv deres julegaver til mig. Og de elsker westerns og varulve.
Det stof de er gjort af
Den ældste har altid været fascineret af knogler, tænder, fjer og sten. Hun var en lille heksemutter som barn, og man kunne måske undres over hendes mange finurlige fascinationer. Som voksen er hun på vej til at blive konservator. Nu giver hendes rejse mening. Hvor jeg ikke helt før kunne se den.
Den yngste datter holder af de skrå brædder. Der er en performer gemt i hende, og det har der altid været. Da hun var lille og i børnehavealderen, syntes jeg altid det var helt vildt, at hun gik og digtede sine egne sange. Hun kunne gå rundt i haven hele dagen lang, og bare kigge på naturen, og digte sange. Når man ser hendes skuespil, og man hører hendes sang og spil på instrumenter i dag, kan jeg godt se at det altid har været tydeligt hvem hun var.
Og de døtre der, de ved hvem de er, og de ved hvad de vil. Og de rækker ud efter det og gør det selv! Og der er så meget Dirty Harriet i dem!
Har du brug for støtte?
Jeg kan støtte dig i at blive bevidst om hvad dine egne drømme er på dine børns vegne, samtidigt med du tydeligt ser hvem dine børn egentligt er. Så du kan sætte dem fri og give dem den plads og støtte, der skal til for autentisk trivsel, og får at du kan give dine børn lige det de har brug for, når de skal være den bedste udgave af sig selv. Jeg er uddannet psykoterapeut, familie og parterapeut. Jeg har praksis i Nyborg på Fyn, samt i Kastrup på Amager.
Familieterapi er for dig der ser at dit barn ikke trives, og ønsker at støtte det til at finde sin vej.
