Psykisk støtte i en Coronatid

Har du tænkt over, hvordan du bedst kan give dine nærmeste psykisk støtte i coronatiden? Hvordan du kan støtte dem i at håndtere de svære situationer, de står med i denne tid? Du får her tre måder hvorpå, du kan støtte andre psykisk lige nu.

I denne tid med epidemi og lockdown oplever jeg i stigende grad mennesker, der ringer for at få psykisk støtte. Det er en periode, der kan være rigtigt svær at overskue følelsesmæssigt. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at mange rækker ud til landets psykologer og psykoterapeuter lige nu. Alle dem, der ringer til mig, har noget til fælles: De oplever en indre konstant uro, der viser sig som anspændthed i kroppen. De oplever bekymringer. Bange anelser. Tusinde tanker. Magtesløshed og frustration. Det er en stressoplevelse at have det sådan. Alle er ramt af situationen på den ene eller den anden måde, men vi kan alle tage hånd om hinanden, hvis vi vil.

Vi kan tage hånd om hinanden i samtalen

Alle har det svært i denne tid, og alle oplever det forskelligt, hvad der fylder indeni afhængigt af, hvilket liv vi lever. Men ligesom vi alle bliver ramt på vores stressniveau med utryghed, magtesløshed og frustration, er vi fælles i vores indre følelsesmæssige behov i at kunne være med alt det, der er svært, til at kunne skabe noget tryghed i hvert enkelt liv, og til at kunne holde følelser som magtesløshed nogenlunde for døren.

En samtale går som oftest begge veje. Vi har det derfor med at putte vores egne følelser om situationen over i den anden. Ofte tilpasser vi os den anden i samtalen. F.eks. hvis den ene person er bange for Corona, og den anden ikke er, vil den der er bange være tilbøjelig til at skrue ned for fortællingen om sine egne indre oplevelser.

Ligeledes har vi mennesker den indre mekanisme, at vi gerne vil fikse problematikker. Vi kan derfor være hurtige til at fortælle den anden, hvad han eller hun bør gøre og føle. Men det hjælper overhovedet ikke. I virkeligheden kan vi hurtigt komme til at gøre den anden forkert i situationen, selvom vores hensigter er gode.

Tre måder du kan støtte dine nærmeste psykisk i coronatiden

Vi kan med få opmærksomhedspunkter være med til at give andre en bedre indre oplevelse her i coronatiden. Uanset om samtalen er ansigt-til-ansigt, over telefonen, på video eller beskeder.

Lyt og læg dig selv lidt væk

Vi har alle brug for at opleve os set, hørt og forstået i, at vi har det, som vi har det. Så når du taler med en anden, så hav fokus på, hvordan du kan give personen dette. Læg dine egne problemer lidt væk i samtalen. I stedet for at svare; “Jamen, hjemme hos os er det også svært fordi..”, kan du anerkende dem med; “Så det er virkeligt ikke rart for dig lige nu..” eller ” Øv, det lyder hårdt for dig ikke at høre fra dine børn i denne tid.” eller ” Det lyder ikke godt, at du ikke får sovet, du må være træt.” Det handler egentlig bare om at lægge sig selv og dine egne problematikker lidt væk og i stedet holde fokus på den anden.

Det kan være en svær øvelse, fordi vi er så vandt til at inddrage vores egen oplevelse af situationen i samtaler. Men når det lykkes dig at sætte dig selv lidt på pause og virkelig tune dig selv empatisk ind på, hvordan den anden oplever situation, vil den anden bagefter sidde med en følelse af samhørighed, og at det er ok at have det præcis, som han eller hun har det. Vi har alle brug for at blive valideret på denne måde.

Magtesløshed og frustration – støt hinanden til konstruktive tanker

Vi er alle i samme båd. Vores liv, som vi hver især lever det, er markant ændret, uden vi selv har valgt det. Det er altså ikke mærkeligt, at vi bliver fyldt op af magtesløshed. For mange vælter verden lige nu. Sorgen og bekymringerne om f.eks. deres arbejde eller virksomhed er en realitet. Og det hjælper dem ikke, at vi andre har gode råd.

