Meget ofte har jeg klienter i terapi, som bruger hele deres liv på at servicere andre mennesker. I alle relationer, gør de alt hvad de kan for at gøre andre mennesker tilfredse. De føler, at når de glæder andre, så er de selv glade. Men på et tidspunkt, kan de pludseligt ikke klare det mere. De får symptomer på stress, angst eller depression, og finder deres vej i terapi hos mig. Det som de ikke selv ser, men som jeg hjælper dem til at se er, at det at servicere andre, er en måde hvorpå de undgår at mærke deres egen smerte. En måde ubevidst at forsøge at komme igennem livet på, uden at lade smerten opsluge dem. Her er en fortælling om, hvordan en klient havde det, dengang hun kom i terapi hos mig. Klienten her hedder Elsa, men navnet er fiktivt.

Elsas indre oplevelse

Hvordan skulle Elsa nogensinde sige det højt. Det som hørte fortiden til. Det som hun hver dag blev mindet om, når hun slog øjnene op. Hvordan siger man det højt så det kan høres? Hvor højt kan det siges? Hvis hun åbnede munden og forsøgte, ville det så blive til et svagt forpint hvisken, eller ville det blive til en øredøvende klagesang? Hvordan kan historien fortælles og hvem ville lytte, uden at hun gik i stykker af det sagte, det klagede, det grådkvalte, det jammerlige gudsforladte mareridt? Kunne det ikke altid forblive usagt? Elsa skammede sig ofte. Skammede sig, så det kunne ses i en rødmen hen over hendes kinder. Når mennesker åbnede op, og fortalte hende om deres fortids hemmeligheder blev hun så fandens bevidst om sine egne. Men skammen var en flygtig følelse og forsvandt igen lige så hurtigt som den kom. Det samme gjorde hendes rødmen. For i nuet, handlede det ikke om hende, men om det menneske hun sad over for, som nu havde turdet åbne sig for hende.

Angsten for den overvældende smerte

Elsa vidste ikke at det, at hjælpe et andet menneske med at sige deres hemmeligheder højt var en overspringshandling, hun havde valgt for at overleve følelsesmæssigt. Så hun var sine venners ven. Og hun trøstede alle. Og hun var kollegaernes kollega. Og hun gjorde alt der gjorde dem glade. Og hun var sin kærestes kæreste. Og hoppede og sprang for ham, skønt han aldrig havde bedt om det. Hun var sikker på, at hvis hendes læber gled fra hinanden og lod hendes mareridt komme ud, ville hun splintres i tusinde stykker og dø. Dø af sorg. Dø af angst. Dø af afmagt. Dø af skam. Så hun lod det blive,  som den tungeste kanonkugle dybt nede i hendes svælg. Og Elsa fandt trøst i at trøste andre. At hjælpe andre til at turde det, hun ikke selv turde. Og de var som et spejl, for hendes eget mod. Og hun følte det som plastre på hendes sår, når andres smerte heledes. Og hun slugte deres smerte og fodrede kanonkuglen med den i håbet om, at den ville blive mæt og trille sin vej.

I terapi findes modet

Men en dag kom angsten for sociale begivenheder. Og uroen i kroppen over den arbejdsmængde hun havde påtaget sig, og som hun følte hun skulle leve op til dagligt. Og et tungsind, hendes kæreste ikke kunne kysse bort. Og det var tid til at finde modet til at spytte kanonkuglen ud. At kaste den op. At tvinge den frem. Og da hun endeligt som 43 årig, sad der i stolen i min klinik, og ønskede at turde tage imod terapi, fortalte jeg hende det hun havde brug for at høre. At mod er noget man mærker efter man var modig. Først mærker man frygten, men man lader frygten være der og gør det modige med frygt i kroppen. Derefter mærker du modet. Og vi øvede os forsigtigt, og Elsa mærkede modet. Og at angsten slap sit greb. Og vi kunne begynde forandringen mod et liv i mere balance.

Jeg hedder Anja de Thurah og er uddannet emotionsfokuseret psykoterapeut og parterapeut.   Ønsker du selv at gå i terapi, så er du velkommen i min praksis.