Noget om kasser

I mange år har diagnosticering af psykiske lidelser været en hjørnesten i moderne psykologi og psykiatri. Vi forsøger at forstå, beskrive og behandle mennesker ved at placere dem i specifikke “kasser” – diagnoser – for at kunne tilbyde målrettet hjælp. Et af de mest anvendte systemer til dette formål er ICD-10 (International Classification of Diseases, 10. udgave), som bruges globalt til at kategorisere og diagnosticere en lang række psykiske lidelser. Men hvordan er vi havnet i denne kassetænkning, og hvad er dens fordele og ulemper?

Fra symptom til diagnose

ICD-systemet, der oprindeligt blev udviklet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), startede som en klassifikation af sygdomme og symptomer. Før ICD-10 blev indført i 1990’erne, var der et mere løst system til at beskrive psykiske lidelser, ofte baseret på symptomer og kliniske observationer. Fokus var i højere grad på at forstå den enkelte persons tilstand og lidelsens unikke udtryk.

Med fremkomsten af ICD-10 skete der en ændring i denne tilgang. Det blev et mere formaliseret diagnoseværktøj, hvor psykiske lidelser blev inddelt i specifikke diagnoser med klare kriterier. Dette har gjort det muligt for sundhedssystemet at operere med standardiserede kategorier og terminologier, hvilket gør det lettere at kommunikere og behandle patienter på tværs af landegrænser og kulturer. Men samtidig har dette system også medført nogle udfordringer.

Fordelene ved ICD-10

Der er ingen tvivl om, at ICD-10 har haft en positiv indvirkning på diagnosticeringen af psykiske lidelser. En af de største fordele ved systemet er, at det skaber en fælles forståelsesramme for sundhedsprofessionelle verden over. Dette er især vigtigt i en globaliseret verden, hvor patienter kan have brug for behandling på tværs af grænser. Diagnostiske systemer som ICD-10 har standardiseret sproget, så alle taler samme “sprog”, når det kommer til psykiske lidelser.

Forskning viser også, at systemet kan føre til en hurtigere og mere effektiv diagnosticering, som kan fremme tidligere intervention og behandling (First, 2013). I situationer, hvor tidlig behandling er afgørende, som f.eks. ved alvorlige lidelser som skizofreni eller bipolar lidelse, kan dette være en livreddende fordel.

Ulemperne ved kassetænkningen

Selvom standardiseringen af diagnoser har haft sine fordele, har ICD-10-systemet også nogle markante ulemper. En af de mest kritiske punkter handler om kassetænkning – den tendens til at reducere komplekse menneskelige oplevelser til enkle diagnoser. Diagnoser som depression, angst eller skizofreni kan virke som entydige kategorier, men i virkeligheden er de ofte nuancerede og varierer betydeligt fra individ til individ.

En diagnose kan også få en begrænsende effekt, hvor patienter bliver reduceret til deres etiket, i stedet for at blive set som et helt menneske med unikke livshistorier og oplevelser. Som psykologen Lucy Johnstone peger på, bliver vi nødt til at være opmærksomme på, at diagnoserne kan “maskere de underliggende psykologiske og sociale problemer, som mennesker står over for” (Johnstone, 2020).

Desuden kan diagnoserne skabe en rigid opfattelse af, hvordan en lidelse ser ud, hvilket kan medføre, at behandlingen bliver en standardiseret fremgangsmåde, der ikke nødvendigvis passer til den enkeltes behov.

Mod en holistisk og individuel tilgang

Flere forskere og klinikere argumenterer i dag for, at vi bør bevæge os væk fra en diagnoseorienteret tilgang og i stedet tage en mere holistisk og individuel tilgang til psykisk sygdom. Denne tilgang ville fokusere på at forstå den enkeltes livshistorie, relationer, omgivelser og personlige ressourcer snarere end udelukkende at placere dem i en diagnosekategori. Det bakker jeg også op om som psykoterapeut og som parterapeut.

Forskning understøtter denne tilgang. Eksempelvis har studier vist, at terapi, der er baseret på en mere personlig tilgang, såsom humanistisk eller narrativ terapi, kan være lige så effektiv – og nogle gange mere – end mere diagnosebaserede behandlinger som kognitiv adfærdsterapi (Carr, 2016). Her er fokus på den enkeltes fortælling, deres relationer og kontekst, frem for at se dem som bærere af en bestemt diagnose.

En revolutionerende fremtid

Hvis vi begynder at bevæge os mod en mere individuel tilgang til psykisk sundhed, kan vi potentielt revolutionere den måde, vi hjælper mennesker med psykiske problemer. Ved at se det hele menneske, i stedet for blot en diagnose, kan vi tilbyde mere skræddersyet behandling, som tager hensyn til personens unikke omstændigheder og ressourcer. En sådan tilgang ville ikke kun kunne forbedre patienternes livskvalitet, men også føre til mere varige resultater i behandlingen af psykiske lidelser.

Selvom ICD-10 og lignende systemer har spillet en afgørende rolle i at bringe orden og struktur i diagnosticeringen af psykiske lidelser, er det på tide at udfordre disse systemers grænser. En mere fleksibel og holistisk tilgang til mental sundhed, baseret på de enkelte menneskers oplevelser og behov, kan være vejen frem til en fremtid, hvor vi hjælper folk med at opnå virkelig heling og velvære.