Det der til gengæld kan hjælpe, er din måde at spørge ind til, hvad de selv kan gøre i den situation, de står i lige nu. F.eks. “Når du nu ikke kan gøre, som du plejer, hvad ville så være rart for dig at gøre lige nu?” eller “Har du tænkt over hvilke måder du kunne komme videre herfra?” Eller “Ved du, hvem der kunne hjælpe dig videre, eller hvad der kan hjælpe dig videre, som situationen er lige nu?” Det kan være personen ikke kan svare. Men spørgsmålene hjælper til kreativitet i situationen. Det er vigtigt, at man selv finder sine egne veje, for det er dem, man går efter i livet. Dem. man selv kan se, kan skabe mening for en.

Anerkend utryghed for sygdom og død og hjælp til en smule tryghed

Mange er utrygge lige nu i forhold til Coronavirussen og gør sig tanker som: “Bliver jeg syg, og hvis jeg gør, dør jeg så?” Disse indre svære spørgsmål er der ingen, der har svaret på. Vi kan ingen garantier give, for det er ikke i vores magt at være herre over. Vi kan kun trøste og tro på, at det ikke sker. Disse store eksistentielle spørgsmål om liv og død fylder i mange mennesker, og er en frygt man ikke helt kan tage væk. Men vi kan anerkende den.

Det er vigtigt at fortælle, at det er ok at være bange. Vise forståelse for, at det er sådan, det kan føles. Og når du har anerkendt den andens følelse af at være bange, så spørg:” Hvad gør du for at passe på dig?” eller ” Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig til at føle dig mere tryg?” Igen er vigtigheden at validere og anerkende den anden samt hjælpe personen til at være bevidst om, hvordan han eller hun finder en smule tryghed i situationen.

Husk på hinanden og søg støtte, hvis der er brug for det

Coronatiden er en tid, hvor vi alle må huske ekstra megetmpå hinanden. I indkøb og hjælp til hverdagen, i at vise nærhed på afstand og i at anerkende de mange forskellige følelser, situationen bærer med sig.

Jeg håber,at du har fundet mit opslag hjælpsomt, hvis du kender én, der har behov for psykisk støtte i coronatiden. Og du altid velkommen til at kontakte mig for flere råd og vejledning – i denne tid på afstand.

Du kan også finde en liste over de mange forskellige akuttilbud og hotlines, der findes til dig, der oplever en akut psykisk krise.

Psykoterapeut vs psykolog

Jeg får tit henvendelser fra nye klienter, som spørger mig, hvad forskellen er på en psykolog og en psykoterapeut. Jeg bliver glad, når de spørger. Det er vigtigt at vide, hvor man kan gå hen, og hvilken hjælp man kan få, når man har det svært. Er du en af dem, der er i tvivl om forskellene og vil vide mere, kan du læse videre her.

Psykoterapeuter

En psykoterapeut tager udgangspunkt i samtalen med dig og fokuserer på, hvordan du bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der er et problem for dig. Psykoterapeuten har taget en uddannelse på minimum fire år på et institut for psykoterapi. Her gennemgår psykoterapeuten også selv terapi og personlig udvikling, da psykoterapeutens vigtigste redskab i terapien er sin egen person. På den måde har de trænet de psykologiske og psykoterapeutiske teorier samt metoder i praksis og mærket forandringerne på egen krop. 

Psykoterapeuten kan bygge videre på sit fag og specialisere sig. Mange terapeuter vælger at tage flere uddannelser, og udbyder derfor flere specialer. En parterapeut er således en psykoterapeut, der har taget en videreuddannelse i parterapi. Familieterapeuten har taget videreuddannelse i familieterapi.

Hvilke tematikker kan psykoterapeuten hjælpe dig med at bearbejde?

 

Der er ufatteligt mange tematikker et menneske kan gå i terapi med. Fællesnævneren er, at man er træt af noget, der fylder i ens liv eller ulykkelig over noget, som ikke forandrer sig af sig selv. For eksempel sorg, kriser, stress og angst. Klienter ringer gerne til mig og siger.:

  • “Det er lige som om jeg aldrig holder op med at være ked af det.”  
  • “Min jaulousi ødelægger alle mine forhold, og jeg er træt af det!”
  • “Jeg kan ikke finde ud af at sige nej, når der er noget, jeg ikke har lyst til.”
  • “Jeg har været vred på min far i flere år, og det ødelægger min familie.”
  • “Kan du hjælpe mig med at lære at elske mig selv?”
  • “Jeg er ensom og kan ikke finde ud af at få venner.”
  • “Jeg er så stresset, og jeg er bange for jeg en dag får hjertestop.”

Psykologen

En psykolog tager også udgangspunkt i en samtale, men er uddannet til at stille en diagnose inden for psykiske sygdomme. Psykologen har en universitetsuddannelse, hvor vægten overvejende er på psykologiske teorier og metoder. Derfor vælger mange psykologer at tage en videreuddannelse i psykoterapi for også at kunne behandle endiagnose med samtaleterapi. 

 

Psykiateren

En psykiater er uddannet læge med en specialuddannelse i psykiatri. En psykiater kan udskrive medicin til sine klienter, som ofte er mennesker med svære lidelser som personlighedsforstyrrelser, skizofreni og psykoser. Nogle psykiatere er specialiserede inden for ét særligt område af psykiske sygdomme.

Henvisning fra lægen?

Har du fået en henvisning fra lægen til psykolog, kan du vælge at henvende dig til en psykoterapeut i stedet. Mange psykoterapeuter er imødekommende over for henvisninger, og giver dig derfor samme egenbetaling som, hvis du gik til en psykolog. Problematikken omkring henvisninger er, at nogle psykologer har ydernummer, som de har fået af regionen. Derfor kan de få refunderet penge af staten. Da der er alt for få psykologer, der har ydernummer, er der lang venteliste hos mange af de psykologer. 

Drejer din henvendelse sig derfor om en terapeutisk behandling, kan du sagtens henvende dig til en psykoterapeut og spørge, om de vil tage imod din henvisning. Som psykoterapeut er jeg vant til at folk henvender sig med henvisninger, og de er velkomne. 

Nu kender du forskellen på en psykolog og en psykoterapeut – hvem skal du så vælge?

Om du vælger psykolog eller psykoterapeut er dit valg. Jeg vil anbefale dig at søge på nettet og finde hjemmesider på dem, der har klinikker i nærheden af dig. Dér, hvor du på en hjemmeside kan læse om psykologen/psykoterapeuten og får en god fornemmelse i maven – det er dér, du skal gå hen. 

Prøv eventuelt at ringe op og få en kort snak om, hvordan psykologen/psykoterapeuten arbejder, og hvad psykologen/psykoterapeuten umiddelbart tænker om netop din problematik, før du bestiller en tid.  At du kan lide din behandler er den vigtigste forudsætning for, at du åbner op, taler om dine problematikker og oplever, at du er i et trygt og godt rum, når du er i behandling.

Er der noget, du gerne vil vide mere om, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg bruger gerne tid på at svare på spørgsmål.

Er du blevet nysgerrig på hvor man eventuelt kan tage en spændende psykoterapeutisk uddannelse, kan du læse mere hos EFT-instituttet.

Gule tulipaner

“Der er ikke en vej”, siger du. “Den findes ikke. Der er kun den tætteste skov. Du ved, den der tunge dybe skov, hvor træerne lukker sig om dig. Først lukker de sig over dig, når deres kroner bliver som tunge tordenskyer, og alt imens du ser op og forsøger at ane lidt af solen, bevæger de sig tættere på dig. Deres stammer tyknes, så barken nærmest må kravle af de grå stammer. De nærmest puffer dig videre ind i mørket, og du får øje på mosset under dine fødder, som bliver glat og får dine fødder til at skøjte rundt, over de forrevne sten og rødder. Rødder der snørkler og bugter sig rundt i en pærevælling, eller som en bunke regnorme i et syltetøjsglas, når du skal ud at fiske.”

Jeg bliver altid forundret over dine metaforer. Du maler altid så fine billeder med dine ord, at mine indre billeder nemt former sig og viser mig det, jeg forestiller mig er det du fortæller mig. Jeg ser dig for mig kæmpe dig frem i den mørke skov. Sådan to skridt til højre og et til venstre, og så tre skridt bagud igen, da du vrikker om på din højre fod, mens din krop langsomt mister balancen, og dine arme og hænder fabrilsk rækker ud og forsøger at få fat om de alt for tykke træer, der blot puffer til dig med deres tunge skygger og medvirker til at du falder endnu hurtigere ned i moset og mørket. Jeg kan se for mig du ligger der og lader dit håb blive opslugt af skovens afmagt mens kronerne i træerne smelter sammen til et mørke.

“Kan du huske dengang du fortalte mig om din farmors sommerhus?”, spørger jeg nysgerrigt og holder fast i at der altid er et andet billede man kan finde frem når livet er svært. “Farmors sommerhus er fandme langt væk fra den her skov”, siger du irriteret.

“I know”, svarer jeg, “men måske har du lyst til at lege med på et eksperiment? Prøv at lukke øjnene lidt, og forestil dig den mørke skov. Du står derinde et eller andet sted, og alt tykner om dig og der er ingen vej frem eller tilbage. Det er som om bunden af skoven opsluger dine det nederste af dine ben, og du kan mærke at du aldrig vil komme nogen vegne….”

Jeg ser på dig. Du var hurtig til at lukke øjnene og følge min stemme ind i mørket. Du var med på eksperimentet, og det fortæller mig at du ikke har givet helt op. Du har fortalt mig at du er ved selvmordets kant. At du ikke orker mere. At der intet håb er for forandring i hverken din verden eller den vi sammen lever i. Du har fortalt mig om afskedsbrevet du har skrevet flere gange, men som ikke rigtigt får trøstet din far på den måde du gerne vil. Om din angst for at han står tilbage i smerten alene uden at forstå. Om at din empati for ham er det eneste der gør at du er her lidt endnu. Men der er også andet i dig, der holder dig her i denne verden endnu. Du er bare ikke helt så bevidst om det. Måske fordi du ikke har dit fokus der. Lige nu ihvertfald. Men jeg er bevidst om det. Jeg er bevidst om at du kommer troligt til vores sessions hver uge. At du har lovet at så længe du har en tid hos mig, så skal jeg ikke bekymre mig. Så møder du op. Og når du er her, så ser jeg du er modig og kaster dig ud i de mest smertefulde samtaler. Du er risikovillig i samtalerne, og går all in i terapien med alle følelser i spil.

Du kan helt sikkert ikke se det selv, for du skubber mig væk, du fortæller mig jeg ingen forskel kan gøre, du siger intet i samtalerne giver mening, og du forkaster at jeg kan forstå noget som helst eller forstå hvordan det er at være dig. Og det du ikke ser, men som jeg ser, er at du hermed deler din oplevelsesverden. Hvordan det er at være dig. Hvor meget du frygter at lade nogen komme tæt på. Hvordan du frygter det altopslugende mørke livet kan byde dig, og hvordan døden for dig kan være befrielsen du drømmer om, og befrielsen som du har magten til at give dig selv, i et liv hvor du ikke føler du kan ændre andet.

Jeg ser på dig sidde tilbagelænet i stolen med lukkede øjne, mens du bevæger dig så godt du kan i den fugtige underskov og de tykke indre stammer. Du trækker vejret hurtigt, og jeg kan se på dine kinder du har fået varmen. Du trykker dine håndflader mod armlænene og holder fast, så dine knoer bliver hvide, og jeg kan se anspændtheden i dine ben og din ryg. Du er landet lige ned i ubehaget af din egen metafor for hvordan livet føles for dig. Du har lagt dit ansigt i folder der fortæller mig at det er pinefuldt for dig at se på din egen indre oplevelse så direkte, skønt det du beskriver jo kronisk er den indre tilstand du hver evig eneste dag bevæger dig i og aldrig føler du kommer fri af.

“Det er kræfteddemig så hæsligt det her liv. Man kan lige så godt dø, for her lugter jo alligevel af død. Jeg kan fandme lugte skovbunden man! Råddenskab. Jord. Fugt. Kvalmt. Det sgu sindsygt.” Du nærmest spytter ordene hektisk ud. “Prøv at kigge dig omkring”, insisterer jeg forsigtigt. ” Du fortæller du kan lugte skovbunden, men kan du også se den? Hvad kan du se? “JEG KAN IKKE SE EN SKID!”, nærmest råber du, og jeg lægger en hånd på dit knæ, så du kan mærke at du ikke er alene.”Du kan altid åbne øjnene og komme på afstand af skoven hvis du vil. Men tror du at du kan blive der lidt endnu? Kan vi aftale at du bare åbner øjnene og rejser dig hvis det er for meget?” “Ja”, siger du med lidt mere ro, og jeg kan høre på dit åndedrag at det falder med styrken af din stemme.

“Okay, prøv at se dig omkring. Der er mørkt og du fortæller at du ikke kan se en pind, blot lugte skovbunden du ligger i. Prøv at komme i tanke om en påskedag i farmors sommerhus. Du er på vej op mod huset. Du ved indenfor venter farmor dig. Hun har sikkert sat the over til dig allerede. Du går på den gamle havesti, hvor græsset nærmest har opslugt nogle gamle fliser, der ellers var lagt sirligt i række. Men du ved de er der, for du har gået den vej mod huset så mange gange igennem din opvækst. Så du går op ad stien, imens du kigger ned på dine fødder og på de flisestykker der kommer til syne.

Nu flytter du fokus til jorden lige til venstre for dine fødder. Hvad er det der vokser der? Kan du se det? Farmors gamle engelske tulipaner du har fortalt mig om. Dem med så store hoveder i gul og i rød, at stilken næsten ikke kan bære dem. De er så stærke i farven, og farven fortsætter hvis du kigger frem, helt op til døren hvor farmor står og tager imod dig. Prøv at kigge dig rundt imens du ligger der på bunden af skoven. Måske skal du flytte fokus fra mørket, hvis du vil se tulipanerne. Kan du se tulipanerne viser vejen skønt fliserne er helt tildækkede af græsset?”

Dit åndedrag er faldet. Du sidder længe stille med lukkede øjne, før du overrasket over dig selv siger: “Jeg har lyst til the!” Og du åbner øjnene, og smiler en lille smule over din bemærkning. “okay “,svarer jeg. “Men er det så ikke bare the du skal have lige nu? Skal jeg lave en kop til dig?”

Du tænker lige lidt over det før du svarer. “Nej, jeg ved ikke hvilken the jeg har lyst til. Jeg kan smage den, men jeg kan ikke huske hvad den hedder. Jeg vil ned i den der butik nede i gågaden, og se om ikke jeg kan finde ud af, hvad det var for en farmor altid lavede. Må jeg få en ny tid?”

Du går. Og på en eller anden måde kan jeg høre i dine beslutsomme skridt at du har flyttet dit fokus. Om ikke andet så bare for nu. For en stund. Og jeg ved at du er på vej ud og give dig selv en god kop the. Som farmor gav dig den. Men nu kan du selv. Du skal bare opdage det igen. Og måske ser du lige om lidt farverne i butiksruderne når du går ned af gågaden. Som tulipanernes farver. Og måske fortæller du mig om det i næste uge.

Hvis du overvejer selvmord kontakt livsninien https://www.livslinien.dk

Nu lytter du

Den første session:

Du har altid været en god dreng, sagde far og uden at vide det, var det også det du hørte din kæreste sige, når hun sagde Du er den dejligste kæreste på jorden.

Altid gjorde du alt for at gøre far glad. Det var bare sådan du var. Det var ikke noget du tænkte over. Du var bare en god dreng da du var knægt. Ligesom du er en god kæreste nu. En kæreste der vil gøre alt for hans livs udkårne. Og du tænker det er gode kvaliteter du har som mand. Er du ikke sådan en kæreste alle kunne ønske sig? Og var du ikke sådan en søn alle forældre ville være stolte af?

Og nu er du fuld af dårlig samvittighed, anger og skyld. For her sidder du alligevel med en knude i maven. Og du er forvirret siger du. Fordi knuden bliver større og større og tungere og tungere. Og du anstrenger dig virkeligt. Du kæmper for at have kræfterne til at slæbe rundt på den kilotunge knude samtidigt med at du prøver at få den væk. Du gør alt hvad du kan for at få den væk. Ligesom du altid har gjort. Men det er som om at det du gør ikke er virksomt længere. Det er som om det er en håbløs kamp.

Så du sidder her nu. Fortvivlet. Og stille giver du dig selv lov bare at være med knuden, og hilse på den. Undersøge den. Hvor kommer den egentlig fra? Hvad indeholder den? Hvem anbragte den i din mave, og hvilken funktion har den mon..

Midt i din proces:

Du mærker ubehaget. Det ubehag der følger med at fornemme knuden. Pulsen. Varmen. Uroen. Og du husker at den altid har føltes sådan. Lige så langt du kan gå tilbage i tiden. Så langt dine minder rækker. Og du kan fornemme hvordan den føltes i din barndoms krop. Dengang du altid havde skrabede knæ og klatrede i træer. Dengang du var en god dreng. Dengang du fornemmede knuden i maven, blot ved at de fine linjer i din fars ansigt flyttede lidt på sig og gav ham et andet blik på dig. Så flygtigt og så bitte småt at ingen andre kunne se det. Men det kunne du. Når han så på dig med det blik. Og du gættede hvad der ville gøre far glad. Hvordan kun du kunne få linjerne til at indtage deres rette position omkring hans bryn og hans mundvige igen. Og du var en god dreng. Det sagde din far selv. Og så så han på dig med milde øjne –og det var alt hvad du kunne ønske.

Så du sidder her nu. Fortvivlet. Og stille giver du dig selv lov at mærke knuden, og hilse på den. Og du er forvirret siger du. Du har den skønneste kvinde på jorden og du kan kalde hende din. Du kan mærke du er stolt. Og du bliver varm inden i blot ved tanken om hendes duft. Men straks mærker du knuden. Hvis knuden kunne tale, hvad ville den så sige, spørger jeg. Og jeg kan se du er forpint. Men det er vigtigt. Las os lytte. Give plads. Og du græder.

Du er ikke god nok til hende, siger knuden. Du skal fortjene hende. Så du må oppe dig. Fylde på hende. Lade hende op. Give hende alt hvad hun ønsker og mere end det. Og du giver. Du giver alt hvad du har at gi. Med dine følelser. Din fysik. Din økonomi. Din energi. Alt.

Og du fortæller at hun slet ikke ønsker alt det. At det er mere end nok. At du drukner hende. At du ikke giver plads til at hun kan give noget retur. Og du ser, at det er knuden du fodrer, når du er den perfekte kæreste. Den dejligste kæreste på jorden. Det er knuden du fodrer, som en gammel plade der står i et hak og gentager sig selv. Som et ekko fra en fortid, hvor du kravlede i træer og havde skrabede knæ.

Din sidste session:

Og du kan se nu at du bare ville være en god dreng så far kunne elske dig. Så du kunne fortjene kærlighed. Og du kan mærke nu, at der er mere plads i maven. At knuden gjorde sig tung for at få dig til at lytte. Og du er stadigvæk en dejlig kæreste. Som du var en god dreng. Men du kan give mere plads nu.

Holder du jul med en knude i maven?

Så nærmer tiden sig, hvor alle glæder sig og næsten ikke kan vente med at være sammen med familie og slægtninge. For de flestes vedkommende er julen hjerternes tid, en tid hvor man er nærværende, hygger sig, og mødes omkring familietraditioner.

Og måske er du en af dem, der allerede har en knude i maven der fylder så meget, at det er svært at glæde sig. Mange går rundt med en knude i maven, der efterhånden som kalenderlyset brænder ned, vokser sig til og fylder mere og mere. For nogle, handler det om julestress og alt det man gerne vil nå, og for andre handler knuden om hvor svært det kan være, at tilbringe julen i familiens skød.

Mange af os har lært i barndommen at navigere i kaos og sørge for at slukke brænde rundt omkring os. Vi lærte at lukke ned for ønsker og behov, og i stedet udelukkende koncentrere os om hvad andre har brug for. Måske var det bare nemmest at føje mor og gøre hende glad. Måske har det altid været godt bare at lade far være skuffet, for sådan er han jo. Måske er det nemmest at sluge forskelsbehandling imellem dig og dine søskende, for sådan har det altid været.

Og måske blev vi som børn anerkendt for, at tage ansvar for en masse voksen-ting. Eller også blev vi nød til det, fordi der ikke var nogle voksne, der tog den tørn. Og den overansvarlighed, kan vi bære med ind i voksenlivet. Der kan være mange årsager til at vi mærker knuden i maven, og ikke to af dem er ens. Fælles er kun det, at den altid mærkes, når vi skal være sammen med vores nærmeste familie.

Det er ofte så indgroet et mønster i os, at vi som voksne stadigvæk ikke står ved vores egne behov og ønsker, og det sætter sig som en knude i maven. Og der kan også være mange grunde til at vi ignorerer knuden. Vi ved jo den er væk igen når julen er overstået. Det kan være det opleves nemmest. Det kan være at vi er bange for, at hvis vi lyttede til knuden, så ville julen blive lidt skræmmende og måske ville det hele ligefrem opleves som kaos?

Nogle gange lytter vi ikke til knuden, fordi vi syntes vi er egoistiske, hvis vi gør. For hvad tænker andre om os, hvis vi tænker på os selv? Kan vi overhovedet være det bekendt?

Men jeg vil fortælle dig at du godt kan lytte til knuden i din mave. Den er en del af dig og den har noget vigtigt at fortælle dig. Og at lytte til knuden, behøver ikke at være det samme som at svigte familie, at holde op med at elske, eller at alting bliver sværere. Tværtimod. Hvis du kan lytte til dig selv og møde dig selv i det du har brug for, så bliver det med tiden også nemmere at holde jul med familien, og nyde den og dem.

Måske er du ikke der i livet, hvor du er klar til at ændre på årsagen til at du har en knude i maven, men du kan forsigtigt tage hul på forandringen, uden nogen helt opdager det.

Mærk efter hvad din knude fortæller dig, der er nemlig altid en grund til den er der. At du ved hvorfor den er der, er altid første skridt. Vi mærker altid vores følelser i vores krop, sommerfugle i maven når vi er forelskede, dirren i brystkassen når vi skal til eksamen, eller stramninger i halsen når vi er nervøse.

Hvordan din krop fortæller dig hvad du føler er helt unikt for netop dig, ikke to mennesker er ens, så knuden i maven kan rent faktisk føles som sitren, kulde, eller stivnen og sidde mange forskellige steder. Giv dig tid til at mærke hvordan det føles i din krop, og prøv at opdage hvilke tanker der knytter sig til den.

Derefter, så tænk over hvad der ville gøre dig godt, og hvordan du kan give dig selv det. Mærk hvad din krop fortæller dig nu, mens du tænker på hvad dine behov og ønsker er.

Hvis du ikke er klar over hvad du har brug for, eller hvad du kan gøre, så vær opmærksom på det hen over julen. Giv dig selv lov at have knuden med dig som du plejer i julen. Gør som du altid har gjort, og lad din familie gøre som de plejer at gøre også. Vær blot opmærksom og giv dig selv dette år til at stille skarpt på hvad knuden handler om og hvad den gør ved dig. Læg mærke til om du siger ja, hvor du egenlig har lyst til at sige nej. Og omvendt. Læg mærke til, om det er en autopilot der svarer for dig. Hvis du har mod på det, kan du prøve at svare :”Jeg vender lige tilbage”, eller “Jeg tænker lige over det.”

Hvis knuden er en gammel knude, måske endda et levn fra barndommen, så husk at sige til dig selv at det er okay ikke at kunne ændre noget som har stået på så længe, på en enkelt jul. Måske skal der lidt længere tid til. Det er et godt skridt at kunne tage, fordi du på den måde kan være nænsom og omsorgsfuld over for dig selv, samtidigt med at du er opmærksom på knuden i maven, og dermed ikke negligere dig selv. Husk på, at første skridt i at blive mødt i ønsker og behov, sker hos dig selv.

Bliver knuden alt for stor, så prøv at trække vejret dybt ned i maven, hold det, og pres maven ud som om du pustede en fodbold op. Når du gør sådan et par gange, snyder du dit nervesystemder og din knude falder lidt til ro. Du kan også gå ud og trække luft ind imellem. Ofte ved du bedst, hvordan netop du kommer igennem.

Måske har du oplevelsen af ikke at kunne lide at få julegaver, men at du elsker at give gaver til andre. Måske er det sådan, at din hals snørrer sig sammen og dit hjerte banker hurtigere, når du modtager gaven. Måske er det slemmest når den er dyr, eller pakket ind, eller det at der er et personligt kort vedhæftet den.

Prøv at mærke efter, om det er hjælpsom at give dig selv lov at have det, som du har det. Måske kan du anerkende dig selv i at have ubehaget ved gaver, og du kan forsøge at sige til dig selv at der er en årsag til at du har det som du har det, også selvom du måske ikke er bevidst om hvorfor det er sådan.

Sidst men ikke mindst vil jeg fortælle dig at alt hvad din knude fortæller er ok. Der er intet forkert inde i den knude. Jeg fortæller dig det, fordi du måske gør dig selv forkert. Måske siger du til dig selv at du er for meget, at dine følelser og behov er grimme, eller ligefrem direkte onde. Mange mennesker har en livsverden, hvor man skal yde og præstere for at fortjene noget selv. Man skal give tifold før man selv må få.

Hvis du kan, så sig til dig selv at det er ok at du har det sådan, og samtidigt vær bevidst om at knuden i din mave fortæller dig at du kan og må mere. At du har fortjent mere. At du er ok som du er.

Jeg ønsker dig en glædelig jul, og håber at du finder din vej godt igennem julen.

Lær at sige fra! -gruppeterapi for kvinder

Denne gruppe er for dig der ønsker at blive bedre til at udtrykke dine egne behov og få det ud af livet du inderst inde ønsker.

Måske hører du tit dig selv sige ja, når du egenlig ønsker at sige nej?

Eller måske siger du nej, hvor du faktisk har lyst til at sige ja?

I gruppen arbejder vi med at du lærer at mærke dine behov samt finder vejen til at udtrykke det i din hverdag, og du kan spejle dig i en lille flok kvinder der er på samme vej i livet som dig. Ved første gruppemøde får du også udleveret en dagbog og du får redskaber til hvordan du mellem møderne kan arbejde skriveterapeutisk med bogen. Ud over at arbejde med det der fylder her og nu, skal vi også forbi offer-krænker-frelser trekanten, vi skal lave øvelser der hjælper dig til at mærke dine egne grænser tydeligere og du har muligheden for gratis at supplere dit indre arbejde med NADA (øreakupunktur.) Der er sat tid af til en god pause, hvor vi skiftes til at have lidt godt med til kaffen. 

Hvor og hvornår:
Vi mødes hver anden mandag fra 18.30 til 21.00 I Helseklinikkens lokaler, Nørregade 2 i Nyborg.

Tilmelding og pris:
Tilmelding kan ske pr mail til anjadethurah@gmail.com eller på sms til 42 21 62 22.  Du er også velkommen til at ringe hvis du har spørgsmål.
Ved tilmelding binder man sig til 6 gange og prisen er 900 kr (150 kr pr gang)
Der er minimum 4 på et hold og max 6 personer.

Gruppeleder:

Anja de Thurah -psykoterapeut